Signe Rømer talte
ved mindestenen i 2008 og en gang mere her søndag
den 21. april 2013.
Hun ses her sammen med venner."God dag allesammen. Jeg vil gerne sige
Hjemmeværnet i Hedensted og Kommunen
tak for invitationen til i dag. For mig kommer der mange minder
frem ved at
stå
her ved mindestenen i Bøgballe.
Jeg er den yngste datter af Kirstine og
Mads Nielsen og hedder Signe Rømer.
Der er kun mig
tilbage, da mine forældre og søskende er døde.
Tænk at det er 70 år siden 2. verdenskrig,
hvor der var svære luftkampe over Danmark. Den nat glemmer jeg aldrig. Det
var natten til den 21. april 1943.
Jeg var 15 år
og i dag er jeg 85 år.
Kl. 3 om natten hørte vi pludselig et
frygteligt brag. En flyvemaskine var styrtet ned. Vi stod op i en fart, fik
tøj på og gik langsomt op ad grusvejen, og kunne
se
flammer på marken. Flyet faldt ned mellem 3 mindre gårde. Sikken et held
den
ikke kom ned i en gård. Kl. 5 om morgenen blev vi omringet af tyske
soldater
og freden
var forbi i den lille landsby. Ved nedstyrtningen omkom 4
fra New Zealand og
3 briter.
Min far var bedemand og leverede kister til
de døde soldater. Det var en alvorlig sag, som han aldrig kunne glemme. Far
tænkte meget på de stakkels
soldater, som
måtte ofre livet for krigen, og han tænkte på de pårørende, der
har mistet
deres kære.
Min far ønskede at sætte en mindesten op for
de faldne soldater og ønskede
at det skulle fejres på hans 85 års fødselsdag
den 2. april 1971. Stenen står
nu her kun
få meter fra det sted hvor soldaterne omkom. Jeg er glad for min
fars
indsats, som nu står her til minde om hvad England gjorde under 2.
verdenskrig i kampen mod nazismen og for Danmarks befrielse.
Æret være deres minde."
|
Signe Rømer delivered a speech
at the
memorial stone in 2008 and once
more
here on Sunday 21 April 2013. Here she
is seen together with friends.
"Hello everyone. I would like to thank the Home Guard in Hedensted and the
Municipality for the invitation for today. A lot of memories come to me when
standing
here
at the memorial stone in Bøgballe.
I am the youngest daughter of Kirstine and
Mads Nielsen and my name is
Signe
Rømer. I am the only one left, as my parents and my siblings have all died.
During World War 2 there were heavy aerial battles over Denmark 70 years ago.
I will never forget that night. It was the night before 21 April 1943. I was
15 years
old
and today I am 85. At 3 a.m. we suddenly heard a terrible bang.
An aircraft had crashed. We got up
in a hurry, dressed and walked slowly up
the gravel road and saw flames in the field.
The aircraft fell between 3 small farms. What luck that it did not come
down into a
farm. At 5 a.m. we were surrounded by German soldiers and the
quiet life in the
hamlet was over. At the crash 4 New Zealanders and 3 Britons perished.
Dad was an undertaker and provided coffins
for the deceased soldiers. It was a
serious matter, which he could never
forget. Dad thought much of the poor soldiers
who had to sacrifice their lives for the war, and he thought of the
relatives who had
lost their loved ones.
My father wished to erect a memorial stone to
the fallen soldiers and he wanted a commemoration on his 85th anniversary on
2 April 1971. The stone is placed here
only a few metres from the spot where the soldiers perished. I am happy that
my
father erected a stone in memory of England's effort during World War 2
in the
battle against nazism and for the liberation of Denmark.
We will remember them." |