Smuk indvielse af flyvermindesmærket i Gamtofte

Flere hundrede mennesker deltog i højtideligheden, der overværedes
af den unge flyverkaptajns forældre

"Hvor ulykkens gru for 6 år siden rådede, da den engelske flyvemaskine (LAN ME726) styrtede ned ved kirken i Gamtofte, samledes i går eftermiddags flere hundrede mennesker for at overvære den højtidelige afsløring af mindesmærket for de unge flyvere, som mødte deres skæbne her. Foruden egnens beboere og adskillige Assens-borgere var mødt forældrene til maskinens fører, hr. og fru Presland, og repræsentanter for militære og civile myndigheder, for Hjemmeværnet, Forsvarsbrødrene og
veteraner fra forrige verdenskrig.

Truende skyer trak op ved godt 14-tiden umiddelbart før højtideligheden, men det afskrækkede ikke folk, der fra alle sider strømmede mod den lille kirke, som i dagens anledning var smykket nydeligt med blomster. Hver en plads i kirken var besat, da fanerne førtes op i koret. Efter at der var indledt med salmen "Nu takker alle Gud", talte pastor Villy Finnerup, der pegede på, at vi bør takke Gud, fordi vort lille land blev skånet. Vi kan og må lægge alle ting i hans hånd. I de fem mørke år, der på en måde blev de lyseste i dette århundrede, mærkede vi, at der bag ved al vold og krigsførelse lå en åndens kamp. Vi så, hvorledes de danske modstandsfolk blev sat ind i denne kamp. Der blev bedt de mest brændende bønner.

Det var ikke menigheden eller præsterne, der bad dem. Det var de dødsdømte. Når hegnet mellem dem og andre var gået ned, bad de — ikke for sig selv, men for at deres kamp ikke måtte være spildt. Vi havde en konge, der stod rank og frygtløs, fordi han blev vist vej for Guds ansigt. Enten disse engelske flyvere kom fra religiøse hjem eller ej, blev de båret af bøn. — Moderen, der sad og ventede, kunne kun gøre én ting: bede — levende og brændende. Det er rigtigt, at vi begynder med at lade tankerne gå opad. Den smukke salme "Mægtigste Kriste" tonede derefter gennem kirkerummet, og inden man forlod kirken for at samles ved mindestenen, sang man andet vers af
"Du, Herre Krist".

De unge flyvere købte friheden med deres blod
Ved stenen (her) blev der budt velkommen af gdr. L.C. Petersen, Engmosegård, der har stået for arrangementet. Gårdejeren rettede en tak til fanebærerne, repræsentanter for myndighederne og bidragyderne.

Inden afsløringen talte pastor Finnerup, der blandt andet udtalte:

Vi er samlet for at mindes en kanadisk og 7 engelske, os ukendte, flyvere. Vi gør det ved at rejse dem en mindesten på denne dag, hvor det er 6 år og nogle timer siden,
de mødte døden på dette sted. Det har slået mig, at vi danske har gjort en lidet værdig figur. Vi har ikke rigtig tænkt over, at dette var noget af den betaling, der måtte
ydes, for at vi kunne beholde vor frihed. Det slog mig, da vi fik besøg af forældrene til kaptajnen. Vi så de ukendte dræbte, men havde vi set sorgen, havde vi bedre
forstået. De kår vi har i dag, er købt med blod. Disse unge mennesker gav, hvad de havde. Vi vil rette vore øjne mod den unge førers forældre og sige: Tilgiv os, som
blev ufortjent skånet og frelst, vi, som kun tog imod.

Overbetjent Nissen og politiassistent Jensen-Frøbjerg foretog derefter afsløringen af stenen, der var dækket med RAF-flaget og Dannebrog. Den bar indskriften:

"Danmark takker disse Englands sønner, som her blev indhentet af døden den 16. maj 1944"

Derefter navnene på de omkomne flyvere: E.J. Presland (på stenen står Prestland), A.E. Slade, B.J. Hudson, M.L. Abrahamson (Abramson), A.W. Knap (Knapp),
C. Ashcroft, R.E. Leatham og A.G. Wrigth (Wright). — (De rigtige navne i parentes)

Nederst står: Rejst af beboerne i Gamtofte Sogn.

Politimester Andresen, Assens, bragte de danske myndigheders hilsen og tak til de tapre flyvere, der kæmpede for de allieredes sag, som var, og stadig er, vor sag. Vi, som gennemlevede de tunge år, husker, da de store fugle drog mod syd. Vi tænkte på, om flyverne fik lov at gense deres kære. Ikke alle gjorde det. Disse unge flyvere hviler nu i dansk jord. Deres minde vil ikke dø.

Ingen ord kan udtrykke vor taknemmelighed
Wingcommander Braig takkede på sin tjenestes vegne for den forståelse, man havde mødt her, hvor de unge landsmænd havde mistet livet i kampen for friheden. Mange mænd fra mange nationer er døde borte fra deres hjem. Nogle hviler under et enkelt kors. Andre har intet andet minde end himlen og skyerne over deres grave. Det er en lykke, at disse unge mænd fandt et hvilested her. Over 40 mindesmærker har danskerne sat for RAF her i landet siden 1945. De er med til at minde om symbolet for det mål og den arv, vore lande er fælles om. Intet ord kan udtrykke, hvilken pris vi sætter på det, der er gjort. Jeg vil sige ganske enkelt: Jeg takker Dem. Hr. Braigs tale blev oversat til dansk af sproglærer Brandes, Odense.

Mange højtidelige kransenedlæggelser
Mr. Presland trådte derpå hen til mindestenen og nedlagde en krans. Det var et gribende øjeblik. hvor alle de tilstedeværende følte med forældreparret. Commander Braig nedlagde en krans fra RAF, politimester Andresen en krans fra de danske myndigheder og A.M. Justesen, Odense, en krans fra The American Legion, idet han på smuk måde mindede om kammeratskabets betydning. Fra Røde Kors blev der nedlagt en krans af bogholder Bent Martensen, Assens, der talte smukt til forældrene og takkede dem for sønnens indsats. Sognerådsformand Ejlert H. Jørgensen nedlagde en krans fra Gamtofte Kommune, dommerfuldmægtig Valentiner Branth, Assens, lagde blomster fra Hjemmeværnet og brygger J. Larsen fra Forsvarsbrødrene i Assens.

Det var meningen, at hr. eller fru Presland ville have talt, men begge var så overvældet af bevægelse, at de ikke var i stand hertil. De trådte i tavshed frem foran stenen.
Fru Presland bar sønnens ordensdekorationer. — Pastor Finnerup nævnte, at det var ægteparrets ældste søn, der havde fundet døden. Den yngste havde kæmpet mod japanerne, men var sluppet uskadt hjem. Den unge kaptajn, der mistede livet ved sin 41. overflyvning, var dekoreret 4 gange — sidst 8 mdr. før han dræbtes, med den fornemste dekoration, der findes.

Højtideligheden var hermed til ende, men mængden spredtes kun langsomt, og mange var de, der stille nedlagde en buket ved foden af stenen på den smukke plads mellem de blomstrende frugttræer."