3 piloter til Sverige                               In English                                    Updated:  27 OCT 2011

De 3 amerikanske jagerpiloter 1st Lieutenant Dean C. Johnson, Major John D. McFarlane og Captain Robert D. Brown kom med hjælp fra modstandsbevægelsen
til Sverige i marts 1945. Her er 3 piloter til Sverige -
historien om dem fortalt af Anders Bjørnvad i bogen De fandt en vej (s. 163-169).

Den 12. marts 1945 kl. 11.47 styrtede P51 44-14350 ned ved Søllested (som er her overblik her). Pilot, Major John D. McFarlane var sprunget ud med faldskærm.
Den 12. marts 1945 kl. 11.50 styrtede P51 44-72214 ned ved Vedskølle (som er her, overblik her). Pilot, 1st Lieutenant Dean C. Johnson var sprunget ud.
Den 20. marts 1945 kl. 16.40 styrtede
P51 44-14135 ned i Gørlev (her, overblik her). Pilot, Captain Robert D. Brown var sprunget ud.

"Løjtnant Dean C. Johnson blev sejlet til Sverige den 23. marts 1945. Tre dage senere, den 26. marts, kom endnu to amerikanske jagerpiloter, major John D. McFarlane og kaptajn Robert D. Brown, via "Speditørerne" til Sverige. Opsamlingen og den videre hjælp til de tre jagerpiloter, der alle havde måttet forlade en beskadiget maskine under returflyvning fra Tyskland, er typisk for forholdene i 1945. Vi vil se lidt nærmere på deres redning.

Vil De være venlig at hjælpe mig til Sverige?

Captain Brown landede med faldskærm nord for Høng i Vestsjælland den 20. marts 1945. Han søgte mod en grusgrav, hvor han skjulte sin udrustning.

Grusgraven tilhørte gårdejer P. Guldborg-Jensen, Sæby, der på dette tidspunkt af besættelsen havde et slags illegalt pensionat. 10-12 eftersøgte modstandsfolk boede på gården. Guldborg-Jensen anede ikke, hvem de var, for han spurgte ikke.

En af disse illegale pensionærer fik fat i flyveren og bragte ham ind på gården, hvor han tog sig en lur ovenpå den nervepirrende episode.

Det blev oplyst, at tyskerne havde fået gal besked med hensyn til flyverens landingssted og var ved at endevende den nærliggende Sæbygård. Da en tysk undersøgelse hos Guldborg-Jensen ville være meget uheldig, besluttede man sig til straks at få flyveren væk.

Han blev sat på en cykel, og sammen med den illegale pensionær tog han turen tværs over Sjælland til København.

Lieutenant Johnson landede med faldskærm den 12. marts 1945 ved Basnæs, øst for Skælskør.

I sin faders hus - netop her - lå en ung mand på divanen og halvslumrede. Han var lidt sløj og gad ikke rejse sig, selv om en voldsom drønen fortalte, at allierede bombere var på vej vestpå.

Ved 13.30-tiden råbte mandens søster, at der skete noget udenfor. Patienten nåede ud lige tids nok til at se en røgsøjle og en flyver på vej ned i faldskærm.

Patienten var Leo Larsson, der var fratrådt stillingen som skytte ved Allindemaglegården og nu opholdt sig i sit hjem. Flyveren landede et par kilometer borte, så Larsson.

Han, der i august 1944 havde hjulpet den canadiske pilot Walter, sprang på cyklen og nåede kort efter stedet. Mindst 50 personer var forsamlet.

Nogle folk fortalte Larsson, at flyveren efter at have kastet sin faldskærm op i en tipvogn, var gået ad en sti mod øst.

Larsson cyklede i den angivne retning, nåede flyveren og kørte tæt ind på ham.
I det samme vendte flyveren sig om, gjorde honnør og sagde: Please, will you help me to Sweden? Der var stille et øjeblik på stien! De to så på hinanden.

Larsson sagde derpå til flyveren, at han ville forsøge at hjælpe. Flyveren fik besked på at søge mod den nærliggende skov og gemme sig ved et stort træ i skoven, som Larsson udpegede.

Flyveren forsvandt mod skoven, mens Larsson kørte tilbage til sit hjem. Til folkene ved landingsstedet sagde han, at flyveren var forsvundet. Han kunne i hvert fald ikke se nogen ned ad stien.

