Maren Andersen på nedstyrtningsstedet 68 år senere, sammen med Erling
Halkjær, Helge Frederiksen og hendes søn Anders N. Andersen, samt propellen
der er vendt tilbage til nedstyrtningsstedet.
Dette er en beretning af Maren Andersen, Stadil, modtaget fra hendes søn
Anders N. Andersen. Hun døde i 2023, 99 år gammel.

Jeg boede på min fødegård i Stadil. Gården ligger yderst ude mod nordvest i sognet.
Jeg var 19 år, og var den vinter ung pige i huset derhjemme. Jeg sov i et værelse, som vendte mod nord.

Den nat, hvor flystyrtet fandt sted vågnede jeg ved et pludseligt, skarpt lys, som
oplyste hele værelset. Jeg sprang forskrækket ud af sengen og løb ind i stuen med vindue mod syd. Jeg blev hurtigt klar over, at et fly var i yderste nød – kunne jo også
høre lyden ganske tydeligt.
Fra stuevinduet kunne jeg nu følge det ”lysende” fly sydpå. Det fløj meget lavt og der
stod en mægtig lysflamme efter det. Pludselig var flyet væk og alt blev stille.

Mine forældre var i mellemtiden også stået op, vækket af lys og larm. Vi var enige
om, at flyet måtte være styrtet ned i umiddelbar nærhed. Men vi vidste jo ikke,
hvilket fly, der var tale om.
Vi sad længe oppe, kunne ikke sådan lige falde til ro efter den dramatiske hændelse.

Først dagen efter fik vi vished. Et af de allieredes fly var blevet skudt ned af tyskerne, som gennem hele krigen befandt sig langs den jyske vestkyst.

Vi og mange andre kørte ud til ulykkestedet. Det var et meget blødt område, så det var svært at komme tæt på.

Det er en nat, jeg aldrig vil glemme.