Mange tak, ærede gæster, familiemedlemmer til besætningen på Lancaster ME449, mine damer og herrer. Mit navn er Anthony O'Leary og jeg er Wing Commander
i Royal Australian Air Force. I dag har jeg det store privilegie at repræsentere både den Australske regering og Royal Australian Air Force.

Som flyver er jeg særdeles glad for at være her sammen med jer og deltage i denne mindehøjtidelighed. Vi er her for at anerkende indsatsen og offeret fra en
enestående britisk og australsk Lancaster-besætning, som styrtede ned med forskellige skæbner i marts 1945 på hjemvejen fra en minelægningsoperation i farvandet mellem Danmark og Sverige.

Når vi ærer besætningen i dag gør vi også ophold for at tænke over bidrag fra de mænd og kvinder i tjenesten i Australien, Danmark og Storbritannien, som kæmpede
og faldt for at bevare den fred og frihed vi nyder i dag.

I dag understreger også, at det ikke alene er mænd og kvinder i tjenesten som yder deres bidrag og ofre i krig. Der er bemærkelsesværdige mennesker, der udfylder
de huller der efterlades af de, der gør tjeneste. Under Anden Verdenskrig var der modstandsbevægelsen og samfundsborgere, der forsvarede hvad de troede på og
gik ind for menneskekærlighed med stor risiko for dem selv og deres familier.

Historien om ME449 i marts 1945 er historien om mange mennesker, der alle viste stort mod og udførte ekstraordinære og bemærkelsesværdige handlinger. Det er
derfor særdeles passende, at vi også hylder menneskekærligheden og ædelmodigheden fra det danske samfund, der kom til hjælp for besætningen på ME449, da
de havde brug for det. Disse mennesker risikerede deres egne og deres familiers liv for at hjælpe totalt fremmede.

Jeg vil gerne tale om Bomber Command, som både 103 Squadron og ME449 var en integreret og vigtig del af. 125.000 flyvere gjorde tjeneste i Bomber Command, og
af dem blev 55.573 dræbt under operationer. Omkring 70 % af flyverne døde, blev taget til fange eller blev såret mellem 1939 og 1945.

Besætningerne i Bomber Command fløj på mere end 364.00 (364.514) togter, og på højdepunktet af bombekampagnen kunne op til 1.000 tunge bombefly udføre operationer på en enkelt nat, og af dem ville 10 % af fly og flyvere ikke vende tilbage. I 1943 og 1944 var nedslidningen af styrker så stor, at besætninger havde
mindre end 50 % chance for at overleve en runde på 30 operationer.

De kendte denne risiko, men over 12.000 australiere meldte sig stadig frivilligt for at gøre tjeneste i Bomber Command, og tro det eller lad være, over 10.500 var som Bertie, Mitchell og Porter og gjorde tjeneste i blandede besætninger inden for RAF Squadrons. Kun 2 % af alle australiere, som meldte sig, gjorde tjeneste i Bomber Command, men de 3.486 som døde udgjorde 20 % af alle australske dødsfald under kamp. Den australske 460 Squadron alene mistede 1.018 flyvere, eller svarende
til at hele styrken blev udslettet 5 gange. Mændene i Bomber Command viste stor karakterstyrke og overbevisning.

De mænd, som besætningen på ME449, der valgte at gøre tjeneste i Bomber Command, er for mig alle bemærkelsesværdige. De kendte deres odds, og dog gik de frivilligt dag efter dag ud til deres fly, lavede eftersyn, startede motorerne og tog kampen over på fjendens område. Jeg har aldrig mødt en flyver, som tjente i Bomber Command, som ikke havde et glimt i øjet og forstod livets værdier.

ME449 har 5 medlemmer, som gjorde sig fortjent til at bære en lille kålorm på deres slips. I 2013 var jeg så heldig at spise sammen med medlemmer af en forening,
der reddede sig med faldskærm til sikkerhed og vælger at anerkende bidraget fra den beskedne "silkeorm", når det gjaldt om at redde deres liv. Jeg er sikker på at
Slater, Foster, Bertie, Mitchell og Fairclough alle ville have takket deres lykkestjerner i marts 1945 for den beskedne silkeorm, og det danske folk, der hjalp dem i
deres flugt tilbage til England. De var de heldige.

Mens disse mænd var ved at klare sig tilbage til England, var deres familier og kammerater bekymrede for dem, akkurat som så mange mødre og fædre og andre,
som flyvere, soldater og sømænd regnede for deres kære.

I dag husker vi også de kære, der sagde farvel til dem, som var bekymrede for dem, som bød dem velkommen hjem eller alt for ofte mistede dem i et fremmed land
langt fra deres hjem. Det store antal lovende unge liv, der gik tabt i krigstid, er ødelæggende for familier og samfund. Det er vigtigt at vi fortsætter med at hylde og
huske dem, der ikke vendte tilbage. Det er en trøst for familiemedlemmer at vide, hvor deres kære er lagt til hvile og at vide, at man tager sig af disse steder. Som australier må jeg sige, at det er en stor trøst for mig og mine landsmænd at vore landsmænd hviler here i dansk jord i et land, der holder fast i de værdier og frihedsrettigheder, som vore mænd og kvinder kæmpede for.

Dette sted anerkender bidraget fra Porter og Morris og sikrer, at de ikke bliver glemt. Og også de der gjorde tjeneste, de der bragte det største offer, og det samfund,
der viste både menneskekærlighed og mod ved tage sig af og hjælpe dem, da de havde brug for det. Deres arv afspejles i det samfund, der har valg at huske og som
har bidraget til heling af andres sår gennem den medlidenhed og velvilje, der ses i dag.

På den australske regerings vegne vil jeg gerne takke jer alle for at være her i dag, og takke de mange mennesker og organisationer, der har bidraget til denne
vellykkede mindedag.

Vi vil især takke de lokale råd og de omliggende fællesskaber og Commonwealth War Graves Commission, som lavede og vedblivende tager sig af disse flyvergrave.

Må dette sted fortsætte med at være en påmindelse om den fortsatte solidaritet og venskabsbånd mellem befolkningerne i Australien, Danmark og United Kingdom,
som har kæmpet sammen i mange år over hele verden for at fremme international fred og sikkerhed og de værdier vi deler.

Personligt er det en ydmyg oplevelse at repræsentere folk fra Royal Australian Air Force med hensyn til at takke dem, der betalte den højeste pris i den fineste
tradition fra ANZAC. Det er vores arv, vort ansvar og privilegie at bevare mindet om de faldne og føre det videre.

Jeg vil gerne slutte med en bøn skrevet af en australsk flyver, Flight Sergeant  Hugh Brodie, 460 Squadron, Bomber Command.

Fra: Flight Seargeant  Hugh Brodie, 460 Squadron, Royal Australian Air Force (Dræbt under operation til Bremen den 3.  juni 1942)

Almægtige og allestedsnærværende magt
kort er den bøn jeg beder til dig
i kampens time beder jeg ikke
om noget skjold for mig.

Den store uafvendelige bane
som stjerner ikke forlader
kan ikke ændres.
Kuglen flyver mod mit hjerte.

Jeg beder ikke om hjælp til at ramme min fjende,
jeg søger ikke nogen lille sejr her,
jeg ved at den fjende jeg hader
også er en du har kær.

Men det beder jeg om - vær ved min side
når døden trækker over himlen.
Almægtige Gud, som også døde,
lær mig hvordan jeg burde dø.

Vi må aldrig glemme dem.