|
 Den 20. februar 1944 kl. 14.52
styrtede Boeing B-17G 42-37790 »Miss Behavin« ned på Hårslev Mark (omkring
her 7 km
S for Bogense). (Kilde: FT)
Se også B-17G 42-37790+propeller. Stednavne og detaljer i
Google Map p267 B17 42-37790.
Fra Anders Bjørnvad: De fandt en vej
s.103-105 om
flyverne fra B-17G 42-37790, navne på flyvere og links
til Modstandsdatabasen tilføjet af AS:
"Ved 15-tiden, stadig den 20. februar 1944,
sprang en hel besætning, 8 mand, ud fra en Flyvende Fæstning, der styrtede
ned ved Hårslev mark syd for Bogense (omkring
her). Flyverne landede alle
velbeholdent i egnen omkring Harndrup (her). Tyskerne havde en pejlestation i
Skovby (her), og herfra må man have observeret alt, hvad der passerede.
(10 flyvere. Markussen og Egan blev snart fanget og ført til pejlestationen
i Skovby. AS)
Nogle flyvere blev taget til fange næsten med det
samme. Andre søgte ind i skove for at undgå tyske soldater på eftersøgning. I
Fjellerup
præstegårdsskov (her) havde nogle amerikanske flyvere således gemt sig.
(5: Britko, Cribbs, Dunbar, Dyblie og Udick)
Præstegårdsforpagter, gårdejer Rasmus Thrane kom ud i skoven og traf flyverne,
som han inviterede hjem på gården. Derpå blev der sendt bud efter provst
R. Fauerskov Laursen, og
da han ved 18-19-tiden ankom til stedet, sad flyverne ved
et veldækket bord. Provsten havde passende »arbejdsredskaber« som bibel og
salmebog
med, så han i påkommende tilfælde kunne påberåbe sig at øve sjælesorg,
idet Rasmus Thranes mor var gammel og svagelig.
Provsten talte med flyverne, som han opfordrede til
at søge gemmesteder i sognet. Både han og andre var klar til at hjælpe. Flyverne
ville imidlertid for enhver pris af sted. De ville ud til kysten for at få fat i
en båd. De ville til Sverige. Man frarådede forgæves denne tur, men uden held.
Da der ikke var
anden udvej, blev flyverne hen på aftenen vist i retning af
Båring strand. De takkede for opholdet og drog af medbringende en del proviant.
Tyskerne fangede dem et sted i retning af Båring
vig (omkring
her - Kilde: AOD). Næste dag blev der foretaget undersøgelser på egnen, men de var
langt fra
grundige. Flyverne kunne udmærket være blevet, som de lokale folk havde
foreslået.
To andre besætningsmedlemmer (Markussen og Egan) fra denne maskine
dalede ned i en skov ved Nymarksgården, 1 km fra byen.(Nymark Gård
her)
Tømrer Knud Andersen, Nymark st.(her), øst for
Harndrup, fortæller: »Min bror og jeg løb straks derned. Den ene flyver var lige
kommet ned fra et træ,
og hans faldskærm hang deroppe, den anden var ved at slå
hul på isen af et mindre vandhul. Han stoppede sin faldskærm og hjælm ned under
isen.
Den ene lod noget nervøs. De troede, de var faldet ned i Sverige, vi
fortalte dem, at det var Danmark. De gav os cigaretter, som de havde i nogle
store lommer ved knæene. Her kom flere og skulle se, hvad der var sket, og
deriblandt Ida og Morten fra Nymark st., hvor deres far var stationsforstander.
De gik med de to flyvere og andre til Harndrup skov.«
Ida Pedersen fortæller følgende om, hvad der videre
skete: ». min bror Morten og jeg kunne lidt engelsk, så vi fulgte med dem, da
nogle folk, som
boede
i Harndrupskov, fik dem med sig hjem. Konen i det hus
turde ikke have dem, men ringede straks til politiet. Min bror og jeg søgte at
få hende
fra det,
men da vore bønner og vrede var spildt, fik vi flyverne i
tøjet igen og løb bort. Vi kunne ikke få dem nogen
steder hen ved højlys dag, så vi
gemte dem i
en jordhule i skoven. Da det blev
nat, hentede vi dem hjem, vi skulle straks have dem længere bort,
da alle jo havde set os sammen
med dem. Vi havde derfor ringet til en anden
bror, Valde, som boede i Odense. Han kom hjem og fulgtes så med dem i tog til
Odense. De havde da
fået noget andet tøj på. Valde havde nogle bekendte i
Odense, som han håbede ville tage sig af flyverne, men der var ingen hjemme, så
han måtte
tage dem med sig hjem.
