In English
Anders Andersen og Erling Halkjær fortalte om propelbladet, som
Helge Frederiksen bjærgede i 1948, inden de afslørede det.
Fra venstre: Erling Halkjær, Helge Frederiksen og Anders N. Andersen
ved nedstyrtningsstedet for EE138 med propelbladet.

Hvordan jeg fandt propelbladet fra den RAF Lancaster, som blev skudt ned af Tyskere over Stadil under anden verdenskrig.

Da min far et par år efter befrielsen blev præst i Stadil Sogn, var jeg en dreng på 15 år, som allerede to gange under krigen havde oplevet at se RAF-fly blive skudt ned.
Ved en hændelse lige over vores hoveder da de blev angrebet af tyske jagerfly og styrtede ned få kilometer væk. Alle besætningsmedlemmer var døde.

Ved den anden hændelse lykkedes det piloten at nødlande flyet, men den ene døde i flammer og de øvrige besætningsmedlemmer blev reddet og ved hjælp af Danske modstandsfolk slap væk til Sverige og derfra tilbage til England.

Da jeg derfor hørte om Lancasteren, som var blevet skudt ned kun få kilometer fra
stedet, hvor vi boede i Stadil, var jeg opsat på at se stedet, som lå på et meget vådt landbrugsområde tilhørende landmand Ingemann Halkjær.

På det tidspunkt, da jeg første gang besøgte nedstyrtningsområdet, kunne der stadig
ses mange mindre rester fra flyet spredt ud over området, mens nogle få større genstande begravet i jorden var delvist synlige.

Alt andet var forsvundet i det meget mudrede område og olie kunne ses på vandet omkring stedet. En typisk olie/brændstof lugt kunne lugtes når små bobler nåede vandoverfladen.

Selvfølgelig var det en stærk og trist oplevelse at stå der og vide, at flere modige luftmænd havde mistet livet her i deres kamp for at befri Europa fra tyskerne og for at
blive efterladt her så langt væk fra deres kære og hjemlande.

Jeg var en ivrig lystfisker og brugte mine lange waders, når jeg undersøgte det meget våde område for at se, om jeg kunne finde andre ting fra flyet. Under en af disse udflugter opdagede jeg en top af et propelblad, og jeg besluttede, at jeg ville forsøge at få det bjerget, hvis det overhovedet var muligt.

Kort efter blev området dog indhegnet, og nogle mennesker, som åbenbart var ansat til at bjerge vraget, arbejdede der. En kran blev sat op, og de prøvede at løfte de synlige dele af flyet. Men kun få mindre genstande blev reddet da kranen var ved at synke ned i det våde område, så snart den forsøgte at trække op, og til sidst gav
de op uden resultat.

Uden at vide, om andre mennesker ville komme for at fortsætte arbejdet, besluttede jeg at gøre mit eget beskedne bjergningsforsøg, og efter besværlig gravning og
træk fik jeg endelig propelbladet op og med tilladelse fra Ingemann Halkjær transporterede jeg propelbladet til mit hjem oven på min nye cykel, som desværre fik nogle ridser. Cykelturen var omkring 3 mil på tværs af vanskeligt terræn, men endelig nåede jeg hjem.

Bladet blev derefter placeret på mit værelse, pænt dekoreret af et RAF-flag, jeg havde modtaget fra en af Royal Air Force-soldaterne, der kom til Danmark efter befrielsen.

Tiden gik og jeg arbejdede nu i Vestafrika for en dansk virksomhed, og da min far skulle til at gå på pension overrakte mine forældre propelbladet til Anders N. Andersen, som havde vist stor interesse for bladet, da han besøgte mine forældre. Samme Anders, som sammen med Erling Halkjær, søn af Ingemann Halkjær nu forbereder, at bladet endelig kan placeres, hvor den hører hjemme sammen med monumentet.

Man vil huske, at Erlings far Ingemann Halkjær var den person, der etablerede et udvalg bestående af Ingemann, min far og en lokal major. Udvalget startede en lokal indsamling med det formål den 5. maj 1951 at rejse et monument til ære for de modige RAF-flyvere, der mistede livet i Stadil i deres kamp for frihed i Europa. 

Helge Frederiksen 18. juni 2011. Oversat af Anders N. Andersen den 9. september 2023.