I 1993 blev en mindesten for de faldne flyvere fra

Den 21. april 1993 strømmede en masse mennesker mod Store Kongsmark, en lille landsby med 4-5 gårde, som ligger mellem Kirke Stillinge og Storebælt. Der skulle være afsløring af en mindesten kl. 19.30, på det sted hvor en britisk flyvemaskine styrtede ned under 2. verdenskrig 50 år tidligere, og 7 flyvere omkom.

Allerede ved 18-tiden ankom de første, og det endte med, at ca. 500 mennesker fandt frem til stedet. Fra kl. 19 til 21 spærrede politihjemmeværnet vejen for gennemkørsel ved stranden og i Kirke Stillinge og dirigerede bilerne til parkering i højre vejside.

Stedet var ikke egnet til så mange biler og mennesker, der var kun selve vejen at stå på, idet der var afgrøder på markerne. Området bestod af en 10 x 10 meter stor plads med mindestenen, en gennemgående asfaltvej med græs ved siderne, og en privat markvej over for mindestenen.

Kl. 19.15 ankom en meget stor CHINOOK-helikopter med en britisk besætning anført af Wing Commander Luker. De landede på Ølandsgårdens engrapgræsmark, hvor de blev modtaget af chefen for flyvestation Værløse, oberst Bundesen og ledsaget til mindestenen.

Bag denne var opstillet folk fra alle soldaterforeningerne med i alt 12 faner. På venstre fløj stod militært personel, 6 mænd og en kvinde fra Royal Air Force 7 Squadron samt 20 mand fra Sjællandske Livregiment under kommando af løjtnant Münter. På højre fløj var opstillet 14 stole til de mest prominente gæster, og umiddelbart bag dem stod andre inviterede.

Blandt gæsterne kan nævnes Donald V. Smith og hans kone Helen fra Canada, han var den eneste af flyverne, som overlevede flystyrtet, Oberst Østerby, chef for Sjællandske Livregiment, flyveveteranerne John Payne og Herbert Graham fra England, de deltog begge i togtet mod Stettin 20/21 april 1943.

I alt var vi næsten 200 mennesker, som på forskellig vis havde bidraget til denne højtidelighed, foruden de endnu flere, som var mødt op af personlig interesse.

Michael Arnaboldi, Kirke Stillinge, havde planlagt hele højtideligheden og fundet frem til dem, som ville deltage i højtideligheden. Jeg havde fået ideen til mindestenen og skaffet de historiske oplysninger, og med opbakning fra lokalrådet for Hejninge og Kirke Stillinge havde jeg skaffet en stor sten og indhugget teksten. Vagn Jensen havde med gravemaskine ordnet opstillingen, og Poul Ørbæk Larsen, næstformand i lokalrådet, havde skrevet alle ansøgninger og indbydelser.

Højtideligheden indledtes med musik. Det var Clan Rose Pipe and Drums fra Slagelse med formand Jørgen Overgaard Hansen og Pipe Major Peter W. Elder, B.E.M., som til tonerne af en 2/4-march bevægede sig frem til pladsen fra deres skjul bag naturgasstationen.

Michael Arnaboldi præsenterede talerne og ledede højtideligheden.

Først gav han ordet til lokalrådsformand Egon Henriksen, der bød velkommen til alle og specielt til Donald Smith, som havde indvilliget i at afsløre mindestenen. Smith gik så hen og trak i den røde sløjfe og frigjorde det stykke stof, som dækkede mindestenen. (Se foto 2008 og foto 2010) Da den var afsløret, kunne man se teksten:

 7 FLYVERE FALDT HER 21. APRIL 1943

 Den var indhugget med 8,5 cm store sorte bogstaver. Under denne tekst sidder en messingplade med følgende tekst, taget fra Bjørnvads bog om faldne allierede flyvere:

”S/Ldr. Wilfred Albert Blake (pilot). RCAF 7 Sqdn.
Sgt. Dennis Charles Farley. RAF 7 Sqdn.
Wt/O Louis John Krulicki. RCAF 7 (RAF) Sqdn.
Sgt. Jack Lees. RAF 7 Sqdn.
Wt/O James Stanley Marshall. RCAF 7 (RAF) Sqdn.
F/Lt. Charles Woodbine Parish (pilot). RAF 7 Sqdn.
P/O Elmer Robert Vance RCAF 7 (RAF) Sqdn.

