Her er hvad jeg kan huske, min far har fortalt mig om de engelske flyvere. (oktober 1944)

Min far var blevet ringet op af en landmand fra Østrup, Asger Kring (hvor flyverne havde overnattet) Han sagde bare at min far skulle holde øje med nogen omkring
sit hus.- Kring havde lært dem at sige skovfoged Pedersen.- På vej fra Østrup til skovfogedboligen, Elkjærhus (her), i Sophie Amaliegård skov, passerede de en lille
skov, Estrup Birke. Her mødte de vognmand Jørgen Blak og Rasmus Stær. De skulle køre brænde ud med hestevogn.

Englænderne kunne jo sige skovfoged Pedersen, så Ras, som Rasmus Stær blev kaldt  tog hestevognen og kørte dem et par km over til Sophie Amaliegård skov,
hvor han forsøgte at forklare dem hvor skovfoged Pedersen boede. Ras kunne ikke engelsk, så de misforstod ham og gik forkert og kom til en gård, Sophienlund,
hvor de mødte fodermesteren Otto Pedersen, som så fulgte dem mod skovfogedstedet. På vejen derned mødte de så min far. Jeg husker at min fortalte mig, at han
havde sagt til Otto,- dem har du aldrig set, og det løfte holdt han. Hverken hans husbond eller andre på gården fortalte han nogensinde om sin oplevelse.

Tyskerne var desperate på det tidspunkt, så man risikerede at blive anholdt, eller måske skudt, hvis man hjalp tyskernes fjender. - Man skal have oplevet det, for at fornemme den frygt der var dengang.

Englænderne blev gemt i en lille jagthytte oppe i skoven. Om aftenen sent, efter at min søster og jeg var lagt i seng, kom flyverne hjem til os, blev vasket og fik noget
at spise. De kunne ikke bo hos mine forældre, da der altid kom en del folk til skovfogedstedet, dels skovarbejdere dels folk der skulle købe tømmer, lægter og brænde. Englænderne var også en tur på sygehuset i Hornslet hos læge Thomsen, som var i modstandsbevægelsen.

Hvordan min far fik kontakt med modstandsbevægelsen ved jeg ikke, måske gennem læge Thomsen, måske gennem en ritmester Feddersen, som boede hos os i perioder, under navnet skovtaksator Rasmussen, der er også en landinspektør Schrøder far var i kontakt med.

Flyverne skulle jo hjem til England via Sverige. Modstandsbevægelsen kom med civilt tøj til dem. (De havde hidtil gået i deres uniformer). I første omgang ville de ikke skifte til civilt tøj, da de var bange for, at hvis de blev fanget, så ville de ikke blive behandlet som krigsfanger, men derimod evt. som spioner, og dermed risikere at
blive skudt.

De fik en halv time til at beslutte sig, ellers ville modstandsfolkene køre igen. De trak i civilt tøj, og tog med til Århus.

Deres uniformer tog min far og gravede ned ude i skoven. Jeg husker tydeligt at far den 5. maj 45, tog en en trillebør og min søster og mig, og drog op i skoven og
gravede uniformerne, og støvleskafterne fra deres flyverstøvler op.  Deres støvler var lavet sådan, at når skafterne blev skåret af, så lignede de sko. Jeg fik syet et
sæt tøj, en kopi af en engelsk flyveruniform, deraf, det var jo svært at skaffe tøj under krigen.

Flyverne blev fulgt af en modstandsmand fra Århus til Frederikshavn, hvorfra de skulle sejles til Sverige. Jeg tror de tog toget, men er ikke sikker.

I Frederikshavn var imidlertid al sejlads indstillet til Sverige på grund af tyskernes kontrol af alting.

Modstandsmanden tog en taxa, satte en pistol i maven på taxamanden og beordrede ham til at køre til Grenå. Heldigvis var taxamanden med på den, han sagde fjern
den pistol, så kører vi hjem og får lidt benzin på, så går det hurtigere. (Man kørte jo med gasgenerator, hvor gassen blev udvundet af træ, i en slags kakkelovn på
bilerne). De kom til Grenå og herfra til Sverige og sikkerheden, og herfra tilbage til England.

Deres navne var Samuel Woodham, Richard Gee og Paddy Malony.
Paddy Malony blev sendt til Sydøstasien, hvor han faldt i kamp. Richard Gee har besøgt os efter krigen sammen med sin hustru og lille søn.

Samuel Woodham sendte julekort hvert år til os. Da min far døde skrev han til mig, og da Woodham døde, skrev hans søn til mig og foreslog, at når vore fædre kunne skrive sammen i 50 år , skal vi så ikke fortsætte, og det har vi så gjort lige siden.

Min far var skovfoged  Herluf Pedersen, ”Elkjærhus”, Sophie Amaliegård skov, Hornslet.