Om angreb på tyske storbyer                       In English                            Updated:  29 JUN 2015

Links:
RKSK * Næsten klar/ready * Bomb Berlin + Shellhuset * Tab af liv i luftkrigen * Sir Arthur Harris * Albert Speer * Navigation

Artiklen i Weekendavisen den 6. marts 2015 Tysk blod på tanden (pdf) af Morten Beiter udløste en reaktion i næste udgave den 13. marts 2015:

Historieskrivning. Christian Ringskou fremhæver, at englænderne burde have vidst bedre, da det ikke lykkedes tyskerne at bringe englænderne i knæ ved angreb
på deres storbyer. Han har ifølge den tyske rustningsminister Albert Speer ikke ret.

Det gavnede at bombe Hamborg

Af Hans Elfelt Bonnesen

I artiklen "Tysk blod på tanden" fortæller Morten Beiter i sidste uge om sit besøg i det vestjyske, hvor man har fuldført en udstilling med navnet »Flyvere i natten«. Trods det faldende antal tyske turister på Vestkysten har denne udstilling og dens forgænger, »Hvad bunkeren gemte«, store chancer for at tiltrække især tyske turister, der gerne vil se, hvad deres fædre gik og lavede her under Anden Verdenskrig. Mindst halvdelen af de besøgende er nemlig tyskere.

Her berøres et interessant paradoks, idet det københavnske Frihedsmuseum har været et kardinalpunkt i en voldsom diskussion: Skal museet rumme andet og mere end en beretning om den danske frihedskamp? Skal man behandle samarbejdspolitikken og ligefrem også belyse den tyske tilstedeværelse pa SjæIland og i København?

Resultatet er klart. Man vil i modsætning til den orntalte vestjyske indstilling ikke under nogen omstændighed åbne for andre anskuelser end Frihedskampens.

Morten Beiters diskussion med den 37-arige historiker og museumsinspektør Christian Ringskou, som står for udstillingen »Flyvere i natten«, rører ved noget meget interessant.

Det drejer sig om de anskuelser, man 70 år efter krigen kan have, når man nærmer sig området »Helt eller Skurk«, og vi undgår i Morten Beiters artikel heller ikke den urgamle diskussion, om rimeligheden og resultatet af de umådelige luftangreb som både London, og især Hamborg blev udsat for.

Christian Ringskou fremhæver blandt andet, at englænderne burde have vidst bedre, da det ikke lykkedes tyskerne at bringe englænderne i knæ ved angreb på deres storbyer. Han har ifølge den tyske rustningsminister Albert Speer ikke ret. Meget kort kan det fortælles, hvorfor det ikke lykkedes tyskerne gennem 57 nætters »Blitz« at knække englænderne.

For det første anede man ikke i september 1940, hvor de engelske produktionssteder egentlig var beliggende. For det andet hældte man bomber ud over det centrale London og dokkerne, som ikke havde nogen egentlig strategisk betydning, men trods alt dræbte 40.000 civile englændere. For det tredje havde man ikke firemotorers bombemaskiner, der virkelig på en gang kunne medbringe en stor bombelast. For det fjerde øgedes den engelske produktion af krigsmateriel i angrebsperioden.

Den engelske chef for Bomber Command, Sir Arthur Harris forklarer i sin bog Bomber Offensive, hvorfor man på et relativt sent tidspunkt slog til mod Hamborg, og hvad resultatet var. Da bombekampagnen mod Ruhr var afsluttet i foråret 1943, var der to åbne muligheder. Enten et flyangreb dybt ind i Tyskland med store tab, eller ved brug af et system til jamming af de tyske radarsystemer at gennemføre succesfulde angreb på et enkelt mål.

Udviklingen af H2S, et luftbårent radarsystem var afsluttet, og fra flyene kunne man tydeligt se Elben og dermed helt præcist se målene. Med disse to ukendte våben blev angrebene mod Hamborg sat i gang.

Første engelske angreb fandt sted den 24./25. juli 1943. Andet angreb fandt sted den 29./30. juli og sidste angreb fandt sted 2./3. august. I alt blev der alene i disse tre nætter kastet 7196 ton bomber, svarende til hvad tyskerne gennem 57 nætter havde kastet mod engelske mål. I begge tilfælde kostede det modstanderen ca. 40.000 borgere livet.

Blitzen mod London havde været slem. De tre bombenætter blev katastrofale for Hamborg. Tysklands næststørste by med to millioner indbyggere blev lynhurtigt på kun tre nætter ramt af en såkaldt ildstorm og blev 71 procent udslettet. Fire store skibsværfter, og samleværksteder for u-både var ødelagt. Værst var dog, at hverken vand, gas, telefon eller elforsyning fungerede mere. Resultatet var, at hundredtusinder af beboere måtte evakueres hurtigst muligt for at undga at sulte ihjel.

I 1946 udtalte rustningsminister Speer under en afhøring, at han havde,meddelt overkommandoen i Tyskland, at en hurtig gentagelse af dette angreb mod de resterende fern største byer i Tyskland ville betyde Tysklands sammenbrud. Her var beviset for, at angreb af denne karakter virkede.