Flystyrt, flugt og frelse   In English                  Opdateret: 10 DEC 2019                               Vagn Vadgaard Kjær og Vadgaard

Google Map p369 Lancaster PB436.    Om LAN PB436.
HJV om flyet * Foto af besætningen * Operation 30 AUGUST 1944.

Flystyrt, flugt og frelse  

artikel i
Barn af Himmerland 1978
af
Vagn Vadgaard Kjær
,
født 1913. Ejer af Vadgaard i Strandby sogn. 

Var i 1944, da den skildrede episode fandt sted,
forkarl hjemme hos forældrene,
Sine og Frederik Kjær - på Vadgaard.
Medlem af modstandsbevægelsens nedkastningsgrupper.
(Se data)
Aktiv i Hjemmeværnet i mange år.

Har De fantasi til at forestille Dem, hvordan det må føles at være ene mand i et kæmpestort, brændende bombefly, der endnu holder sig i luften, men som langsomt og uundgåeligt taber højde -  inde over et fremmed land, hvis befolkning taler et sprog, som man ikke kan forstå, og som i øvrigt er besat af den militærmagt, som ens eget land er i krig med på liv og død?

I næste øjeblik er der kun et at gøre: ud af den brændende maskine inden det er for sent. Et spring ud i det store, tomme rum, og så håbe på, at faldskærmen folder
sig korrekt ud.

Jo skærmen folder sig godt nok ud, men antændes af ilden fra den brændende bomber. Det giver en ublid landing. Men trods knubs og chok må faldskærmens liner samles hurtigt og kappes, så man kan komme fri. Så ned i en grøft og af sted i retning af det styrtede bombefly, der er eksploderet i et øresønderrivende brag, da det
tog jorden - og blev splittet i tusinder af stykker.

Fra en nærliggende gård høres nu råb og stemmer: Dækket af mørket er der kun ét at gøre: af sted til den nærliggende skov inden tyskerne når frem til vraget og påbegynder en eftersøgning efter eventuelle overlevende fra den styrtede Royal Air Force bomber.

Den 29. august 1944 lettede mere end 600 britiske 4-motorers bombefly, bemandede med henved 5.000 flyvere, fra forskellige flyvepladser i England med kurs mod forskellige mål i Tyskland.

Blandt disse fly var også 189 af typen Lancaster, fra 5. Bomber-Group. Kl. 23.00 skulle denne afdeling påbegynde indflyvningen ved Nørre Vorupør på Jyllands
Vestkyst for derpå ad en sydøstlig kurs over Jylland og Sydsverige at nå frem til Kønigsberg i Østpreussen, som for dem var nattens mål.

Når 5. Bomber-Groups operation her var fuldført, skulle maskinerne søge tilbage til flyvepladsen i England ad samme rute.
(
Se Operation 30 AUGUST 1944 - ruter og tab. 3 store operationer på samme tid skulle gøre det mindre sandsynligt at blive angrebet af tyske natjagere. AS))

 

Piloten i en af disse Lancaster-bombemaskiner hed B. Loneon. Han var australier. Som navigatør på samme maskine havde han H.W.D. Wilson, brite og 19 år gammel, og herudover var der yderligere 5 mand, fordelt på de forskellige poster i den store maskine med det karakteristiske dobbelte haleror.

 

Efter endt opgave over Königsberg satte flying-officer B. Loneon kursen hjemover - passerede Sydsverige, hvor maskinen blev beskudt - og videre op i nærheden af Aalborg-området, hvor maskinen fik en træffer, som man dog ikke tillagde særlig betydning. Imidlertid konstateredes efter kort tids flyvning ild i maskinen - og det viste
sig umuligt at slukke.
 

Maskinen var på dette tidspunkt over det vestlige Himmerland ved Trend Aa området med vestlig kurs - og piloten gav da sit mandskab ordre til at forlade flyet, altså springe ud med faldskærm.
 

De første fem mand, der sprang, landede på nordsiden af Trend Aa ved Sønderlade og Hyllebjerg, som nr. 6 sprang navigatøren, H.W.D. Wilson, og han landede lige
nord for Vadgaard (men på sydsiden af åen). Han gravede sin faldskærm ned, og søgte sydpå, til Vadgaard. Da han nåede frem hertil, opgav han at gå videre, det var
nu blevet for lyst - og i stedet skjulte han sig i træerne ved Vadgaards hønsegård.