Disse flyvere blev alle dræbt ved Kongsmark. De blev begravet den 24. april1943.
Et besætningsmedlem reddede sig ud med faldskærm fra lav højde og overlevede.
Han gik derpå tværs over Sjælland og nåede frem til Helsingør, hvor han fik hjælp til at flygte til Sverige.
Sognets beboere satte dette minde 21.4.1993.”

Så talte oberst B. Bundesen på dansk og engelsk og sagde bl.a., at det var et værdigt initiativ, der var udvist af alle involverede i mindestenen, og at Det danske Flyvevåben ønskede at hædre de 7 omkomne flyvere ved at foretage en overflyvning med 4 T17 flyvemaskiner.

Så blev der kommanderet ”kommando ret”, og en sækkepibespiller, Pipe Major Peter Elder, gik frem til stenen og spillede et lament, et stykke skotsk sørgemusik. Og kransebærerne, hjemmeværnsfolk fra Slagelse kompagniet 5213, gik frem og lagde kranse fra R.A.F. 7 Squadron Association, Sjællandske Livregiment, Reserveofficersforeningen og Svinø menighedsråd og blomsterbuketter fra Den britiske Ambassade, Den canadiske Ambassade, Feltartilleriforeningen, Slagelse Marineforening, lokalrådet med flere.

Efter kransenedlæggelsen opfordrede Michael Arnaboldi til 2 minutters stilhed, hvorunder der blev præsenteret gevær, og fanerne sænkedes. Præcis som lovet kl. 19.45 kom de 4 flyvemaskiner fra øst henover pladsen, og efter et S-sving forsvandt de på den røde aftenhimmel, et betagende syn. (Se en anden overflyvning) Lyden fra disse propelmaskiner blev genkendt og gjorde et stort indtryk på alle, som kunne huske krigen.

Kurt Henriksen fik derefter ordet, og han fortalte, at han stod og så, da kisterne med de omkomne flyvere ankom til Svinø kirkegård for 50 år siden, det var et meget gribende syn. Han sagde: ”Når denne sten er afsløret her, skal den stå som et minde om en tid, ingen af os ønsker tilbage. Når man har glemt den sidste krigs mindesmærker og den sidste krigs grave, tænker man kun på en ny krig. Gid denne sten aldrig må blive glemt”.

Charles J. Lofthouse holdt den engelske hovedtale på vegne af R.A.F. 7. Squadron og dens veteranforening. Han er selv veteran fra 2. verdenskrig og var blevet skudt ned over Berlin, men havde reddet livet.

Han nævnte, at de var 4 veteraner fra 7. Squadron tilstede denne aften, en af dem var Donald Smith. Så nævnte han de 7 på Svinø kirkegård, som vi var samlede for at mindes. Derudover er der 17 andre 7. Squadron flyvere, som hviler på 7 forskellige kirkegårde i Danmark. Og 737 som hviler på mindst 70 kirkegårde i Europa. Så er der 238 7. Squadron flyvere som ikke fik nogen kendt grav, men som har fået deres navne på Runnymede mindesmærket i England. Og så er der to eller tre tusinde flyvere og jordpersonel, som stadig lever og som er i stand til at fortælle historien om R.A.F. Station Oakington,hvorfra vi alle fløj, og de kan fortælle om den forfærdelige tid, som hverken kan eller må komme igen.

Han fortsatte: ”Vi skal mindes Charles Parish og hans besætning, som I ærer så smukt med denne mindesten. Jeg vil gerne rette en særlig tak til Hans Christian Jensen, som ejer denne mark, og til Helge Christiansen, som har forestået arbejdet med denne sten. Jeg mødte disse 2 mænd i går i den britiske ambassade. Og der er sikkert andre, som burde nævnes i denne forbindelse.

Tak til Donald Smith, flyvemaskinisten, han var med i besætningen den nat, han er her fra Canada 50 år efter for at ære sine døde kammerater. Han har skrevet om sin flugt i Danmark i en bog ”The Stirling Bomber”, og her fortæller han om 33 personer i alle aldre, som hjalp ham med at flygte til Sverige.

