Den 17. august 1944 styrtede LAN PA988 ned nær Allindemagle (her). Walter, Budd, Rafter og Wiens klarede at komme til Sverige.
Mange danskere hjalp dem! Se historien om dem fortalt af Anders Bjørnvad i bogen De fandt en vej (s.156-160). Se steder i Google Map p344.

Fjorten dage før de to Farsø-flyvere (fra LAN PB436) kom over, den 27. og 28. august havde »Speditørerne« fragtet 4 canadiske flyvere til Sverige. Det var Walter,
Budd, Rafter og Wiens. Efter at løjtnant Kiær i maj 1944 var blevet taget af tyskerne til søs, blev ruten omdøbt til Øresundstjenesten. Passagerer og post blev ført
om bord på større skibe i danske havne, undervejs mødte de så mindre både, der sejlede ud fra Sverige. Den daglige leder af foretagendet var kriminalassistent
Ejnar Andersen.

I alt 15 allierede flyvere blev overført til Sverige af »Speditørerne« via Øresundstjenesten. De fire netop nævnte flyvere var alle fra samme fly. Det blev ramt af en tysk natjager over Sjælland den 17. august på vej hjem fra Stettin. Hele besætningen, 7 mand, sprang ud med faldskærm fra 4 km højde, nord for Ringsted. Lad os se
på, hvordan det gik til, at disse 4 canadiere kom til Sverige.

Det var friske folk disse gutter fra det store skovland hinsides Atlanten. Og det er nok ikke en ren tilfældighed, at de to første flyvere vi fulgte til Sverige var canadiere.

Bruce Walter — flyets pilot — kom ved 7.30-tiden om morgenen ind ad køkkendøren hos Leo Larsson, der boede ved Allindemagle-gården, hvor han var skytte.
Den fremmede afleverede en 9 mm pistol, og da Larsson så, at der stod »CANADA« på hans trøje, kunne han lynhurtigt regne ud, at det måtte være en overlevende
flyver fra det fly, han selv havde set styrte ned i nærheden 5 timer før.

Flyveren blev lagt i Larssons seng efter at være forbundet. Han græd, da Larsson lidt efter fortalte, at en dræbt flyver var blevet fundet i nærheden af flyvraget.
(Det var Musgrave).

Derpå satte Larsson sig i forbindelse med fabrikant Risoms i København og spurgte, om han ville komme på jagt. Larsson havde en ide om, at Risom måske havde
de rigtige forbindelser. Det ville Risom ikke! Larsson sagde derpå, at det skulle han!

Risom gik så med til at tage toget til Ringsted, hvor Larsson ville tage imod. På vej til Ringsted passerede Larsson en tysk spærring, og da det i det hele var hans
indtryk, at tyskerne var på tæerne, ringede han hjem til sin kone. Hun fik besked på at anbringe flyveren ude i fasangården, og det gjorde hun straks.

Mens flyveren lå her, foretog tyskerne en undersøgelse på nabo­ejendommen, og da de var færdige med det, slog de sig ned lige på den anden side hegnet, bag
hvilket flyveren lå. Men det gik. Kort efter kørte »de grønne« i øvrigt uden at have været inde hos Larssons.

Risom sov i Allindemagle om natten. Den næste dag fik Walter et sæt tøj af Larssons. Det viste sig, at de lige bestemt passede tøj sammen. Begge var store karle.

Turen gik derpå til Ringsted station. Larsson og Risom cyklede forrest, ca. 100 m bag dem kom Walter på fru Larssons cykel. Hvis de to forankørende tog hatten
af og hilste, skulle Walter omgående forsvinde, men der blev heldigvis ingen brug for at svinge hattene. Risom og flyveren kom fint til København, hvor han blev
afleveret til rutefolkene. Da Larsson kom hjem fra Ringsted, så han en flyver blive fanget af tyskerne få hundrede meter fra sit hjem. Hvor det ærgrede ham!

Denis Budd kom efter landingen nord for Ringsted med en lastbil til Roskilde-egnen.

Overbetjent Magnus Nielsen, som vi snart har hørt om mange gange, blev ringet op af en gårdejer. Ville politiet komme og hente en engelsk flyver? Magnus Nielsen
kørte til gården og fik fat i den fremmede. Flyveren blev derpå taget med til Roskilde, hvor han boede hos direktør Poul Tholstrup.