Piloten, Loneon, havde regnet med at kunne nå over Limfjorden, men måtte hurtigt konstatere, at der ikke var mulighed herfor. Han vendte da maskinen, så den i
stedet for at flyve mod vest, nu havde østlig kurs, kom ind over Trend og Gunderupgård. Han var nær blevet om bord for længe - med det resultat, at der gik ild i hans
faldskærm, da han sprang ud.
 

Lancaster-bomberen fra 5-Bomber-Group endte sine dage i den bløde engjord lige nord for Gunderupgårds have - og eksploderede i tusinde stykker.

Om begivenhederne, som de nu udviklede sig på Vadgaard, fortæller Vagn Kjær, som dengang var forkarl hjemme hos sine forældre:

Om aftenen, da min fader, Frederik Kjær ville lukke for hønsene, blev han standset af Wilson, som gav sig til kende for ham og nu håbede at få hjælp af folkene på gården.

Far tog ham med ind i køkkenet. Han var forfærdelig snavset, meget træt, vel også chokeret ovenpå de voldsomme hændelser.

Mor gav ham noget at spise, men ingen her på gården kunne engelsk, så det var jo noget vanskeligt.

Karlene og jeg var taget hen på Gunderupgård af nysgerrighed - for at se, hvad der evt. var tilbage af den nedstyrtede engelske flyvemaskine. Der var tyske vagt-
poster, som søgte at holde nysgerrige på tilpas afstand.

Da jeg kom hjem og fandt den engelske flyver i køkkenet, var overraskelsen naturligvis stor.

Wilson vidste jo ikke rigtig, hvad alt dette kunne føre til (vi fandt i øvrigt senere ud af, at han netop to dage i forvejen var fyldt 19 år).

Trods sprogvanskeligheder lykkedes det alligevel at finde ud af en del ting. Politikens Hvem Hvad Hvor årgang 1943 havde tilfældigvis en illustration af en bombemaskine med 8 mands besætning, stillet op på linie foran maskinen.

Wilson stregede straks en mand ud, altså havde maskinen kun haft 7 mands besætning ved denne lejlighed (senere opklaredes det, at én var blevet syg og ikke kom
med på maskinens sidste togt). Han stregede dernæst endnu en ud og pegede på sig selv. Nu var vi så nede på 6 til rest.

Jeg havde i dagens løb hørt, at tyskerne havde hentet 5 britiske flyvere i Hyllebjerg og Sønderlade - og stregede derfor 5 mand ud.

Wilson så meget forfærdet ud, det var tydeligt, at han havde fået den opfattelse, at de alle fem var omkommet. Jeg fik ham forklaret - bl.a. ved at række armene op over hovedet - at de havde overgivet sig. Det hjælp på hans humør, men han var alligevel bekymret, kunne man se på ham, og hans skulderbevægelse var meget talende.

Wilson var ikke for intet navigatør. På et lille kort, som jeg havde fundet frem, kunne han omgående sætte blyanten på Vadgaard og ligeledes på Gunderupgård, hvor maskinen var gået ned.

Han ville nu vide, om der var bro over Lillebælt, hvad jeg jo kunne bekræfte. Så var der Storebælt, hvad jo ikke var så godt - og til Sverige skulle han, derom var der ikke tvivl. Han mente nok, at han kunne svømme over Sundet.

Jeg var efterhånden helt klar over, at vi måtte have fat i en, der kunne tale engelsk. Inden længe kom jeg i tanker om vores dyrlæge i Farsø, Axel Sonne. (Axel Sonne
var den centrale person i Farsø-grupperne. Hans søn Per Sonne blev skudt af tyskerne den 9. august 1944 - 3 uger tidligere. AS) Jeg ringede Sonne op og kom med
en noget svævende forklaring om en syg ko. Dyrlægen spurgte så, om det var en fødsel, og da jeg hurtigt svarede ja, var Sonne klar over, at der var et eller andet på
færde og lovede at komme med det samme.

Jeg tog imod dyrlægen uden for gården, hans assistent, Laurids Hald, var med i vognen - og jeg satte dem hurtigt ind i situationen.

Hald og jeg sikrede os, at der ikke var noget mistænkeligt omkring gården. (Vi erfarede i øvrigt senere, at tyskerne havde foretaget husundersøgelser på ejendommene omkring nedstyrtningsstedet, men netop var sluttet ved vores nabo). Sonne gik nu indenfor og sikrede sig først, at det virkelig var en britisk flyver, der sad derinde.

