"Jeg er blevet bedt om at fortælle jer om begivenheden den 29. august 1944 og hvad der fulgte.

Selv om jeg ikke har oplevet 2. Verdenskrig har jeg læst en del om den, og særligt har jeg læst om hvad der er skrevet om Lancaster PB143.

Anden del af historien med begravelsen og rejsning af gravstenen er blevet fortalt mig af min bedstemor og bedstefar, som boede i den nærliggende landsby
Store Sjørup.

Det hele begyndte om aftenen den 29. august 1944, da Lancaster III PB143 JI-B lettede fra RAF Waterbeach nær Cambridge kl. 21.05. Flyet skulle bombe
Stettin sammen med andre 401 Lancaster-fly og Mosquitoer fra Groups 1, 3, 6 og 8, Bomber Command.

Allerede da flyene var over den nordlige del af Danmark, Kattegat og Sverige blev formationerne af bombefly angrebet at tyske natjagere. Kort efter midnat blev
PB143 ramt.

Pilot Officer Thomas Trevor Charlton klarede at få flyet på vestlig kurs. Han håbede det ville være muligt for ham at nå kysten af Jylland, hvor han ville prøve at
lave en nødlanding eller lade besætningen springe ud.

Imidlertid styrtede flyet ned ved stranden lige nord herfor og eksploderede i nedslaget. Ingen overlevede.

Et besætningsmedlem klarede at springe ud inden styrtet, men han druknede og blev fundet en uge senere på Læsø i det nordlige Kattegat.

Beboerne i Store Sjørup så og hørte nedstyrtningen, og nogle af dem løb til stranden. Blandt dem var min bedstefar Holger Hansen. Et forfærdeligt syn mødte
dem, og de var snart nødt til at forsvinde, da tyskerne dukkede op.

Min far var førstelærer i Store Sjørup, så han boede på skolen og var også tilknyttet denne kirke og arbejdede med kirkebogen i over 40 år.

Som dagene gik, gjorde tyskerne intet for at indsamle ligdele af besætningen til begravelse. Faktisk ønskede de ikke at denne besætning eller nogen andre ofre
skulle have en passende begravelse.

Imidlertid var det et stærkt ønske blandt beboerne i landsbyen at få besætningen i indviet jord. Det var ikke før søndag den 17. september 1944, 19 dage efter
styrtet, at de 6 besætningsmedlemmer blev begravet på denne kirkegård.

I mellemtiden havde beboerne, blandt dem min bedstefar, protesteret til tyskerne adskillige gange. Selvfølgelig fandt de, at det var nedværdigende at lade ligene
ligge på marken i så mange dage.

Men til denne søndag morgen havde tyskerne ikke villet høre. Nu, klokken 7, var der en, der bankede på min bedstefars dør og bad ham skynde sig. Der skulle
være begravelse, og det skulle være nu. Hjælpepræst Nielsen og andre fra landsbyen havde indsamlet ligdele fra markerne, og de gav dem en kristen begravelse.

De fik ikke lov til at synge en salme ved graven, men de sagde Fadervor.

Efterfølgende syntes mange fra egnen at der skulle sættes en gravsten op, men det var der ingen penge til. Så lavede redaktøren af avisen i Ørsted en opfordring
til en indsamling, og en temmelig stor sum penge blev indsamlet.

En gravsten blev købt, men endnu manglede man at finde navnene på besætningsmedlemmerne. Ansvaret for det blev givet til min bedstefar, og faktisk har jeg
stadig de originale breve til og fra British Legation og den britiske ambassade i København fra dengang.

Det ser ud til at han startede sin eftersøgning i juni 1945. Han skriver til British Legation og spørger om de kan hjælpe ham med at finde navnene fra den besætning,
det drejer sig om. Legationen svarer at det helt sikkert ville hjælpe, hvis han kunne forsyne dem med oplysninger om type og nummer på maskinen.

I august 1945 beklager den British Legation i et brev, at de stadig ikke har nogen navne, men i september ser det ud til at min bedstefar har fremsendt en ID-brik,
og British Legation mener at det vil være til nogen hjælp. Senere i samme måned spørger Imperial War Graves Commission om detaljer om det nøjagtige udseende
af mindesmærket i Estruplund, men stadig ingen navne.

Endelig den 20. november har en undersøgelseskommission leveret navne på besætningsmedlemmerne. I samme brev oplyser de min bedstefar om, at to
repræsentanter for RAF vil være til stede ved den højtidelighed folk i landsbyen var ved at planlægge i forbindelse med færdiggørelsen af gravstenen.

Mindegudstjenesten blev holdt på en kold dag i november. (Se En Mindesten for 6 engelske flyvere.) Billeder fra dagen viser, at der var en masse mennesker til
stede.

Kirken var pyntet med danske og engelske flag, og et engelsk flag blev også lagt over gravstenen frem til afsløringen.

Min bedstemor, som nu er 92 år gammel, fortæller mig, at det var et meget bevægende øjeblik. Hun husker stadig hver en detalje.

I taknemlighed har menighedsrådet vedligeholdt graven - på en smuk måde, synes vi. Tit ser man friske blomster på graven.

I årenes løb har familier til besætningsmedlemmer besøgt graven, og jeg tror alle har været tilfredse med det de har set.

Selv mødte jeg Sgt P.T. Devlins søster for et par år siden, og hun sagde hun var lykkelig over at se, at hendes bror lå på et så fredfyldt sted. Jeg håber oprigtigt at
alle, der er her i aften, vil have den samme følelse.

Æret være deres minde."