Fritz Rasmussen

Om en dansk flyverløjtnants dygtighed, dristighed
og eventyrlyst, offervilje og tapperhed og
om medfølelse og taknemmelighed efter hans død.

      Min Radio melder i Aften blandt al det sædvanlige Drab:
      Den første frivillige danske Flyver i Finland er falden.
      - Naa ja. Jeg kendte ham ikke. Hver Dag har jo Tusindes Tab.
      Da hører jeg ude i Natten en ensom hjælpeløs Kalden.

      Jeg driver derud, hvor den isner, den evige onde Nordøsten.
      - Tusinder falder jo daglig. Og jeg kendte ikke den Gut.
      Saa staar jeg og lytter - og gyser: dèr lød den jo atter, Røsten.
      Broder, der faldt i det fjerne, har du fortrudt? fortrudt?

      Da svared det ned fra en Stjerne, lysvaagent: "Min Ven, den Klage
      du hørte, var Børns og Kvinders, der venter paa Skærm fra Mænd.
      Jeg hørte det Raab - og adlød. Vel, skaf mig mit Liv tilbage,
      jeg lover dig, jeg skal lyde og gøre min Pligt igen."

      Kaj Munk skrev også: Drenge, I Drenge som døde - - -

Som barn så jeg Fritz Rasmussens fly cirkle over Slagelse. Han fløj en tur rundt for at hilse på sin mor: nu afdøde fru sagfører Anna Rasmussen.
Senere blev jeg gift med hans yngste bror og kom til at interessere mig for hans skæbne.

Han er født den 8. september 1911; blev kolonialuddannet og aftjente sin værnepligt ved Husarregimentet i Næstved og tjente senere ved Dragonerne i Randers.
Efter en kort afbrydelse gik han ind i Flyvevåbnet og blev i 1935 uddannet til dansk militærflyver og blev derefter fra flyveskolens lette "Tiger Moth" skolemaskine
hurtigt omskolet til de sværere rekognoscerings-maskiner og yderligere udtaget til jagerflyver.

Den sidste tid i flyvevåbnet var han adjudant hos oberstløjtnant L. Bjarkov. Når denne trænede i luftkamp med en af jagermaskinerne, valgte han altid Rasmussen
til modstander.

Løjtnant Rasmussen blev kendt som Danmarks bedste svæveflyver.

Ved Dansk Svæveflyve-Unions og Berlingske Tidendes stor Lundtoftestævne i 1938 var han og oberstinde Harriet Førslev de eneste danske, der fik tilladelse til at svæveflyve med de tyske planer. Her udførte Fritz Rasmussen en kunstflyvning, der tog vejret fra de fleste - ikke mindst fra den tyske leder, der var "lige ved at
blive rasende" over de dristige manøvrer med planet, der ikke var godkendt til kunstflyvning.

Det var første gang, man i Danmark så, hvad der kunne præsteres med et svævefly. Løjtnant Rasmussen blev da også i sin fritid instruktør i Dansk Svæveflyve-Union.
Efter hans død udtalte Harriet Førslev:" Han var en dygtig svæveflyver, altid parat med råd og dåd, den eneste danske med det internationationale Sølv-C-Certifikat,
som alle svæveflyvere stræber efter at erhverve".

Det er mærkeligt at tænke på, at Fritz Rasmussen var udtaget til at føre det danske svæveplan ved Olympiaden i Finland 1940.

Han og vennen Greve Erhard Frijs var de første, der meldte sig som frivillige ved det finske luftforsvar.De to havde planlagt - og alt var i orden dertil - en verdens-
flyvning med den danske KZ sportsmaskine over Europa, Arabien og Indien til Singapore. I stedet for denne tur og Olympiaden blev det for begge til en indsats i Vinterkrigen.

De tog til Finland i december 1939 og meldte sig hos Kompletteringsflygflotilj 2 og søgte ivrigt at komme i fronttjeneste. Det lykkedes.

I vinterkrigen deltog 8 frivillige danske flyvere: 4 faldt, 2 såredes og 2 vendte uskadte tilbage til Danmark.

Den 2. februar 1940 blev en finsk afdeling på østfronten angrebet af en russisk eskadrille på 30 bombe- og jagermaskiner. 6 finske jagere, ført af Rasmussen og
5 andre frivillige blev sendt op mod den store overmagt. Rasmussen fik straks føling med fjenden; men blev ulykkeligvis ramt i hovedet, men nåede at springe ud i faldskærm og var død, inden han ramte jorden. At hans faldskærm blev skudt i brand af russerne, og at han blev dræbt på vej ned, er ikke rigtigt. Få minutter efter
var den russiske eskadrille på flugt.

Hans død blev omtalt i radioen i Danmark, og den 8. februar havde Nationaltidende et digt af Kaj Munk med illustration af Ebbe Sadolin. (Se øverst.)