Denne mindesten står her for at ære Charles Parish, han var pilot og kaptajn på flyet og var tildelt Distinguished Flying Cross of The Royal Air Force, fordi han i september 1940 efter en nødlanding i Kanalen svømmede over 10 km ind til den engelske kyst. Da han mistede livet her på stedet, var han på sit 54. bombetogt og havde kun et togt tilbage, før han skulle træde ud af aktiv krigstjeneste.

- og  Elmer Robert Vance fra Royal Canadian Air Force, navigatøren.
-       Louis John Krulicki fra R.C.A.F., radiomanden.
-       James Stanley Marshall, R.C.A.F., bombeskytten.
-       Dennis Charles Farley fra Royal Air Force, rygskytten.
-       Jack Lees fra R.A.F., agterskytten.

Om bord var der også en andenpilot denne nat Wilfred Albert Blake, Squadron Leader ved R.A.F., men han var også fra Canada, her havde han været i tjeneste siden 1937. Denne tur var hans første bombetogt.

Til stede i aften er også Elizabeth Horsford, søster til Charles Parish, kaptajnen på flyvemaskinen. Og broderen Michael Parish er her.
Vi har haft forbindelse med en søster til Robert Vance, navigatøren, hun bor i Saskatchewan i Canada og hedder Kathleen Grierson.
Og vi har også talt med Jack Lees søster Laura Rushton i England.

I R.A.F.s veteranforening vil vi gerne hjælpe med at skaffe forbindelse til disse pårørende og skaffe fotos og dokumenter.” Charles Lofthouse fortalte om, hvordan det havde været at flyve over fjentligt område og over besat område, og han sagde: ”Det var os en trøst at vide, at hvis det værste skulle ske, så var der patrioter dernede under, som ville hjælpe os og sørge for os, hvis de kunne”.

Og han sluttede sin tale med at læse et digt, som en ven havde skrevet til ære for Charles Parish, og som var trykt i en lille bog skrevet af Parish's far efter sønnens død.

Den danske hovedtale blev holdt af borgmester Steen Bach Nielsen.Han gjorde rede for begivenhedsforløbet ved flyulykken og sagde, at mindet om den forfærdelige nat havde holdt sig på egnen gennem alle 50 år.

”Nogle siger, at krigen er forbi og vi skal glemme det hele. Jeg siger nej, vi må ikke glemme det. Vi skal huske det og lære af det. Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. Det gjorde 7 unge mænd på dette sted, de gav deres liv, og Danmark blev frit.” Efter at have nævnt navnene på de 7 omkomne, rettede borgmesteren en tak til dem og udtalte et ”ære være deres minde”.

Jeg havde bedt om at måtte holde den sidste tale, hvori jeg rettede en tak til alle, som havde hjulpet med mindestenen, og til alle som var kommet til stede. Jeg sluttede med på dansk og engelsk at udtrykke ønsket om, ”at disse 7 unge mænd, som på dette sted har givet deres liv i kampen for friheden, at de ikke må blive glemt.” Efter højtideligheden marcherede alle uniformerede til Kirke Stillinge. Forrest sækkepibespillerne, som spillede en 3/4 march, så soldaterforeningerne med deres faner, hjemmeværnet, luftmeldekorpset, og til sidst Sjællandske Livregiment.

Ca. 200 samledes til kaffe i Stillinge forsamlingshus, hvor mange havde gaver med til Donald Smith. Han fik adskillige stumper fra det nedstyrtede fly og billeder af en reddet gummibåd og af de omkomnes kister. Terkel Jensen overrakte en nøjagtig kopi af Kelstrup-øksen, en skafthulsstridsøkse. Den var påsat en sølvplade med engelsk tekst, som oversat lyder: ”Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget”. Churchills berømte ord fra 1940.

Sognepræst for Kirke Stillinge/Hejninge, Eva Svenningsen, overbragte en hilsen fra K. F. Olesen, som var præst i Kirke Stillinge for 50 år siden. Hun foreslog, at forsamlingen skulle synge: ”Kæmp for alt, hvad du har kært”, hvilket man gjorde stående.

