Harry Proskurniak overlevede - den lange historie      In English       Updated:  22 DEC 2009

 Den 15. februar 1944 styrtede LAN R5702 omkring her ved Avne Vig. Kun Flying Officer Harry Proskurniak overlevede.

Han kom i tysk fangenskab. Harry skrev selv 41 år efter til Leif Gr. Thomsen i Fjelstrup således i oversættelse (LGT):

"Vort fly blev angrebet af en natjager (ME) og styrbords bæreplan blev sat i brand Jeg antager, at flyet eksploderede i luften, fordi det er den eneste forklaring jeg kan give på min overlevelse. Piloten gav ordre til at forlade flyet med faldskærm, og min flugtvej var lugen i gulvet ude i næsen; men jeg var ude af stand til at åbne lugen. Jeg mistede bevidstheden, mens jeg prøvede at åbne lugen, og jeg kom til bevidsthed igen, da min faldskærm åbnede sig. Sekunder efter stod jeg på jorden, så hvorledes jeg kom ud af flyet vil jeg aldrig nogensinde blive sikker på.

Jeg mener, jeg efterlod min faldskærm der, hvor jeg landede. Da min faldskærm åbnede sig med et ryk, mistede jeg mine flyvestøvler, så der stod jeg i de bare strømpesokker. Det brændende fly var tæt ved, hele området var oplyst af branden, og jeg kunne høre ammunitionen fra maskingeværtårnene eksplodere. Jeg tilbragte de næste 2 - 3 timer ved en skrænt i et hjørne af marken. Derfra kunne jeg se folk komme for at kigge på katastrofens omfang. Senere, da folk havde forladt stedet, kom jeg væk fra skrænten og begyndte at gå. Jeg tilbragte resten af natten i en høstak og startede derefter med at gå igen, indtil jeg kom til den lille landsby, hvor familien Frederiksen tog imod mig."

Tidligt om morgenen bliver Harry set af CB-betjent Freddy Kroul, og da Harry snakker engelsk, mener Freddy, at det nok er bedst at tage ham med hen til Frederiksens på Sillerupgård (her), hvor fru Frederiksen skulle være kyndig på det sprog. Harry bekræfter selv, at han fik en prægtig modtagelse hos familien Frederiksen. Han så jo farlig ud efter at have opholdt sig ude i mudderet hele natten, og så uden fodtøj. Alt det våde tøj blev taget af ham, og han fik et dejligt varmt bad. Den unge pige blev sat til at lave et rigtigt morgenbord med bacon og æg, hvilket Harry guffede i sig med god appetit. I hine dage fik flybesætninger kun et sådant måltid, når de havde været på togt eller valgfrit før togtet. Harry beretter videre:

"Jeg snakkede med fru Frederiksen om mulighederne for at nå til Sverige, men hun meddelte, at tyskerne var ude og søge efter mig, så af hensyn til hende og hendes families sikkerhed havde de intet andet alternativ end at ringe til politiet. Lige før tyskerne kom for at hente mig, overlod jeg fru Frederiksen mine overlevelsespakker. Jeg ved at tyskerne alligevel ville have konfiskeret dem."

Harry blev afhentet af 12 bevæbnede soldater og en officer, der måtte se på, at Harry til afsked fik en cigaret, hvorefter han gik i tysk fangenskab iført Laue Frederiksens sko. Han kom til at sidde krigen ud i den berømte fangelejr Stalag Luft III ved Sagan nær ved Breslau. De overlevelsespakker, han afleverede til familien Frederiksen, indeholdt gangbare pengesedler til brug i områder, som blev overfløjet. Endvidere var der 2 pakker med nødproviant, chokolade, tyggegummi, fiskesnøre, kompas osv. Den ene af disse pakker findes i dag og er intakt. Endvidere afleverede han sine silkelandkort til flugtbrug, disse prydede i mange år fru Frederiksens væg.

Harry Proskurniak - blev befriet ved krigsafslutningen, men undgik ikke lange marcher vestpå foran de fremrykkende russiske styrker. (Se tyske krigsfangelejre)
Han blev repatrieret ret hurtigt og kunne 1. juli 1945 skrive til familien Frederiksen fra Timberton (omkring her) i Manitoba, da havde han været hjemme i 14 dage.

I 1985 genoptoges forbindelsen med Harry, og fru Frederiksen morede sig ved at kunne sende ham et par pengesedler af hans egne fra pengepakken, han havde efterladt. Til dato (januar 1994) er han frisk i bevidsthed og tale, men han er 79 år gammel, og det går ikke så godt med gangtøjet.
(Citat fra Leif Gr. Thomsens ark om
LAN R5702.)