Forsynet med mad tog han senere ud til det store træ, hvor flyveren ganske rigtigt stod og ventede. Han blev meget glad for at se Larsson.

Atter hjemkommet ringede Larsson til København for at få assistance. Han havde lige bedt om nummeret i telefonen, da han så tyske soldater, ledsaget af en dansktalende kvinde, komme hen mod huset. Larsson smed røret.

Både hans fars ejendom, og andre, blev undersøgt af de udsendte tyskere. Egnen var usikker, og det stod Larsson klart, at flyveren måtte væk. Han fik derfor truffet aftale med missionær Esbo på Glænø, denne lovede at sørge for ophold til flyveren. Om natten hentede Larsson og hans svoger flyveren ude i skoven. Ved dæmningen over til Glænø lå et pumpehus. Her skiftede flyveren tøj og fortsatte derpå som »civilist« ud over dæmningen. På Glænø fik flyveren logi hos lærer Sønderriis. Her besøgte Larsson ham og fik bl. a. oplyst, at flyverens navn var Johnson.

Larsson må vist være den eneste dansker, der to gange var en allieret flyvers allerførste kontakt!

Flyverens ophold hos familien Sønderriis varede ca. 8 dage. Han var noget utilpas efter sit faldskærmsudspring og havde ved ankomsten til Glænø en grannål i øjet, som fru Sønderriis måtte fjerne.

Under et besøg i Slagelse fik Sønderriis aftalt med kredslæge Fog, at hvis der blev ringet til Glænø og sagt, at »Ulla« skulle være i Slagelse den og den dag kl. 15 for at komme med toget til København, så betød det, at Sønderriis nævnte dag og tidspunkt skulle aflevere flyveren til Hans Jacob i Løvegade.

En dag blev der så ringet efter »Ulla«, hvorpå Sønderriis - og Johnson forklædt som symaskinereparatør, cyklede mod Slagelse, hvor flyveren blev afleveret på det aftalte sted.

Nogle dage efter kom Johnson til Høng sammen med amtslederen, Lars Skotte. Købmand Svend Olsen fra Sorø, der var under jorden der på egnen, fik til opgave at ledsage flyveren ud til Lindegården. På vejen besøgte de forstander Bjerre, der gav flyveren en engelsk bog, så han ikke skulle kede sig for meget i ventetiden.

Skotte ledsagede Johnson mod København. De startede med at cykle til Roskilde.

Her gik de ind hos Falck-stationsleder E. Arboe-Rasmussen, denne fortæller følgende herom: »Dagen efter (bombardementet af Shellhuset) kom Skotte fra Slagelse med en amerikansk jagerpilot ... Vi spiste frokost og skålede i snaps for de allieredes sejr ... Jeg kørte dem begge i ambulance til København - lige forbi Shellhuset, så han kunne se resultatet. Han hed Dean C. Johnson 1897 Feronia Arc. Sct. Poul, Minnesota. — Det står i min salmebog, hvor han skrev det.«

Roskilde var og blev et »Mekka« for de allierede flyvere!

Den tredie jagerpilot, Major Mc Farlane, landede på Lolland — samme dag, samme time som Johnson kom ned. Da han nåede Sverige, afgav han rapport til
amerikanske myndigheder om sine oplevelser. Gennem denne rapport kan vi følge McFarlanes færd, set med hans egne øjne.

McFarlane landede på en mark i Søllested. Han kom til sig selv, ved at en mand stod bøjet over ham og spurgte på perfekt engelsk: »Are you hurt?« (Er De såret?)
»Is there anything I can do for you?« (Er der noget jeg kan gøre for Dem?) Kort efter kom en ung mand løbende hen til McFarlane medbringende en regnfrakke og
en blød herrehat.

McFarlane tog hatten på og frakken over uniformen og blev derpå ledsaget af den unge mand væk fra stedet. På vejen mødte de to tyske soldater. McFarlane løb ind
i skoven, mens den unge mand besvarede tyskernes spørgsmål!

Et par timer senere blev McFarlane ført til noget, der for ham så ud til at være en spejderlejr. Ved 20-tiden kom en herre og dame (Erik Haagensen og frue) ud til
McFarlane, der nu blev ført til en landmand, Hans Larsen i Ryde. Han var ligesom Larsson og Arboe­Rasmussen, som vi lige har hørt om, "veteran". Valley og Hooper,
der boede hos Halfdan Rasmussen, var jo blevet opsamlet af Hans Larsen.