Donald Smith fortalte lidt om, hvorledes han som den eneste af otte havde reddet livet ved at springe ud med faldskærm og flygte til Sverige. Det er en spændende beretning, som mere udførligt er fortalt i Michael J. F. Bowyer: The Stirling Bomber. 1980. Side 141-146. Med Smiths tilladelse gengives her begyndelsen af han egen beretning:

”Det var 20. april 1943. Vi var beordret til at angribe Stettin. (Se Stettin+Rostock April 1943)

Efter et solidt måltid bestående af spejlæg, chips, te, brød, smør og marmelade - virkelig et godt måltid i betragtning af, at krigen havde stået på i 3 år -steg vi ombord i R 9261, kodet MG-M, netop som solen gik ned.

Kl. 21.00 startede vi turen ud over Nordsøen. Himlen var fyldt med flyvemaskiner, og det var nødvendigt at holde skarpt udkig hele tiden. Da vi passerede den jyske vestkyst, kunne vi se natjagere forlade deres baser og komme op for at angribe. Også antiluftskytset begyndte at åbne ild, og vi så to flyvemaskiner blive skudt ned på vores styrbordsside.

Mindst 18 fly gik tabt over Danmark denne nat ud af i alt 425, de 11 blev skudt ned af antiluftskyts p.g.a. den lave højde, vi var beordret til at flyve i.

På kort tid passerede vi Jylland, og lavede et højredrej da vi nærmede os Fyn. Herfra steg vi jævnt til 11.000 fods højde (3550 m). Fra denne højde skulle vi kaste vores markeringsbomber.

Vi var beordret til at markere målområdet for de efterfølgende maskiner. Foruden markeringsbomber i flere farver bestod lasten af 8 almindelige sprængbomber, så maskinen var fuldt lastet.

Vi var lidt for tidligt fremme ved Stettin, så vi måtte cirkle rundt indtil det befalede tidspunkt. Hele tiden skød tyskerne efter os med alt, hvad de havde, undtagen måske deres køkkenvask.

Netop som vi anden gang var ved at være over målområdet, satte vores inner styrbords motor ud. Den var formentlig ramt af antiluftskyts. Jeg meldte det til skipperen, flyverkaptajn C. W. Parish. Han fik øjeblikkelig kantstillet propellen, så luftmodstanden blev mindsket og fik drejet væk fra målet. Da vi prøvede en ny indflyvning på 3 motorer, viste bombesigtet skævt, så vi var nødt til at vende om. Tilfældig udlægning af markeringsbomberne ville forhindre angrebet.

Vi så en flyveplads, bombeskytten spurgte skipperen, om han kunne droppe vores container med anti-personelbomber over den. Vi fløj lavt, og vi kunne se hangarer og kasernebygninger, som vi kastede vores bomber over. Søgelys indfangede os igen, og skipperen var nødt til at dykke ned over havet for at komme væk.

Da vi nåede den sjællandske kyst, var det lykkedes ham at presse flyet op i 6500 fods højde (2000 m). Det var fuldmåne og skyfrit og næsten som at flyve i dagslys.

Netop da vi krydsede bugten ved Korsør dukkede to Messerschmidt 110 op, den ene ikke mere end 15 m fra vor bagbords vingespids, man kunne se piloten. Han åbnede ild og havde nogle få træffere.

Sergent Lees, vores agterskytte, besvarede ilden.

Så kom den anden fra styrbord. Han skød og satte vor bagbords vinge i brand. Vores fly kom ud af kontrol. En rolig stemme lød i samtaleanlægget:

”Jeg er ked af det drenge, men I bliver nødt til at springe ud!” Klokken var 02.00.

Flyet gik stejlt ned, og det var helt umuligt at klatre bagud til nødudgangen. Så blev vi ramt igen under rygskyttetårnet. Denne skudsalve ribbede hele gulvet op, og jeg fandt på at bruge hullerne som en stige op til nødudgangen. Her blev jeg nærmest blæst ud af flyet. Jeg trak i snoren, og på ingen tid svævede jeg ned. Maskinen ramte jorden i løbet af få sekunder og eksploderede.