Næste dag blev de taget, han ved ikke hvem, der
angav ham ... « Viljen til at hjælpe var bestemt til stede her, men der
skete
altså uheld, bogstavelig
talt på vejen. Det var ellers fint klaret af Ida og
Morten. Der er ikke noget at sige til, at de den dag i dag ærgrer sig
over, at
hjælpen ikke kunne fuldføres.
Endnu en amerikansk flyver trykkede sig i de
Harndrupske skove. Det var radiotelegrafisten Ira Gordon Ewans. Han kom i
forbindelse med folk på
egnen, bl. a. hjemmesygeplejerske Inger Nøsted. Han blev
forsynet med civilt tøj, og da den tyske eftersøgning ved aftenstid den 20.
februar stilnede
af, tog Inger Nøsted og flyveren med toget til Odense (her). Her tog
de en taxa videre til Fåborg (her), hvor hun afleverede flyveren til lærer Junker.
Inger Nøsted havde nogle år i forvejen været afløser for en sygeplejerske i
Fåborg og havde da passet en gammel dame, som boede lige under
familien Junker.
Derfor vidste hun, at fru Junker var englænderinde, og hun regnede så med, at
familien derfor måtte være knyttet til modstands-bevægelsen på
en eller anden
måde. Vi ved, at Junker et par dage tidligere havde været
på Horne land (her) for at lede efter den skotske flyver
Mc
Lean. Og vi ved også, at Junker var i forbindelse med Edmund Larsen, der havde
forbindelse til modstandsbevægelsens hovedledelse i Odense.
Nu var Ewans en del rystet over at være landet i et
tyskbesat land. Han var desuden forkølet, og i det hele taget ikke rigtig frisk.
Derfor var han meget
lidt meddelsom og ville ikke rigtig give Junker oplysninger
angående evt. bombemål, flyvepladsen, han var startet
fra, o. s. v. Junker var derfor ved at
være bange for, at han havde fået fat i
en tysk spion.
Aage Willumsen fra Odense havde netop været i Fåborg
i februar. Han havde pålagt flyverhjælperne at være meget forsigtige med hensyn
til, hvem de
fik fat i. Tyskerne skulle nemlig være begyndt på at lade gestapofolk agere som nedstyrtede allierede flyvere,
for på den måde evt. at blive ført ind i modstandsbevægelsens organer. Hvis
flyveren opgav navn, flyveplads m. v., var der den mulighed at telegrafere
oplysningerne til England, og derfra få »godkendt« den pågældende flyver. Hvis
det var en tysker, man havde fået fat i, var der ingen anden mulighed end at
skyde ham straks.
Flyveren blev dog foreløbig erklæret for »god nok«,
hvorpå turen gik mod Odense. Edmund Larsen har oplyst, at det var grosserer
Jens
Fr. Busk-Rasmussen, der hentede Ewans i Fåborg. Den 29/2 dukkede politiassistent
Clemens Petersen op hos pastor E. Miland i Sdr. Højrup præstegård (her) medbringende Ewans. Senere fik man besøg af en modstandsmand med dæknavnet »Knud«. Denne
havde en samtale med flyveren i enrum og
meddelte derpå nogle timer senere, at
flyverens identitet var fastslået.
Sent om aftenen den 3. marts ankom en bil til
præstegården. Et par mænd kom ind medbringende civilt tøj. Flyveren blev klædt
på og så transporteret
til Dyreborg (her), hvor fisker
Peter Christensen ventede med
sin fiskerbåd. Peter Christensen sejlede flyveren til Sjælland. Her var der ved
Skælskør
et godt landingssted, hvorfra turen til København kunne begyndes.
Det fremgår af Dansk/Svensk Flygtningetjenestes
arkiv, at båden »Hans Steensen« den 7. marts
1944 overførte: »Cand. pharm. Ira Gordon Ewans (nødlandet amk. krigsflyver)
født den 21/2 1912, Virginia.«
Ewans ser ud til at være den eneste allierede
flyver, som blev hjulpet til Sverige i 1. kvartal af 1944.
Dette var i korte træk en beskrivelse af de
hændelser, som fulgte i slipstrømmen på den amerikanske overflyvning af Danmark
den 20. februar 1944."
(Før dette om B-17G 42-37790 fortalte Anders Bjørnvad at
316 B-17 Flyvende Fæstninger passerede hen over Danmark ved middagstid den dag.
Se
Google Map p266-270 20FEB44. 4 blev skudt ned og 1 nødlandede i Danmark.
Se B17 4239894 Brahesholm, B17 4231126
Bellinge, B17 4237951 Haldagerlille og B17 42-37790
Haarslev. Nødlandet: B17 4230246 Tirstrup.)
|
