Modtaget mail fra Evald Sønderby 12. september 2012 med beretning og vedhæftede fotos om dette flystyrt.  Fotos  A * B * C

For nyligt var jeg sammen øjenvidner til begivenheden den 15. oktober 1944. De har læst beretningen her, og kan 100% stå inde for teksten. Det eneste vi ikke er helt sikre på, er om det var pilotens hensigt at ville nødlande. Det fremgår ikke i en tilgængelig rapport. Det er derfor en formodning, der understøttes af, at han helt efter instrukserne droppede minerne på et øde sted, og derefter fandt en egnet plads mellem to rækker grantræer.

Endvidere har jeg støttet mig til rapport fra flyversergent A. C. Smiths, der deltog i operationen som medlem af besætningen på Halifax LV785, ZA-C,10 Squadron, RAF.

Flyverulykken i Idom d. 15.oktober 1944.

Søndag den 15. oktober 1944 rettede RAF Bomber Command et storangreb mod de tyske ubådsbaser i Nordtyskland. 500 maskiner deltog i det 14. gennemførte
angreb siden 1941.

37 af maskinerne, 22 Halifaxere og 15 Lancastere var udset til at lægge miner ud i Kattegat.

For at imødegå evt. angreb af tyske natjagere, sendte RAF to Mosquito jagere (Intruders), der begge var forsynet med effektive radarsystemer, der kunne spotte evt. fjendtlige fly over hele operationsområdet

Den ene skulle gå low level (2.000 fod) mellem Karup Fliegerhorst Grove (nu blevet til Karup Lufthavn (her) og Aalborg lufthavn. Den anden skulle gå High level
(20.000 fod).

Minelægningsformationen forlod baserne i England omkring kl. 1830. Det var en månelys aften med kraftige regnskyer. Den satte kurs over Nordsøen mod minelægningsområdet med kodenavnene Yewtree, Krauts og Silverthorn. (Se Minelægningsområder.) Den kom ind over vestkysten fra sydvest ved Søndervig og
fortsatte over Ringkøbing fjord mod nordvest med retning mod målområdet. Over Vind 56o15`27 N og 8o 33`55,90 Ø blev den angrebet af en tysk natjager. Den fik en
salve ind i Halifax MZ901/Q-N, 424 Tiger Squadron fra basen Skipton–on-Swale, Yorkshire. Under luftkampen faldt et glødende granatfragment ned og antændte udlængerne på gården ”Kirkegård” i Vind, der udbrændte. Maskinen fortsatte i nordøstlig retning på udkig efter en egnet nødlandingsplads, og mellem gårdene
”Øster Høgsbjerg” og ”Hestbjerg”, svingede den til venstre med kurs mod nord. Ved ”Simonstrup”56o 19`40, N. og 8o 32` 16,o5 Ø blev de fire 1500 punds armerede
miner droppet. De faldt ned i en sumpet eng tæt ved Høgsbjerg bæk. (Se steder i Google Map p381 Halifax MZ901 - zoom ind, klik på ikonerne, zoom ud og se
det meste af Jylland)

Kort efter sprang et besætningsmedlem ud, men faldskærmen nåede desværre ikke at folde sig ud, så han landede dødeligt kvæstet i en roemark. Han døde ikke lige med det samme, oplyser Jacob Nielsen, som var ham der fandt ham 2 dage efter ulykken. Jacob fortalte, at han kunne se, at han havde kradset i jorden inden han
døde. Nødlandingen mislykkedes  og maskinen ramte jorden få meter fra gården ”Engholm”, Engholmvej 3, Idom 56o 19 33 N og 8o 32`44,09 Ø. De seks resterende besætningsmedlemmer omkom alle i et kæmpebål af brændende flyverbenzin og eksploderende ammunition. De lå smadret og brændt ihjel i vragresterne. Kun
piloten kunne anes siddende foran.

Kort efter ankom tyskerne og gennede de tililende naboer hjem til de mørklagte stuer. Dagen efter begyndte oprydningsarbejdet. Den lokale sognepræst pastor
H.H. Frank, insisterede på, at de dræbte flyvere skulle begraves på Idom kirkegård, men det afviste den tyske overkommando med henvisning til den afbrudte samarbejdsaftale af 29. august 43. (Pastor Frank fortalte mig, at han henvendte sig til den tyske overkommando, der residerede på Hotel Schaumburg i Holstebro.
Frank troede, at en tysk officer ville springe op, slå hælene sammen og og sige Jawohl, når en præst talte hårdt til ham. Det skete ikke. Pastor Frank blev korporligt
smidt ud af kontoret.)

På en aluminiumsplade blev de fragtet op til et nærliggende læhegn, hvor de blev begravet. Det har altid heddet sig, at de blot blev kulet ned uden nogen som helst ceremoni. Det er ikke rigtigt. Der blev foretaget jordpåkastelse, bedt en bøn og affyret æressalut. Jacob Nielsen og min bror Jørgen sad oppe i Engholms mølle og
så begravelsen.

Det syvende medlem af besætningen blev først fundet nogle dage senere af sønnen fra ”Engholm” Jacob Nielsen.

Året efter, på Valdemarsdag den 15. juni, blev de under stor deltagelse af lokalbefolkningen, medlemmer af modstandsbevægelsen i Holstebro og en deling canadiske soldater fra Flensborg genbegravet på Idom kirkegård.

Minerne, der lå i den sumpede engbund, kunne de tyske minører ikke desarmere. I stedet valgte de uden større sikkerhedsforanstaltninger at bortsprænge dem, med væltede gavle og knuste ruder i massevis. Så langt væk som i Struer revnede der butiksruder. Ved eksplosionen blev der dannet et krater, der hurtigt fyldtes med ved
fra den nærliggende bæk. Bombeophænget, en ca. 6m lang stålbjælke, fløj op i luften for at lande med den ene ende dybt nede i engbunden. Der stod den som et naturalistisk mindesmærke til engang i tresserne, hvor bækken desværre blev reguleret og engen drænet. I dag står resterne af den som et kors bag gravene på kirkegården.

NB.Under samme minelægningsoperation blev Lancaster LM 208/M 207 Squadron skudt ned ved Låstrup. Alle 7 besætningsmedlemmer omkom.

I havet ud for Mariager fjord blev Lancaster NG143/R 207 Squadron skudt ned. Hverken vragdele eller nogle af besætningen er blevet fundet. (Jo. AS)

Ved Nr. Halne blev Halifax MZ826 110 Squadron ramt på tilbageturen fra ”Yewtree”. 6 af besætningen blev dræbt. Èn overlevede og blev af modstandsbevægelsen
hjulpet til Sverige.