Jeg landede nogle få marker syd for flyvemaskinen. (Se Google Map Don's rute) Det var en nyharvet mark, og jeg landede ganske blødt nær et vandhul. Jeg gemte min faldskærm og redningsvest under nogle buske, efter at jeg havde skåret nogle strimler af faldskærmsstoffet. Det skulle jeg bruge til at forbinde mine hænder, som jeg havde skåret, da jeg klatrede op ad skudhullerne i flyet.

Jeg begyndte at gå i sydøstlig retning, men snart sank jeg i til knæene i et moseområde. Jeg kom til en vej, og to tyske recognosceringskøretøjer ramte mig næsten med deres forlygter. Jeg fortsatte med at skiftevis gå og løbe indtil kl. 05.30. Ved den tid var jeg dødtræt, og solen var ved at stå op. Jeg fandt vej til en lille trægruppe med noget vand, dækkede mig til med visne grene og sov en times tid eller sådan noget.

Da jeg tittede frem af mit skjul, opdagede jeg en mand, som såede korn med hånden mindre end 10 m fra mig. Jeg holdt mig skjult indtil middag, og skar mine canadiske mærker og distinktioner af. I middagstiden fandt jeg frem til en øde landbrugsbygning, hvor jeg gemte mig og holdt udkig efter den bedste vej videre.

Omkring 5.30 om eftermiddagen, mens det stadig var lyst, tog jeg chancen og gik videre, men pludselig strøg et tysk fly lavt hen over, som om det var på udkig. Jeg gik over marker og langs åbredder indtil omkring kl. 21.30, så var jeg i vildrede med, hvilken vej jeg skulle gå.

Da jeg så en enlig landmand, kontaktede jeg ham. Det så ikke ud til, at han forstod, hvad jeg ville, før hans unge søn og datter kom til. De så, hvem jeg var, og hentede deres mor. Hun forstod, hvad jeg var ude efter, og tog mig med ind i deres hus. Deres søn på måske 9 år holdt udkig efter tyskere, mens hun kogte 3 æg, som jeg fik sammen med noget kød, rugbrød og kaffe lavet af ristet korn. Jeg var taknemlig for det. Før jeg gik, fandt de en telefonbog og udpegede min position. Deres ejendom lå lidt sydøst for Slagelse, omkring 90 km fra København.

Efter at have fået fyldt min feltflaske startede jeg og brugte et jernbanespor som rettesnor. Den 22. april omkring kl. 1 om natten var jeg alt for træt til at kunne gå videre, så jeg rullede mig ind i min flyverdragt og lagde mig til at sove ved nogle små fyrretræer. Min søvn blev afbrudt af markmus, som løb hen over mig.

Omkring kl. 04.30 startede jeg igen. Jeg begyndte af få vabler på fødderne p.g.a. mine løst siddende flyverstøvler, og jeg spekulerede på, om det hele var umagen værd. Omkring kl. 7 kom jeg til et lille vandløb, hvor jeg vaskede og barberede mig, for i mit nødudstyr havde jeg barbergrej, sæbe, metalspejl og kam. Da jeg fik set mig selv, blev jeg forbavset over at se flere sår og pletter med størknet blod i mit ansigt. Jeg må have forskrækket landmanden og hans familie, som hjalp mig aftenen før.

Efter den kolde vask og barbering gik jeg videre. Jeg pakkede fødderne ind i mine ekstra strømper for at mildne smerterne. Jeg gik i østlig retning gennem skov, indtil jeg kunne se Sorø. Så drejede jeg sønden om byen, hvor jeg fandt en roekule. Jeg skrællede en roe og spiste den til morgenmad sammen med nogle friske mælkebøtteblade. Jeg gik videre gennem skoven, og ved halvnitiden kom jeg forbi et lille landbrug sydøst for Sorø.

Efter et hvil gik jeg hen til døren og bankede på. En 15-16 års pige lukkede op og sagde noget på dansk, som jeg ikke forstod.

Hendes bror kom til, at jeg spurgte, om jeg måtte få fyldt min feltflaske. Han kiggede op og ned ad vejen og trak mig med ind i huset. Det var et meget lille hus, hvor der boede en familie på fem personer. Jeg fik plads ved et bord og fik morgenmad bestående af sort erstatningskaffe og rugbrød. En halv time senere fortsatte jeg med en frisk forsyning af vand.

