Flyverpræst
Kåre Egholm Pedersen holdt denne tale før afsløringen af mindestenen ved
Grønhøj Kro. Efter afsløringen bad han Soldatens bøn.
Natten til den 25. september kl. 01.22 1942
styrtede det engelske bombefly Lancaster R5679 ned vest for Grønhøj. Så kort
kan man gengive, hvorfor så mange
mennesker er samlet her i dag til afsløringen af mindestenen over de 7
flyvere, som omkom ved nedstyrtningen. Det er for at fastholde for
eftertiden og de kom-
mende generationer, at der på et tidspunkt var nogen, der betalte den
højeste pris for vores frihed.
De nærmere tekniske omstændigheder omkring
flystyrtet og ikke mindst navns nævnelse af alle de mange implicerede parter
og kræfter, der har været sat i spil
for at vi kunne stå her i dag, ved jeg, at andre vil komme ind på senere.
Der er nogle til stede, som har været med siden ideen blev undfanget og
andre igen, som
ved alt om flyvning og flytyper. Så jeg vil i min tale hellere opholde mig
ved det, der kommer før, nemlig selve den menneskelige skik det er at rejse
en sten og
ikke mindst sige lidt om, hvorfor vi egentlig gør det.
Og det er vel fordi, hver generation har
oplevet noget, som har gjort så stort et indtryk, at man har forestillet
sig, at verden ville blive fattigere, hvis ikke mindet om
dette på en eller anden måde blev fastholdt. Man har villet videregive noget
umisteligt, noget vigtigt. Indskriften på stenen låner af stenens vægt og får
dermed en
særlig prægnans. En mindesten siger: husk nu. Der har været andre før dig,
som har ydet sit.
Mindesten kan fortælle om store personer, som
har gjort noget særligt for sin egn eller sit land - eller som i vores
tilfælde i dag – pege på en historisk begivenhed,
som på et øjeblik ændrede livet for en række familier langt herfra og såmænd
også familier ganske tæt herpå.
Jeg tænker først og fremmest på familierne
til de fem britiske og to canadiske ofre for nedskydningen:
Bevan, Coldicott,
Cormack, Dyson,
Morrison, Duffield og
Emerslund. Kun de tilbageværende
slægtninge kan for alvor bevidne, hvad deres respektive tab kom til at
betyde i årene efter. Her tænker jeg i særlig grad på
David Geddes og Mike Brewser, som jeg ved er med os i dag - sammen med andre
familiemedlemmer, hvis navne jeg ikke kender.
Nedskydningen af Lancaster R5679 satte også
sine spor her på egnen. Her tænker jeg først og fremmest på familien
Laigaard, som har haft Grønhøj Kro i eje
i flere generationer tilbage, ja faktisk siden 1864. Det må have været en
voldsom og rystende oplevelse, da flyet styrtede ned så tæt ved og oplyste
himlen.
Øjenvidnet Gudrun Laigaard har levende skildret begivenheden for
Viborg
Stifts Folkeblad i 2009. Ved den lejlighed fortalte hun, at den brændende
flyver kom så
tæt hen over hustaget på kroen, at hun troede, den ville styrte ned i
bygningen. Kort efter kom tyskerne, som må have set det ske fra den
nærliggende
dengang tyske Fliegerhorst Grove. Samtlige medlemmer af besætningen blev
begravet i Frederikshavn to dage senere den 29.
september 1942.
Siden den skæbnesvangre nat er der gået 70
år. Ud over pælen ved nedstyrtningsstedet har der vel ikke været noget, som
har gjort opmærksom på det mod
og den offervilje, som drev de syv besætningsmedlemmer. Det er der nu kommet
i form af mindestenen og RAF mindestuen - takket være en masse gode og
velvillige mennesker fra Lancastergruppen og lokalområdet her samt
selvfølgelig den økonomiske støtte og interesse fra mange gode folk bl. a.
David Geddes
og Mike Brewser.
Man behøver dog ikke at være lokalpatriot
eller på anden måde involveret i historien for at blive berørt af den. Der
er noget særligt over den ånd, der drev flyverne
ud på deres farlige, natlige mission over fjendtligt kontrolleret
territorium. Det minder mig om et stykke i Johannes evangeliet kap. 15, hvor
Jesus taler til sine
disciple om kærlighedsbuddet. Han siger da til dem:
”Større kærlighed har ingen, end den, at
sætte sit liv til for sine venner.”
Nu ved jeg godt, at de syv engelsktalende
besætningsmedlemmer næppe kendte nogen af de gode mennesker dengang i
Grønhøj. Alligevel var de venner, i kraft
af vore landes alliance. I mine øjne gør det upersonlige element egentlig
deres offer desto større. For måske vil man risikere meget for sine
nærmeste, men for
dem man ikke kender personligt, skal der som regel en god grund til. Noget
der overskrider det personlige venskab i en større sags tjeneste.
Jeg forestiller mig, at man ikke kan have
gjort tjeneste som soldat eller været flyver under 2. verdenskrig uden at
have gjort sig klart, hvor farlig den opgave egentlig var.
Hver gang de gik på vingerne, må de have haft den belastende bevidsthed om,
at de måske ikke ville vende tilbage i god behold. Alligevel gjorde de det,
de skulle,
fordi de mente, at det nyttede noget at gøre modstand mod frihedens fjender.
I vor tid taler vi hellere om risikoberegning
end heltemod. Vi er så vant til, at alting kan styres og kontrolleres. Måske
er vi på vej ind i dronernes æra – med hvad det
nu medfører af fordele og ulemper. Men behovet for handlekraft og mod er vel
stadig i høj kurs, hvad enten det er på det politiske plan eller det
taktiske. Ingen virkelig
krig vindes ved et skrivebord. Det vidste de dengang i RAF og det er vel
også en del af den historie, vi præsenteres for, når vi og fremtidens
forbipasserende ved
Grønhøj Kro standser op og ser på navnene på stenen. Den vidner på smukkeste
vis om, at det vigtigste ikke er at overleve, men om at leve, mens man
kæmper for
det, man tror på.
Ære være deres minde.
Tak for jeres opmærksomhed.
Soldatens bøn:
Gode Gud, vær nær hos os, der gør tjeneste i
forsvaret.
Velsign vores arbejde for fred og
retfærdighed, mod splittelse og uret, og grusomhed og vold. Styrk vores
kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og
fare.
Vær med dem, der er sat til at lede og
befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar
for.
Vi takker dig, Gud, for vort fædreland, for
familie og venner og for alle, der holder af os.
Kære Gud, vi beder dig:
Bevar os og vore nærmeste fra sygdom og alt
ondt. Vær hos os, når vi er truet, og gribes af angst for vort liv og
helbred.
Det beder vi om i Jesu navn.
|