Uddrag af  Anders Bjørnvad: "De fandt en vej" s. 141.                               Se også Toldstrup-Rebild

"Natten til den 7. maj 1944 nedkastede et amerikansk fly for første gang våben til Danmark. Nedkastningen fandt sted ved Rugaard på Fyn.

De 12 containere blev kastet perfekt, men på hjemturen blev den 4-motorede Liberator skudt ned ved Skjern. Besætningen sprang under dramatiske omstændigheder ud med faldskærm. 4 mand måtte hoppe på lugen, før den gik op, hvorpå de røg ud i luftrummet.

Ved 4-tiden fandt man en forslået flyver i nærheden af maskinens vrag ved Vognbjerg. Han oplyste, at resten af besætningen var dræbt. Derpå blev han overgivet til den tyske værnemagt. Ved 21-tiden samme aften anholdt tyskerne en af de "dræbte" ved Borris.

To andre flyvere blev meget forskrækkede, da de ud på morgenstunden mødtes i en skov. De fulgtes ad nordpå mod Videbæk. På vejen havde de nær skræmt livet af en tysker på motorcykel. Han blev rystet i sin sjæls inderste ved at se amerikanske flyvere - i fuld uniform - midt på en jysk vej. De to flyvere blev opsamlet, og Toldstrup tog til Videbæk for at hente dem. Turen gik derefter mod nord - til Holstebro. På vejen bad Toldstrup flyverne smide de mest iøjnefaldende uniformsgenstande. Efter at have ovemattet hos bager Børge Larsen i Holstebro, førtes flyverne til Salling, hvor læge Anton Rask tog sig af det videre fornødne. Ca. den 12. maj gik flyverne om bord i båden "Mathilde" og sejlede ud af Limfjorden for senere at nå Sverige.

Disse to flyvere tæller afgjort med i forårets store "høst" - tilfældets høst, som det jo altid var.

Episoden er ikke medtaget under kapitlet "Flyvende forår" af flere grunde.
Dels er vi nu kommet til Jylland, dels var flyvernes mission en anden end alle de andre flyveres. Endelig fik redningen af de to måske mere kontant betydning end det normalt var tilfældet.

Ikke mindst den amerikanske chef i SOE/OSS, major Kai Winkelhorn, havde været spændt på, hvordan flyvningen til Fyn forløb.

Ganske vist måtte han rapportere, at flyet var blevet skudt ned. Men senere havde han en samtale med de to hjemvendte flyvere, der oplyste ham om deres eventyrlige færd. Og derpå kunne han meddele sine foresatte, at den modstandsbevægelse, der så hårdt sukkede efter våben, bestræbte sig på at hjælpe evt. overlevende allierede våbenflyvere.

Naturligvis var der altid risiko forbundet med at flyve våben til et besat land, men man ville da gerne have sikkerhed for, at nedstyrtede flyvere blev hjulpet efter evne. Denne sikkerhed fik USAAF nu. Det var et godt tidspunkt.

Forhandlingerne om øgede våbenleverancer til Danmark førte i sommeren 1944 bl. a. til at 19,605 karabiner (cal. 30), godt 6 millioner stk. ammunition hertil, samt 66,000 magasiner, 1387 automatiske pistoler med 130,000 stk. ammunition, 601 stk. raketvåben, de fleste bazookaer, næsten 7000 raketter hertil og 79,994 lbs plastisk sprængstof af amerikansk oprindelse, blev nedkastet i ovennævnte periode.

Toldstrup, der netop var blevet nedkastningschef i Jylland og havde hænderne fulde, tog sig karakteristisk nok tid til selv at hjælpe de to flyvere. Det var første gang, han så og talte med allierede flyvere. Det var en oplevelse for ham, og med sit organisationstalent så han straks, at et eller andet måtte kunne gøres, således at chancerne for opsamling af flyvere blev større.

Efterhånden som han fik opbygget sin vældige våbenmodtageorganisation, fik hans distriktschefer besked på, at de i tilfælde af nedstyrtninger skulle undersøge, om der var overlevende, som kunne hjælpes. Der skulle sendes folk i marken i den slags tilfælde."