Jeg satte kurs mod Ringsted i et meget varmt solskinsvejr, jeg svedte om fødderne, og de hævede meget. Da jeg søgte ned i en kløft på en mark, så  jeg, at tyskerne brugte den til skydebane.

Selv om mine fødder smertede, løb jeg ud af kløften, så hurtigt jeg kunne over en stor landevej og gennem en fold med græs. Jeg gemte mig ved en markmødding, hvor jeg fik lidt søvn.

Efter at jeg havde forladt min gode, duftende seng og havde gået nogen tid, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min feltflaske ved markmøddingen. Jeg var blevet meget tørstig, da jeg syd for Ringsted kom forbi en hvid gård med en vandpost på gårdspladsen.

En ung mand kom ud af stalden og tog mig med ind til en vandhane. Han gik ind i stuehuset og kom tilbage med en flaske øl og nogle gulerødder. Jeg spiste nogle og tog resten med i lommen, takkede ham og gik videre i nordøstlig retning langs jernbanen.

Her kørte et tog forbi med tysk krigsmateriel til den nordlige front. Alle vognene var bevogtet af soldater. Jeg vinkede til dem, og de vinkede tilbage.

Nu havde jeg efterhånden fået mere tro på, at jeg kunne klare turen til Sverige. Jeg fulgte nogle mindre veje og kom snart gennem landsbyen Høm. Jeg var stadig i uniform, og jeg følte, at folk stirrede efter mig. Måske var det blot fordi, jeg havde revet hul bagpå mine bukser, noget jeg først senere opdagede. Der var en masse folk på gaden, og mange var på vej til kirke. Jeg fandt senere ud af, at det var en helligdag. (skærtorsdag) Ved en anden kirke så jeg temmelig mange cykler, og jeg var fristet til at hugge en, men min gode samvittighed fik overtaget.

Jeg skråede gennem en skov, og skjulte mig mellem nogle fyrretræer for at hvile mine fødder, da det begyndte at regne, så jeg fandt frem til et lille hvidt stuehus. Da jeg ikke så nogen udenfor, gik jeg til døren. En midaldrende kone lukkede op. Da hun ikke kunne forstå engelsk, kaldte hun på sin mand. Han kunne se, jeg var en allieret flyver, og bød mig indenfor. De bragte mig sæbe, varmt vand og håndklæde, som hjalp på min træthed. Jeg spiste ivrigt af smørrebrød med ost og leverpostej. Jeg fik et par glas øl og tog af sted med en flaske øl og en madpakke.

Det var meget vanskeligt at gå nu. Jeg kom forbi en lille stald. (I nærheden af Regnemark.) Derinde var der rindende vand. Jeg vaskede og barberede mig, mens jeg havde øjne i nakken. Jeg skar skafterne af mine flyverstøvler og lavede et par sko af dem. Mens jeg var i gang med det, kom der en mand, to damer og to små børn.

Han sendte øjeblikkelig damerne og børnene væk, for han havde genkendt min uniform. Efter at have prøvet at få ham til at forstå, hvor jeg ønskede at komme hen, pegede han på mit tøj, rystede på hovedet og viste ved at tegne et hagekors på sin arm, at der var for mange Gestapofolk rundt om. Jeg fik at vide, at han hed Georg Rasmussen. Han viste mig ind i hestestalden og gjorde det klart, at jeg skulle blive der indtil kl. 21. Det gjorde jeg uden at stille spørgsmål. Kl. 21.05 kom han igen med en bylt under armen. I den havde han et par bukser, en kniv, et spejl af glas og andre nyttige ting. Så gav han mig sin jakke og sweater og et par gummistøvler og gemte mine støvler og min flyverdragt væk.

Ved at pege på sit ur og ryste på hovedet forklarede han mig, at det var uklogt at tage af sted før kl. 5 om morgenen p.g.a. spærretid. Jeg sov i stalden og stod op kl. 04.30. Da jeg gik ud på vejen i det civile tøj, han havde givet mig, mødte jeg den samme mand. Han tog med mig ind i deres hus, gav mig morgenmad og en madpakke.

