8 Gik saa Tiden hen, som den kunde, fra Paaske til Pintse; og med de to unge Mennesker stod det endnu altsammen ved det Gamle: de bleve ikke ganske modfaldne; for de satte deres Haab til Fremtiden, eller til Ham, der raader for den.

Pintselørdag gik Sejer over til Ibs - som han gjorde saa tidt, kan jeg troe - for at høre, om hun maatte følges med i Annsbjerg Skov den næste Eftermiddag, naar de vare komne af Sørslev Kirke. Det var nemlig en gammel Skik deromkring - og er endnu, kan jeg troe - at de paa Festens første Dag forsamle sig der i det Grønne, og forlyste sig med Dands. Den Lørdag, som vi nu tale om, da Sejer kom over til Kjerestens, saa stod hun og havde allerede smykket sig. "Goddag Maren!" siger han, "hvad Lav har det, at Du skal være saa "dol" idag?" "Det kommer mig for," siger hun, "at jeg skulde gaae op til den naadige Frue, og see at faae hende til at lægge et godt Ord ind for os til Hosbonden." "Hm!" siger han, "det kunde have det Held. Jeg vil følges med Dig og bie udenfor, mens Du er inde." De gik. Da hun nu gik op paa Gaarden, satte han sig paa en Steen ved Indkjørselen.