Nu var gode råd dyre. Min mor holdt på, at Wilson skulle i en seng, men Sonne mente derimod, at det nok var for risikabelt, da der jo stadig var tyske patruljer overalt.

Wilson, som af gode grunde ikke havde kunnet følge med i, hvad vi snakkede om, fik nu oversat, hvad problemet var, og erklærede straks, at han ikke ville udsætte os
på Vadgaard for nogen risiko (Han var udmærket klar over, at tyskerne straffede civile, som hjalp »fjendtlige« flyvere ganske alvorligt) og han bad om lov til at sove i et
af udhusene eller et andet sted, alt kunne snart være bedre end de engelske beskyttelsesrum, hvor han havde sovet jævnligt de sidste par år.

Det blev arrangeret, så han kunne sove ude på høloftet, den tid han var på Vadgaard, naturligvis var alle enige om, at han skulle hjælpes videre snarest.

Da der i løbet af et par dage blev roligere her på egnen, bl. a. var der ikke længere så mange tyskere her omkring, kom Wilson sidst på eftermiddagen ind i stuehuset,
fik et bad, spiste og hørte engelsk radio.

Wilson var udstyret med bl.a. kort over Frankrig, Spanien og Portugal, nogle af kortene var trykt på lærred eller silke, så de faktisk kunne bruges som tørklæder (efter krigen solgtes disse kort herhjemme i stort tal som souvenirs og som tørklæder). Han havde også nogle mægtig store, franske pengesedler for det tilfælde, at han
skulle blive tvunget til at springe ud over - eller nødlande i - Frankrig, så han evt. kunne klare sig under flugt.

Da vi foreholdt ham, at han jo ikke var landet i Frankrig men på dansk område, grinede han og sagde, at det var typisk engelsk: (Det var nu ikke helt rigtigt, andre
engelske flyvere, der samme nat omkom i Louns Bredning
(LAN PA163 AS), var alle udstyrede med kort over Danmark og danske penge. VVK).

Flere gange kom dyrlægens datter Else og assistent Hald cyklende herud fra Farsø om aftenen, og så gik snakken jo.

Sonne besluttede at føle den nye landbetjent, som var tiltrådt i Farsø, på tænderne. Lilholt viste sig at have forbindelsen i orden til København. Ca. 10 dage efter kom
2 kriminalbetjente fra København til Farsø.

Wilson skulle nu forlade Vadgaard og ind til dyrlægegården i Farsø. Det skulle ske pr. cykel, var man enige om, og Wilson mente nok at han kunne klare at cykle.
Det viste han sig nu ikke særlig skrap til. Assistent Hald og Else Sonne skulle hente ham, og så skulle de tre sammen returnere til Farsø.

I Farsø var der en afdeling tyske soldater som gjorde vagttjeneste, alle ældre og vel ikke særlig militære at se til - og da Wilson fik øje på dem, var han lige ved at
vælte af bare grin - med cyklen, som han i forvejen ikke havde for godt styr på. Stod han virkelig her overfor den frygtede fjende?

Men nu australieren, piloten Loneon, hvis faldskærm der gik ild i, da han sprang ud fra maskinen, hvordan var det gået ham?

Piloten søgte op i den nærliggende Trend Skov, fulgte en skovvej mod øst indtil han fandt et skur, der blev brugt som læ for fårene. Her overnattede han. Næste dag standsede han en cyklist, en agent, der solgte smøreolie til landmændene og ville skyde genvej gennem skoven.

Agenten var klar over, hvad det var for en person han havde for sig, tog ham med til det nærliggende Vadhus og forklarede manden her, Herman Pedersen, at det var en englænder, og at han trængte til noget at spise.

