13 Men der var meer Ondt tilbage for den sølle Maren, inden hun maatte komme til Rolighed. Da hun kom ind, da sad han der, den Skovlouring Ole Brødløs. "Kommer Du der, min bitte Pige!" siger han; "er Du nu betænkt?" - "Paa hvad?" siger hun. "Har Du nu glemt det?" siger han; "det er endda ikke længere siden end Paaske - det var jo om at drage ind til Mit. Og see her! At Du ikke skal troe, at jeg bejler paa Tyndtøl og Barbrød, saa vil jeg give Dig disse her i Fæstensgave;" - han fremlagde herved en vægtig Sølvhalskjæde med et vedhængende Hjerte af samme Metal. - "Havde Du kjendt hende, der har baaret det, mens hun var levende, saa skulde Du ikke skjælde hende ud for en Stundthosetøs!" - Ved disse Ord gjorde han en saa sælsom Mine til Faderen, at Datteren blev greben af en lønlig Ængstelse. Den Gamle studsede og vidste ikke, om han skulde troe sine egne Øjne; ingen af dem mælede et Ord. "Naa! vil Du have den?" gjentog Ole. "Nej," fremstammede Pigen, og vilde ud, for at søge Trøst hos Kjeresten; men den frygtelige Bejler greb hende om Armen med den ene Haand, og gjemmende Smykket med den anden sagde han: "Kommer jeg tredie Gang, vil jeg ikke have Nej." Og uden at tage videre Afskeed, tog han Hue og Kjæp, og gik sin Vej.