Tale af Hugo Bach Nielsen In English*Lancaster ME449*Englændergraven*Øjenvidneberetning fra Knud Raunkjær  17 MAR 2015

Hugo Bach Nielsen holdt denne tale ved kaffebordet i Tarm den 12. marts 2015 og sendte den til AirmenDK den 17. marts 2015:
Gail Michener nævner ham i Lancaster ME449 Shot down in Denmark på siden Eye Witnesses.

"Ved en tilfældighed mødte jeg Gail på biblioteket her i Tarm i 2012. Hvis ikke vi den gang havde mødt hinanden, ville jeg ikke have været tilstede her i dag.

Jeg er meget glad for, at vi mødte hinanden, og glad for at være her i dag. Tak til Inger Hansen fordi du arrangerede vort møde.

Gail har bedt mig fortælle om mine oplevelser om natten den 12. marts 1945. Jeg var ikke CB-er, men når der var luftalarm, mødte jeg op på kommando-
centralen i kælderen på ”De Gamles Hjem”. Således også den 12. marts.

Da vi fik at vide, at en engelsk bombemaskine var blevet skudt ned i nærheden af Lyne, blev det besluttet, at Hans Hansen ”Falck Hans”, der var godt kendt
med alle veje, skulle køre derud i en lille lastvogn, og at Niels Poulsen ”Niels Ringer” og jeg skulle tage med.

Vi var ikke de allerførste ved vraget. De først ankomne fortalte, at alle overlevende var borte.Vi fandt ingen kvæstede besætningsmedlemmer i vraget. men vi
fandt de to døde.

Tyskerne skulle jo helst ikke finde de døde, så det blev bestemt, at vi skulle tage dem med til Tarm i lastvognen for at bringe dem til sygehuset, hvor de kunne
blive anbragt i lighuset, indtil en begravelse kunne finde sted. Vi skulle nu have en fjerde mand med til Tarm, men da der kun var plads til tre i førerhuset, skulle
jeg sidde på ladet sammen med de døde på hjemturen. Turen gik fint uden, at vi blev standset af tyskerne. Vi bragte de to lig til sygehuset og tog tilbage til kommandocentralen.

Medens vi sidder her og drøfter aftenens hændelser, kommer der to tyske officerer. De ville vide, om vi kendte nedstyrtningsstedet for en engelsk bombemaskine,
som skulle være skudt ned syd for Tarm. Da vi vidste, at der hverken var kvæstede eller døde i vraget turde vi godt sige: ”Ja vi kender stedet”. Vi vidste dem Lyne
på et kort, men det var ikke nok. De forlangte at en mand eller to tog med for at vise vejen. Vi vedtog, at Hans Hansen og jeg skulle køre med. Der blev ikke talt
meget på turen, de spurgte dog, om vi havde været derude. Jeg sagde nej, for at de ikke skulle stille flere spørgsmål, men jeg sagde at Hans kender området og
det oplyste nedstyrtningssted.

I nærheden af landsbyen Lyne kørte vi i grøften. Vi kom til et T-kryds, og i stedet for at dreje kørte chaufføren lige ud, og vi endte i grøften. Hans var en lun fyr, og
på en morsom måde sagde han på ægte jysk: ”Tjah hir sku du hå dræjet” jeg har aldrig glemt, hvad han sagde. Det var ikke en dyb grøft, og vi var fem mand
inclusive chaufføren, så det var let at få bilen op på vejen igen, så vi kunne komme videre.

Efter at vi havde opholdt os ved vraget en halv times tid, kørte vi tilbage til Tarm. Af de tyske officerers samtale på hjemturen forstod jeg, at det undrede dem, at
der ikke var kvæstede eller døde i vraget. De talte også om faldskærme. Hjemme igen blev Hans og jeg sat af ved kommandocentralen.

Hvordan tyskerne fandt ud af, at der var de to lig på sygehuset, og hvordan vognmand Chr. Andersen blev beordret til at køre de to døde – Porter og Morris – ud
i skoven, ved jeg ikke. Selvfølgelig hørte jeg, at de var blevet gravet ned i skoven, men så vidt jeg husker, hørte jeg  intet om det nøjagtige sted før 5. maj."