Vadhuset og Vadgaard ligger knap 500 meter fra hinanden, og så tæt var de to flyvere på at blive forenede, uden at de hver for sig vidste om den andens nærhed.
Loneon fik nogle klemmer, men man kunne ikke beholde ham i Vadhuset, og derfor kontaktede man skovfoged Asmussen i den kongelige jagtgård.
Asmussen gik ind
på at huse ham midlertidigt.
(Jagtgården ved Trend var ejet af kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid. Familien bruger stadig jagtgården. - Loneon overnattede i Skyttehuset ved den kongelige jagtgård. Kilde: V. Damgaard Hansen)

Piloten kom således til at overnatte i kongelige omgivelser, men da der dagen efter blev meldt om tyske patruljer ved hegnet og porten til jagtgården - og da det
naturligvis ikke ville være så godt, at en pilot fra Royal Air Force blev antruffen på det danske kronprinspars domæne, ja, så måtte Loneon på farten igen. Han fulgte landevejen sydpå - og kom til Stistrup ved Risgårde bredning, hvor han søgte ind til husmand T. Chr. Jensen.

Fru Jensen tog turen til Farsø, opsøgte dyrlægen og spurgte ham, om han ikke kunne hjælpe dem med den engelske flyver, som var kommet ad landevejen og nu var
hos dem. Det var lige hvad dyrlægen kunne - og Loneon blev hentet til dyrlægegården i Farsø på bunden af dyrlægens bil.

(Dyrlæge Bent Sonne i Farsø nævnte 16/6 2011 at hans far plejede at sige, at der en eftermiddag sad en kone i venteværelset. "Vi har en amerikaner boende hos os,
og de mordere og banditter skal ikke have ham!" Naturligvis vidste hun, at dyrlægens søn
Per Sonne var blevet skudt af tyskerne 3 uger tidligere i
Massakren ved Osted og at det var sandsynligt at
Axel Sonne ville hjælpe. Se mindestenen rejst her i 1947 nær Osted og Osted-massakren skete for 75 år siden,
en artikel bragt 9.august 2019. Flyvere, Sonne, dansk politi og Hvidstengruppen kædet sammen!
AS)

Man havde med vilje ikke fortalt Wilson, at piloten også var opsamlet og at han ville få ham at se i Farsø. Gensynsglæden var meget stor, de to havde meget at
snakke om.

Næste dag påbegyndtes turen til København (og Sverige). Nu må man jo huske, at man i de dage ikke blot kunne rejse tværs gennem landet uden videre.
Alle rejsende blev undersøgt af tyskerne både i Nyborg og Korsør - og der var ofte eftersyn i togene undervejs.

Men kriminaloverbetjent Sigvald Pedersen, der var fra Farsø-egnen, og kriminalassistent Knud Nielsen, København, havde »meldt sig syge« - og rejste til Farsø efter
de to englændere. Der blev bestilt kupe i toget til en fangetransport Aalborg-København, og de fire mænd, englænderne udstyret med falske legitimationskort og
med udenadlærte navne - tog med tog fra Hobro Banegård, hvortil de blev fragtet i to biler, nemlig landbetjent Lilholt og dyrlæge Sonnes.

Stor var overraskelsen, da toget bruste ind på banegården i Hobro og viste sig at være et troppetransporttog med tyske soldater på vej sydpå. Men den reserverede
kupe var i orden, man fik endda besøg af en tysk officer, der var yderst høflig og spurgte, hvad de to kriminelle havde bedrevet.

I Fredericia skiftedes til et almindeligt persontog - og kontrollen ved Storebælt klaredes ved at de to danske politifolk identificerede sig som »Kriminalpolizei mit Arrestanten«.

I København afleverede politifolkene deres to »fanger« til den danske modstandsbevægelse - og den 12. september 1944 kom Loneon og Wilson med en flygtningetransport ad de illegale transportruter over Øresund til Sverige - og derfra omgående til England.

Kort efter 5. maj 1945 fik vi på Vadgaard brev fra Wilson.

Han fortalte bl.a. at hans 5 øvrige kammerater fra den styrtede bombermaskine - som ventet - var kommet i tysk fangelejr. De var alle kommet hjem nu i »forholdsvis
god stand«.

Wilson og Loneon var ikke kommet på bombetogt igen over det besatte Europa. Deres opgave var blevet at rejse rundt til de forskellige flyvepladser i England og
fortælle mandskaberne der, hvordan de var sluppet fra deres havari, var blevet hjulpet af civilbefolkningen og gennem modstandsbevægelsens indsats var hjulpet til
flugt til Sverige og derfra til England.

Wilson sluttede sit brev: Nu har vi kun Japan tilbage - og så kommer vi på vingerne igen.

Men bomben over Hiroshima den 6. august 1945 og Japans følgende kapitulation den 14. august 1945 bevirkede, at Wilson ikke kom på bombetogt igen.