Artiklen
i Weekendavisen den 6. marts
2015 Tysk blod på tanden (pdf)
af Morten Beiter udløste en reaktion i næste udgave den 13. marts 2015:
Historieskrivning. Christian Ringskou
fremhæver, at englænderne burde have vidst bedre, da det ikke lykkedes
tyskerne at bringe englænderne i knæ ved angreb
på deres storbyer. Han har ifølge den tyske rustningsminister Albert Speer
ikke ret.
Det gavnede at bombe Hamborg
Af Hans Elfelt Bonnesen
I artiklen "Tysk blod på tanden" fortæller Morten Beiter i sidste uge om sit
besøg i det vestjyske, hvor man har fuldført en udstilling med navnet »Flyvere
i natten«. Trods det faldende antal tyske turister på Vestkysten har denne
udstilling og dens forgænger, »Hvad bunkeren gemte«, store chancer for at
tiltrække især tyske turister, der gerne vil se, hvad deres fædre gik og
lavede her under Anden Verdenskrig. Mindst halvdelen af de besøgende er
nemlig tyskere.
Her berøres et interessant paradoks, idet det københavnske Frihedsmuseum har
været et kardinalpunkt i en voldsom diskussion: Skal museet rumme andet og
mere end en beretning om den danske frihedskamp? Skal man behandle
samarbejdspolitikken og ligefrem også belyse den tyske tilstedeværelse pa
SjæIland og i København?
Resultatet er klart. Man vil i modsætning til den orntalte vestjyske
indstilling ikke under nogen omstændighed åbne for andre anskuelser end
Frihedskampens.
Morten Beiters diskussion med den 37-arige historiker og museumsinspektør
Christian Ringskou, som står for udstillingen »Flyvere i natten«, rører ved
noget meget interessant.
Det drejer sig om de anskuelser, man 70 år efter krigen kan have, når man
nærmer sig området »Helt eller Skurk«, og vi undgår i Morten Beiters artikel
heller ikke den urgamle diskussion, om rimeligheden og resultatet af de
umådelige luftangreb som både London, og især Hamborg blev udsat for.
Christian Ringskou fremhæver blandt andet, at englænderne burde have vidst
bedre, da det ikke lykkedes tyskerne at bringe englænderne i knæ ved angreb
på deres storbyer. Han har ifølge den tyske rustningsminister Albert Speer
ikke ret. Meget kort kan det fortælles, hvorfor det ikke lykkedes tyskerne
gennem 57 nætters »Blitz« at knække englænderne.
For det første anede man ikke i september 1940, hvor de engelske
produktionssteder egentlig var beliggende. For det andet hældte man bomber
ud over det centrale London og dokkerne, som ikke havde nogen egentlig
strategisk betydning, men trods alt dræbte 40.000 civile englændere. For det
tredje havde man ikke firemotorers bombemaskiner, der virkelig på en gang
kunne medbringe en stor bombelast. For det fjerde øgedes den engelske
produktion af krigsmateriel i angrebsperioden.
Den engelske
chef for Bomber Command, Sir Arthur Harris forklarer i sin bog Bomber
Offensive, hvorfor man på et relativt sent tidspunkt slog til mod
Hamborg, og hvad resultatet var. Da bombekampagnen mod Ruhr var afsluttet i
foråret 1943, var der to åbne muligheder. Enten et flyangreb dybt ind i
Tyskland med store tab, eller ved brug af et system til jamming af de tyske
radarsystemer at gennemføre succesfulde
angreb på et enkelt mål.
Udviklingen af H2S, et luftbårent radarsystem var afsluttet, og fra flyene
kunne man tydeligt se Elben og dermed helt præcist se målene. Med disse to
ukendte våben blev angrebene mod Hamborg sat i gang.
Første engelske angreb fandt sted den 24./25. juli 1943. Andet angreb fandt
sted den 29./30. juli og sidste angreb fandt sted 2./3. august. I alt blev
der alene i disse tre nætter kastet 7196 ton bomber, svarende til hvad
tyskerne gennem 57 nætter havde kastet mod engelske mål. I begge tilfælde
kostede det modstanderen ca. 40.000 borgere livet.
Blitzen mod London havde været slem. De tre bombenætter blev katastrofale
for Hamborg. Tysklands næststørste by med to millioner indbyggere blev
lynhurtigt på kun tre nætter ramt af en såkaldt ildstorm og blev 71 procent
udslettet. Fire store skibsværfter, og samleværksteder for u-både var
ødelagt. Værst var dog, at hverken vand, gas, telefon eller elforsyning
fungerede mere. Resultatet var, at hundredtusinder af beboere måtte
evakueres hurtigst muligt for at undga at sulte ihjel.
I 1946 udtalte rustningsminister Speer under en afhøring, at han
havde,meddelt overkommandoen i Tyskland, at en hurtig gentagelse af dette
angreb mod de resterende fern største byer i Tyskland ville betyde Tysklands
sammenbrud. Her var beviset for, at angreb af denne karakter virkede.
|