Om et mindesmærke for våbenflyvere                 På engelsk                      Updated:  23 FEB 2016
 

I Rebild Bakker blev der den 5. maj 1990 afsløret en mindesten for 69 allierede flyvere med oberst, kammerherre Helge W. Gram som initiativtager.
Se detaljer i hans bog Skudt ned over Danmark 1940-1945.

I 1988 var denne hensigtserklæring underskrevet af fremtrædende tidligere modstandsfolk og den førende historiker vigtig som en begyndelse:

Et mindesmærke for de allierede våbenflyvere, der mistede livet under deres indsats for at bevæbne den danske modstandsbevægelse.

I mere end 40 år efter 2. verdenskrigs afslutning har Danmarks befolkning kunnet forme tilværelsen under fredens muligheder og i håbet om,
at stabilitet i den europæiske verdensdel vil kunne udvikle afspænding og mellemfolkelig forståelse.

Gennem denne lange periode har det for Frihedskampens støt­ter og deltagere været et fremtrædende ønske at yde hjælp, hvor deltagelse
i modstandskampen havde kostet liv eller helbred og erindre om modstandskampens virke for Danmarks genvindelse af friheden.

På sidstnævnte felt står nu tydelige spor.

Med Mindelunden i Ryvangen, med Frihedsmuseet og med betydelige værker om besættelsestiden står modstandskampens indsats, dens
vilkår og resultater stærkt forankret for dagens Danmark og for kommende slægtled.

Ud over hele landet fortæller mange mindesmærker om øvet gerning og de ofre, der blev båret. Meget er fastholdt for eftertiden. Andet
står endnu ugjort.

Den indsats, der fra allierede våbenflyvere blev ydet for at bevæbne den danske modstandsbevægelse, er endnu ikke sat et synligt minde,
som udtrykker Danmarks agtelse og taknemmelighed.

Med vor underskrift støtter vi tanken om og opfordrer til, at der på 45 års dagen for Danmarks befrielse den 5. maj 1990 rejses et minde
for de 69 allierede flyvere, der mistede livet under deres indsats for at bevæbne den danske modstandsbevægelse.

Flemming Juncker          Anton Toldstrup          Svend Truelsen             Ole Lippmann               Erik Frandsen               Jørgen Hæstrup