Den 30. august 1944 styrtede LAN PB143 ned

Den 10. juni 2012 modtog www.airmen.dk fra Kristian Boje Pedersen En beretning om min oplevelse natten mellem den 29. og 30. august 1944.

"Dette er en beretning om det, jeg husker fra ovennævnte. Jeg er født i september 1937 og var altså på vej mod mit  8. år på tidspunktet for begivenheden.

Vi børn, jeg og mine 2 mindre søskende blev vækket af far og mor, da de mente, at der var ved at ske noget, som kunne bevirke, at vi skulle ud af vort hus i en fart.

Der var masser af støj fra flyvemaskiner i luften og desuden uafbrudt maskingeværild. Altså var min far klar over, at noget var galt.

Få øjeblikke efter at vi var stået op og kommet i vort tøj, kunne vi gennem vinduerne ud til haven se ild fra himlen og helt ned til jorden. Min far sagde, at det måtte
være brændstof fra et af flyene, som man havde skudt hul i tankene på. Det var et skrækkeligt syn, som kunne minde om, at dommedag stod for døren.

Flyet fortsatte mod syd, og vi kunne ikke mere se det ildhav fra før. Lidt efter, måske nogle minutter, kunne vi igen høre lyden af flyenes motorer og den fortsatte
skydning. Pludselig var ilden der igen, men denne gang ganske tæt ved jordoverfladen, og sekunder efter lød der et vældigt brag og flere ruder i vort stuehus sprængtes.

Et øjeblik efter stod vore 7 heste inde i gården og rystede af skræk, for i den fold, som de befandt sig i, var maskinen styrtet ned. Min far og dyrlæge Krogh, Ørsted
var de første på stedet, og jeg har fået fortalt, at der mødte dem et frygteligt syn. Den sidste bombe i flyet var ikke kastet, og da flyet tog jorden, eksploderede den
med det til følge, at de 6 mand af besætningen, der stadig var i flyet, blev sprængt i stumper og stykker, således at min far og dyrlægen kunne se legemsdele hænge rundt omkring i det trerækkede pigtrådshegn, som dengang var den anvendte hegnstype.

I løbet af forholdsvis kort tid (nogle timer) kom tysk militær, og der blev sat vagt på stedet, og i løbet af formiddagen blev alle i byen Ingerslev, hvor vi boede, anmodet
om at åbne vinduer og døre, for på et givet tidspunkt ville man bortsprænge en ueksploderet bombe, som flyet havde sluppet fra så lav højde, at den ikke detonerede. Nogen tid efter, måske 14 dage, blev resterne af flyet bragt til Allingåbro station og kørt bort.

De tyske soldater begyndte at samle ligresterne sammen og havde til hensigt at begrave disse i kanten af krateret, som bomben havde skabt. Det kom min mor for
øre og hun begav sig til åstedet og fik med sit kendskab til tysk forklaret soldaterne, at det ikke var skik og brug i Danmark at behandle afdøde på en sådan måde.
Hun tog sammen med andre kontakt til den lokale sognepræst, som vistnok hed Nielsen og fik fremskaffet kister, og efter nogen tid blev der forrettet en begravelse på Estruplund kirkegård.

Jeg kan huske, at de tyske soldater var meget unge og bange. De hentede mælk hos min far i den tid de havde vagttjeneste og særlig en af dem, Anton, var vel kun
15 år. Han talte ofte med min mor og det endte altid med, at han stod med tårer i øjnene, når han skulle af sted igen.

Når der visse steder i litteraturen om denne nedstyrtning står, at flyet faldt ned på Jens Hansens mark. Det er ikke rigtigt. Det faldt ned på min fars mark. Hans navn
var Sigvald Boje Pedersen, matr. nr. 2 a med flere, Ingerslev by, Estruplund sogn.

Oplevelserne står fuldstændig klart i min hukommelse som var det hændt i går, vel nok fordi det var første gang, at jeg så mine forældre bange."