Et par dage senere kørte Magnus Nielsen flyveren til København. Han boede hos radiotelegrafisten Tage Fischer Holst. Aftalen herom var blevet truffet i Roskilde,
hvor Fischer Holst netop havde aflagt besøg.

Budd opholdt sig hos Fischer Holst i ca. en uge. Han forklarede bl. a., at han var kommet til at hænge fast med den ene fod under udspringet. Ved at »smutte« ud
af støvlen havde han klaret situationen. Man tog på cykleture gennem Dyrehaven og besøgte Bellevue strandhotels terrasse. Her sad man side om side med flere
tyske officerer.

Den 27. august blev Budd afhentet og befordret over Øresund.

Vi har netop hørt, at Walter og Budd få dage efter nedstyrtningen nåede København. Her fortalte de om deres kammerater, som de formodede stadig var på fri fod. »Speditørerne« sørgede derfor for, at folk rundt omkring blev gjort opmærksom på, at der var vandringsmænd at holde udkig efter.

I Helsingør fik kriminalassistent Aksel Petersen på Stubbedamsvej 25 besked om, at der var flyvere på fri fod. Han havde i tiden frem til maj været tilknyttet løjtnant
Kiærs rute.

Efter Kiærs arrestation fik han forbindelse med »Speditørerne« med postforsendelse til Sverige via færgerne som hovedopgave. Efter den 19. september 1944 blev
han direkte tilknyttet »Speditørerne« i København. Han måtte jo som så mange andre politifolk gå under jorden efter tyskernes overfald på det danske politi. Den
17. april 1945 blev Aksel Petersen sendt til Sverige, da hans 19 år gamle søn, Knud Petersen, den 11. april var blevet henrettet af tyskerne som sabotør.

Leo Larsson havde set én flyver blive fanget, ved vi, og endnu en flyver faldt i tyskernes hænder senere. Der var således kun to flyvere på fri fod, men de var til
gengæld på vej mod Helsingør. Det var Rafter og Wiens!

Rafter kunne efter sin heldige landing høre motorlarmen fra de andre fly, som nu var på vej tilbage til England. Han anede ikke, hvor han var landet, foreløbig følte
han sig uendelig ensom. Alle flyvere i samme situation som Rafter følte på samme vis. Ensomhedsfølelsen var overvældende! Man skal nok have prøvet situationen
for rigtig at kunne sætte sig i flyvernes sted.

Efter at have sundet sig skjulte Rafter sig to dage i en høstak. Den tredie dag gik han ind på en gård, hvor man kunne oplyse, at han befandt sig på Sjælland, i
nærheden af St. Merløse. Rafter fik noget at spise, men afslog et tilbud om civilt tøj. Hvis han beholdt uniformen på, kunne han da i det mindste ikke blive skudt af tyskerne som spion.

Rafter forlod gården og gik mod Roskilde. Med uniformsjakken over armen gik han her til barber for at komme af med sit 4 dage gamle skæg. Barberen var lidt
overrasket, men sagde ikke et ord. Han tog selv betalingen af Rafters hånd.

I de tre næste dage vandrede Rafter mod nordøst, han stilede mod Helsingør, hvor han mente, at der evt. var mulighed for at få fat i en båd og sejle til Sverige.
Ankommet til Helsingør udsøgte Rafter sig et hus, der lå lidt ensomt og bag træer. Her tog han mod til sig og ringede på. Huset havde nr. 93. Stedet var
Stubbedamsvej! En dame lukkede op, det var fru Ellen Ulmer. Flyveren kom indenfor og fruens søn, Erling Ulmer, gik kort efter hen ad Stubbedamsvej til nr. 25,
hvor Aksel Petersen boede.

Aksel Petersen overtog derpå flyveren, men da han havde 4 mindre børn i huset, turde han ikke selv have flyveren boende. Han fik derfor skaffet logi ude i byen.
Kort efter blev Rafter sendt til »Speditørerne« i København.

Et par dage efter fik Aksel Petersen en meddelelse fra direktør Manuel Andres i Hellebæk. Denne havde en canadisk flyver, som han gerne ville have videre.
Det var flyveren Wiens, der havde ramt Sjællands nordkyst en anelse vestligere end Rafter. Også til Wiens fik Aksel Petersen skaffet logi — og transport til Sverige.

De fire her reddede flyvere gjorde selv en indsats for at undgå tysk fangenskab, og de havde heldet med sig. Det held som ingen flyver på noget tidspunkt kunne undvære!