Han tog et Shell vejkort frem og udpegede vejen til København.

Hagekors tegnet på kortet viste de stærkt bevogtede steder. Da jeg var ved at gå, gav han mig 20 kroner, det var alle de sedler, han havde, og omkring 80 øre i småmønt. Til gengæld gav jeg ham de 40.000 francs, jeg havde i mit nødudstyr. Han fulgte med mig til hovedvejen og viste mig vejen, jeg skulle følge.”

Det blev nu lettere for Smith at færdes i civilt tøj, men gummistøvlerne gjorde hans vabler værre. Det var nu 3. dag, han var på flugt, men heldet vedblev at følge ham. Alle vegne, hvor han bankede på en dør for at få hjælp eller mad, var de venligtsindede. Der gik i alt 10 døgn fra flystyrtet, til han nåede i sikkerhed på den svenske kyst.

Et sted, hvor han var kommet ind, ringede manden i huset straks til venner eller tyskere? Smith vidste det ikke, men tog sig ikke særligt af det, han kunne umuligt gå videre. Det viste sig, at manden havde ringet til en ven, E. Marborg, førstelæreren på skolen. Han talte perfekt engelsk og han fortalte Smith, at han havde været heldig, for på den nærliggende gård var de tyskervenlige, og det var nødvendigt at være yderst forsigtig.

Næste morgen fulgte Marborg Smith til stationen i Glostrup, købte billetter og fulgte med ham til Helsingør. På Hovedbanegården var der fyldt med tyskere, og de måtte vente i timer på toget. Men ingen sagde noget.

Smith ledte langs kysten et par dage uden at finde en båd og uden at få mad, men han kom så i kontakt med modstandsbevægelsen, som efter mange besværligheder fik skaffet en kajak. Ventetiden udnyttede Smith til sammen med sine nye venner at tage til København og se nogle af seværdighederne.

På den natlige tur over Øresund var Smith ved at blive opdaget af en tysk patruljebåd, men ved at dukke sig, da de lyste efter ham, slap han fra dem. Der var temmelig høje bølger den nat.

I Sverige blev Smith budt velkommen af den britiske konsul og hans danske kone. Han meldte sig selv til det svenske politi, som var utroligt venlige. Smith kom til at bo på hotel Savoy, hvor han havde den fornøjelse at få en samtale med den svenske kronprins og kronprinsesse, senere kong Gustav VI Adolf.

6. maj 1943 kom Smith til Stockholm og så med fly tilbage til England. Derfra tog han med skib tilbage til Canada, hvor han efter krigen fik arbejde som tekniker på en maskinfabrik. Nu er han pensioneret, og bor sammen med sin kone i St. Catarines i Ontario tæt ved Niagara vandfaldene.

Smith blev den første af ialt ca. 100 allierede flyvere, som med dansk bistand flygtede til Sverige. Ifølge ”Danmarkshistoriens hvornår skete det” fra Politikens forlag blev der i alt i besættelsestiden befordret 18.000 personer illegalt over Øresund, heraf 6.500 jøder.

Et typisk eksempel på, hvordan det gik andre, finder man i Bjørnvads bog ”De fandt en vej”: I oktober 1942 nødlandede sergent Roy Webster i en Wellington ved Linstrup i Sønderjylland. I løbet af 10 dage lykkedes det Webster at nå frem til Helsingør, men her fangede det danske politi ham, og han blev udleveret til tyskerne.

Smiths tur til Danmark for at afsløre mindestenen for hans faldne kammerater var hans 4. Han har forsøgt at opspore nogle af dem, som hjalp ham under krigen.

Fra Regnemark og til Øresund er det nogenlunde opklaret, hvor Smith færdedes, og hvem der hjalp ham. (Se f.eks. Jørgen Helmes artikel i ”Propel” maj 1993.) Men turen fra Kirke Stillinge og til Høm er ikke klarlagt. Hvis nogen ved noget om Smiths rute gennem Sorø amt, hører denne artikels forfatter gerne herom.

Kilde: Escape from Denmark. Michael J.F. Boyer: The Stirling Bomber. 1980. Page 141 – 146.