Som tak for hjælpen fik den unge mand McFarlanes pistol med tilhørende ammunition.

På opholdets anden dag kom en mand ud til Hans Larsen. Han hed Gerhard Krogh og var, efter hvad McFarlane opfattede, en slags chef med 50 modstandsmænd
under sig. Også han var "veteran", ved vi.

Den tredie dag blev McFarlane ført til Maribo, hvor han i 6 dage boede hos Kroghs søster, fru Dupont. Ledsaget af Gerhard Krogh gik turen derpå til København,
hvortil man ankom ved 19.30-tiden. En kvindelig bekendt til Krogh tog imod, og sammen gik de tre til en familie på Vesterbro.

Krogh blev sammen med McFarlane, lige til han skulle udskibes. Efter at have sovet på Vesterbro flyttede McFarlane næste dag ud til familien Svendsen, der boede
lige ved en stor park (Fælledparken). Mens McFarlane boede her, gik han og Krogh ture i byen. De så både det ene og det andet, og på hjemvejen fra sådan en tur oplevede de angrebet på Shellhuset den 21. marts kort før middag. Krogh fotograferede under overflyvningen, og sammen så de en amerikansk jager styrte ned i Fælledparken.

Det ville have lignet Krogh og McFarlane dårligt, hvis de havde kunnet lade være med at besigtige Shellhuset. Mindre end en time efter angrebet var de da også på
pletten.

Søndag eftermiddag, da Krogh og McFarlane kom hjem fra en spadseretur, var det blevet afgangstid for flyveren.

Han blev ført til en dames hus, hvor han sov om natten, og derpå ledsaget til havnen. Her ventede en anden amerikansk flyver, Captain Brown. Det blev oplyst, at en Lieutenant Johnson var blevet sejlet til Sverige et par dage før.

16.15 sagde en mand på cykel til dem, at de skulle begynde at gå ned ad havnen. De skulle vente på denne mands kontor (Tuborg havn - se Monument) uden at tale til nogen. På kontoret kom en anden mand, han skulle føre dem om bord. De cyklede, først McFarlane og 10 min. senere Brown.

Kl. 17.00 var de om bord på en stenfiskerbåd. I kahytten var de to flyvere og tre danskere. Her opholdt de sig til kl. 5.30 den næste morgen.

En efter en blev de ført til maskinrummet. McFarlane var første mand. Kaptajnen fjernede en plade i væggen og bad så McFarlane gå ind og holde til højre. Yderligere
tre danske var kommet til, der var nu 8 mand bag den løse væg.

Kl. 6.45 kom to tyskere om bord med hunde. De undersøgte skibet, men fandt intet mistænkeligt.

Kaptajnen havde strøet kokain på dækket, det ødelagde hundenes lugtesans.

Båden sejlede, der blev serveret kaffe, og et par timer efter blev flygtningene lodset over i en båd, som var gået ud fra Helsingborg. Hertil ankom man ved 11-tiden.

De blev undersøgt af svenske toldere. Til det svenske politi, der også mødte op, gav de to flyvere kun navn, rang og nummer. Ved 16-tiden ankom McFarlane og
Brown til den britiske konsul i Helsingborg (Grew), der sagde til dem, at de gerne måtte oplyse, hvor længe de havde været i Danmark, hvis nogen spurgte igen.

Grew gav hver af flyverne en enkeltbillet til Stockholm og 20 svenske kroner.

De tre amerikanske jagerpiloter zig-zaggede gevaldigt gennem det besatte Danmark. De to af dem traf folk, som havde erfaring med hensyn til at hjælpe flyvere, hvilket naturligvis var en fordel.

De blev alle tre opsamlet af »rigtige« folk indenfor en halv time. Ja, McFarlane nåede jo næsten ikke jorden, før han fik overrakt en regnfrakke. Flyvernes egen flugtvej kunne nu ofte udregnes i meter.

Modstandslederne påtog sig stadig selv at ledsage flyverne, de ville være sikre på, at alt gik godt. De ville personligt finde vejen!

Så det hele end planløst ud, var der dog system i tingene, når flyverne gik fra den ene til den anden. Bag det hele mærker vi planlægning og tankevirksomhed.

Hovedpersonerne, de tre flyvere, var i meget høj grad statister under deres færd i Danmark, efter at de havde truffet "nogen". Dette er et fælles træk for samtlige
hjulpne flyvere under hele besættelsen."