Fotos: Peter Emil Jensen  (Se Fotos før afsløringen)                           Verner Sørensen             Aase Kjems          Jan Kruse            Kjeld Andreasen

Ved afsløringen af mindestenen den 21. april 2012 holdt Aase Kjems denne tale:

"Jeg synes jo, det var Verner, der skulle stå op her, da det er ham, der betaler gildet! men det ville han ikke. En ting er at få en ide, noget andet er at få den realiseret.

Jeg havde faktisk opgivet det, da der ikke rigtig var interesse for det, det var for dyrt, men så ved en festlig lejlighed sad jeg ved siden af Verner, og noget skulle vi  jo snakke om, så jeg fortalte om min ide, der var for dyr til at få gennemført, men den side af sagen skulle han nok klare, og til det praktiske viste det sig, at det ville
Kjeld Andreasen og Jan Kruse tage sig af og så lykkedes det alligevel!

Og hvorfor så, kunne man jo spørge. Jeg kan kun tale for mig selv. For det første af rent historisk betydning. Jeg ved fra min tid i skolen, at det bedste børnene vidste,
var, når jeg fortalte om "gamle dage", som de sagde, og når jeg så kunne vise dem stederne, hvor det var sket, så blev det mere nærværende for dem.

En anden grund er, at de 7 unge mennesker for mig repræsenterede alle de millioner af mennesker, der med livet som indsats befriede ikke blot os, men næsten hele Europa for Hitlers forfærdelige regime. Det var faktisk først efter krigen, at det rigtig gik op for os, de forfærdelige ting, der foregik med koncentrationslejre. Millioner af
jøder og handicappede m.m. blev på en bestialsk måde aflivet! Uden hjælp fra de allierede, USA og England havde vi ikke fået vores frihed igen.

Og så var det selvfølgelig også det at vi, min mand og jeg oplevede det her så tæt på, faktisk direkte. Vi var nygifte og lige flyttet ind i huset på klitten, Klithytten kaldte
vi det, og jeg bor der endnu. Vi havde dengang soveværelse ovenpå og ud mod vest et stort vindue og altan.

Ved midnat blev vi vækket ved sirenen, der varsler luftalarm med stigende og faldende hyl. Når det blev afblæst, var det en lang tone!

Der lød skud og meget flystøj, og lyskasterne fejede hen over himlen. Vi var vant til at høre de store bombemaskiner, når de fra deres base i England fløj lige herover
på vej mod de nordtyske byer, Stettin, Peenemünde o.s.v. med deres bombelast, men de gik for ikke at blive ramt af antiluftskytset meget højt oppe, så det bare lød
som en svag summen. Udad fløj de i samlet flok, men hjemturen var mere spredt.

Men ofte også denne gang gik de tyske natjagere, Messerschmitt hed de, op for at skyde dem ned, og så blev der regulær luftkamp med kugler både op og ned, og
så var det farligt at være udenfor. Derfor blev Marie Vulf dræbt d. 5. april. De boede over for skolen.

Vi var også så uforsigtige at gå ud på altanen, og da så vi, at en af de store bombemaskiner var blevet ramt og piloten søgte nedad. Vi så ham tydeligt, men hele maskinen var i brand, og med en hale af ild som en raket gik den skråt nedad tæt forbi os og hertil. Jeg glemmer aldrig synet, for vi var klar over, at det kom de ikke levende fra. 6 døde på stedet, den 7. på sygehuset samme nat. (Se en Lancaster med besætningsmedlemmer.)

Det var i det hele taget en dyr nat. 19 maskiner blev skudt ned, de fleste her i Vestjylland.

Jeg synes det er så rigtigt, at der her på stenen står: De døde for at vi kunne blive frie!"

(Faktisk: De kæmpede og døde for vores frihed.)