Fra Niels Holger Henriksen til www.airmen.dk 24. september 2009 om LAN ND960.
Hans hjem var Nymarksvej 15 mellem nedstyrtningsstedet og Nymarksgård.

Flystyrt den 22.  Maj 1944.                                                                                      

Det jeg husker om flystyrtet, begynder ved ettiden om natten, med luftkamp oppe over os der hjemme på Hjorte Mark. Jeg var da otte år, min søster og mig, sov i samme værelse som min far og mor.                

 Jeg vågnede ved kraftig skyderi med maskingevær oppe over os, og ved at far mor lå og snakkede om det, da jeg spurgte hvad det var, sagde de, at det var luftkamp over

os, og at vi skulle putte os godt ned under dynen, det gjorde jeg så, men ikke dybere, end at jeg kunne høre hvad de talte om. Medens vi lå der, hørte jeg, at det klirrede i nogle tomme saftflasker, som mor havde stående på loftet over os. Da jeg dagen efter var oppe på loftet for at se, hvad det var, jeg havde hørt, var der godt nok en flaske med hul i siden, og en projektil nede på bunden af flasken. Godt at den havde mistet sin kraft på det tidspunkt, for det var jo tæt på. 

Jeg havde ikke været vågen ret længe der om natten, inden der lød et enormt drøn, det var så voldsomt, at både hus og seng rystede. Far og mor lå og snakkede om hvor galt det kunne være og hvad der var sket. Da de havde sundet sig lidt, sagde far, at nu ville han ud og se hvordan, det stod til, lige da han var ved at stå op, kom der et brag til, det var så kraftig, at han følte det ligesom, at han blev suget tilbage i sengen igen.

Min broder Mads Kristian sov i kvistværelset oven på, da far var på vej op til ham, og kom op af trappen til loftet, fik han pludselig frit udsyn til stedet hvor flyveren var faldet ned, hele taget fra kvisten og bagud var revet af, og han  kunne der fra loftet se to meget store bål, et med kraftig grønt skær og et med gult skær .

Det var en engelsk mineudlægger, der var faldet ned i Anders Andersen Nakke Skovgårds mark lige øst for markvejen, der dengang gik op midt igennem marken.

Vest for markvejen og lige midt det der hælder ned mod Møllegyden, var der faldet en mine, der var et krater på nok to meter i dybden og måske seks meter i diameter.      Halen af flyveren lå i skoven nede ved Store Rørmose.

Far og Mads Kristian - - og mange andre lokale - - gik opad Møllegyden fra begge sider, for at se det lidt tættere på. Far forsøgte at snakke de mest ivrige fra at gå tæt på, det lykkedes ikke for godt, og da de lidt inde i Martin Jørgensens mark fandt en støvle med et ben i, så havde fatter set nok, og så ville han hjem. Uden for herhjemme snakkede far med vores nabo Ejler Bang, medens de stod og snakkede, kom der andre deroppe fra og fortalte, at der lå en civil ung mand deroppe, og var død. “Det er da vel ikke min karl“, sagde Ejler så, og det var det altså.

Mange af egnens unge havde været til landbobal i Assens aftenen før, også Jørgen Brandt som Ejlers karl hed. På vej hjem fra Assens havde de også haft luftkampen så tæt på, at de flere gange havde været af cyklerne og nede grøfterne, for at beskytte sig.                                  

Samtidig med at Ejler kom ud af bryggersdøren, kom karlen ud af karlekammer døren, i den anden side af gårdspladsen, og de vekslede lige et par ord om, at det nok var en flyvemaskine der var faldet ned, og så stak karlen af i løb bag ud af gården.

Det var magnetiske miner flyveren havde med, og man mener, at det var ham, der fik den anden mine til at eksplodere. En lommekniv eller en lille svensknøgle i lommen skulle være nok, til at sætte sådan en mine i gang. Der var ca. ti minutter imellem eksplosionerne, og det passer fint med den tid det tager, at få tøj på, og så løbe derop.

Han lå 30 - 40 meter inde i hjørnet af marken her ved tre led, ca. 100 - 150 meter fra fly og mine.                                                                      

Tyskerne kom derop ved firetiden og afspærrede det hele, men efter megen forhandling fik Ejler Bang lov til at hente Jørgen Brandt ved ellevetiden om formiddagen.

Det foregik med en gråskimlet hest for arbejdsfjedervognen med noget halm og et lagen til at ligge på og så et lagen over, skolen var lukket den dag, så jeg stod ude ved vejen og så da Ejler, den anden karl og så mener jeg, at det var Peder Fauerskov, der også var med, kom forbi med ham - vi var alle meget rystet.

De sagde, at han så pæn og hel ud uden på, men at han var fuldstændig knust inden i.

Jeg mener ikke der var nævneværdig skade hos andre end Nakke Enggård, Lille Rørmose og så os. Det var tagsten der var suget af, der var nemlig både tryk og sug.

I vores bryggers var der en rude blæst ind med sådan et knald, at der i køkkendøren fire meter inde sad glassplinter, i samme højde som ruden havde siddet.

I vores hønsehus havde vi et vindue på to gange to meter, der lå alt glasset ude i hønsegården. Døren i vores kælder tog også skade, det bræt håndtaget sidder i flækkede derfra og opefter - den ser sådan ud endnu i år 2000.

Vi havde jo ikke telefon dengang, så far var på cyklen ud til Niels Hjulmand i Bredninge, for at få ham til at komme, for at sætte glas i, alle de steder hvor der nu manglede. Han var noget forgrint, da han kom, han havde mødt en af landevejens farende svende, og han havde sagt: “God morgen hr. glarmester, kan de ikke låne mig en hammer, så skal jeg gå foran og skabe noget arbejde “. Han havde nok sovet, fra alt det der var sket om natten.

 Vi havde så mange tagsten stående, som der var ødelagt, så vi havde hurtigt tag på igen.

De tyske soldater der stod på vagt ud for Jens Jensens have, for at standse trafikken,   var meget ivrige efter at købe eller få æg og flæsk, men far rystede på hovedet som tegn på, at han ikke forstod dem . Jens Jensens tjenestepige havde også problemer med at klare frisag, hun skulle vande køer med spand og vand fra pumpen på gårdspladsen, de tyske soldater fulgte hende frem og tilbage, også helt op mellem køerne.      

Nakke smeden fortalte nogle dage efter, at han havde haft store problemer med at holde sin lærling ---  en stor kraftig kleppert  med kommunistisk overbevisning ----- hjemme den nat. Lige efter det første brag, var de gået op bag ved smedjen, så de kunne se derover, lærlingen ville derop for at se, om der var nogen, der havde brug for hjælp, men smeden sagde, at det var for farligt. Lærlingen var så kravlet op på et stativ, de havde til at opbevare jern i, det var 1½ meter højt, der stod han, da det andet brag kom, og blev væltet ned af luftrykket, “så kunne jeg holde ham hjemme “ sagde smeden.

                                                           Skrevet i august 2000 af Niels Holger Henriksen