Sammen med 3 finske faldne blev løjtnant Rasmussen begravet i en heltegrav i Valkeala. Oberst V.T. Virkkunen talte om den danske flyver som repræsentant for broderfolket, der gav sit liv for Finland. Der var kranse fra blandt andre Feltmarskal Mannerheim; og under overværelse af en stor menighed blev kisten - svøbt i Finlands orlogsflag - båret til graven af finske og danske officerer.

De fleste af de foranstående oplysninger har jeg fra familien og fra danske aviser; men gennem den danske konsul i Kotka, Ragnar Backström fik jeg nærmere kendskab til min mands brors historie.

Konsul Backström fik af en ven oplyst, at en dansk flyverofficer skulle ligge begravet i Valkeala 60 km fra Kotka, og besøgte sammen med sin hustru fru
Urda-Maria graven, hvor de ved dette og utallige andre besøg lagde blomster.

Når vinteren nærmer sig, sørger de stadig for, at der bliver sat lyng, som tåler frosten, og når bogstaverne på stenen er blegnet, maler konsul Backström dem op. Samme konsul er en meget dygtig fotograf og har sendt os adskillige fotos af heltegravene og selve gravstedet. På stenen ses det finske flyvevåbens emblem.
Det er et Svastika-kors (stående - ikke som det tyske hagekors hældende).

Via Rigsarkivet i København fandt konsul Backström frem til familien i Danmark og skrev i 1985 i det første brev:" I Finland vurderer vi højt de varmhjertede
mennesker, som frivilligt kom til vor hjælp i en tid i vor historie, da vi stod ensomme og havde det meget svært. De, som i lighed med Deres bror, ofrede deres liv,
gjorde det muligt for os at leve i et frit land".

Vi skrev selvfølgelig tilbage og takkede for omsorgen for graven, og min mand og jeg fik et hjerteligt venskab med Ragnar Backström og hustru, der indtil for nylig
var rektor ved en skole i Kotka. De har besøgt os nogle gange, hvor konsul Backström har brugt opholdet i Danmark til sin hobby: at studere kejserinde Dagmars
liv. I Kotka er han primus motor for Langinkoski Museet: den fiskerhytte, som Tsar Alexander den 3. lod opføre, og hvor han og den kommende danskfødte
kejserinde tilbragte flere ferier med børnene. Som en parentes kan jeg fortælle, at Backström sidste år udgav et smukt hefte med egen tekst og fotografier om fiskehyttens bygning og historie.

Ved siden af sit arbejde og Dagmarforskningen har konsulen interesseret sig for luftvåbnets historie under Vinterkrigen, herunder især for Fritz Rasmussen. Sidste
forår sendte han os en fotokopi af et par kapitler af en bog "Stridsflygare under Karelens Himmel", det ene om Greve Frijs, det andet om Rasmussen. Forfatteren
er en nu afdød jagerflyver Jorma Servanto. Denne havde iøvrigt en verdensrekord. Under Vinterkrigen nedskød han på under 5 minutter 6 fjendtlige kampfly. Bogen udkom allerede 1941, men var så "fædrelandsk", at den var forbudt flere år efter krigens afslutning. Servanto fortæller, at man efter en træfning med russerne
manglede 2 danske, hvorefter han i den sidst landede maskine, som endnu havde motoren i gang, fløj op og kredsede over det sted, hvor luftslaget havde fundet
sted. Mellem 2 små holme var en del mennesker forsamlet. Her var den brændende maskine faldet ned og havde dannet en korsformet plet, hvor den var gået
gennem isen.

Rester af flyet blev senere fisket op og rettet ud, og flyet blev ved hjælp af andre forliste fly genskabt. Konsul Backström fortæller, at det var en Overfältväbel
Veli-Petika, som under en dykning på 15 meters dybde, fandt maskinen i 1978. Den er nu 50 år efter afsløret på et flymuseum i Luonetjrvi nær Jyvskyla.
45 år efter krigen havde avisen KUOVOLAN SANOMAT en længere artikel af journalisten Erkki Mattila om Fritz Rasmussens liv og død i Vinterkrigen.
Fru Backström har venligt sendt os en oversættelse til svensk; og sidste år har konsulen selv til et julenummer i en svensksproget avis skrevet en artikel om
min mands bror.

Fritz Rasmussen og hans fly er blevet en lille del af historien om den finske Vinterkrig. I vor ofte fortravlede tid føler man sig glad og lidt overrasket over den taknemmelighed, som mange finner stadig 50 år efter viser mod de mænd, der fra Danmark deltog i krigen.

Til sidst en morsom og rørende lille historie, som vore finske venner i Kotka hørte af andre besøgende på kirkegården i Valkeala: Efter krigen var der 2 små brødre
i byen, som hver måned fik lommepenge. Den ene var meget optaget af, at en dansk flyverløjtnant var begravet der, og brugte nogle af sine penge til blomster på
Fritz Rasmussens grav. - Da han som voksen rejste fra stedet, bad han sin mor huske graven. Så med familien Backströms omsorg nu, har den danske flyver-
løjtnants grav altid været plejet med omsorg og hengivenhed.

Se også Flyvehistorisk Tidsskrift nr. 1, Marts 2011, s. 15-17.