McCormacks beretning

"Som nævnt forlod piloten, McCormack, som den sidste maskinen, og han landede i vandet, formentlig nogle få hundrede meter nord for Langelandsbroens nuværende placering.

Om selve nattens begivenheder beretter McCormack:
Den 28/29 januar 1944 gennemførtes et luftangreb på Berlin, i hvilket jeg deltog, og angrebet gennemførtes iflg. arkivernes oplysninger af
677 fly: 432 Lancasters, 241 Halifax og 4 Mosquitos. Afgangstidspunktet blev fremrykket, og jeg mener, at vi afgik lidt over midnat og fulgte ruten som vist på kortet.

Det var min opfattelse, at vi over Berlin var blevet ramt i maskinens bug, mens bombelemmene var åbne, og senere formodede jeg, at en brændstofledning var blevet beskadiget.

Under hjemturen passerede vi den tyske kyst og nærmede os det punkt, hvor vi skulle ændre kurs, da den ene motor satte ud og nummer to begyndte at opføre sig på samme måde. Der var stærk modvind fra Nordsøen, så jeg besluttede at vende og forsøge at nå Sverige på to motorer. Jeg havde netop fået vendt, da yderligere en motor svigtede, så jeg besluttede at lade besætningen springe ud med faldskærm, mens jeg endnu havde maskinen under kontrol ved hjælp af en motor, og flyverutens omtrentlige forløb kan rekonstrueres ud fra besætningsmedlemmernes landingssteder.

Det har været ved femtiden om morgenen, at vi sprang ud med faldskærm, og i lighed med nogle af de andre landede også jeg i vandet. Jeg kom fri af faldskærmen og pustede min Mae West (svømmevest) op og trådte vande, da mine fødder ikke kunne nå bunden. Faldskærmen drev væk fra mig, og da den var det eneste jeg kunne lokalisere i mørket, fulgte jeg dens retning. Vinden blæste i en ret linie, og den strammede faldskærmens liner ud, og til sidst trak den af sted med mig. Efter nogle få minutter fik jeg med fødderne kontakt med havbunden, og jeg kunne vade i land. Jeg trak faldskærmen ind, pakkede den godt sammen og begravede den i sandet.

Derpå åbnede jeg min flugtpakke og tog en Horlicks mælketablet og løb i luntetrav hen ad stranden, så godt jeg nu kunne orientere mig, da det gjaldt om at komme væk fra området og finde et sted at skjule mig. Jeg krydsede ingen hegn eller vej, men kom hen til et skur, som indeholdt landbrugsredskaber og en hestevogn. Skuret lå ikke så langt fra stranden. Jeg havde ikke bevæget mig ret langt.

Vi bar ikke specielle flyverdragter, men fløj i vores almindelige uniformer (som ses på billedet af besætningen), så jeg måtte løbe på stedet for at få varmen, således at kropsvarmen kunne tørre uniformen. Jeg frøs utrolig meget, men fik det ret hurtigt bedre.

Jeg rev mine distinktioner og officersstriber af uniformen og stoppede dem ind mellem brædderne i skurets vægge (det havde vi fået ordre til af vores efterretningsofficerer ved vores briefing, for hvis vi var landet i Tyskland og bar flyveruniform, kunne det let medføre umiddelbare repressalier, men hvis man ikke bar den, kunne man slippe væk for en tid, indtil følelserne havde lagt sig noget, så man ikke påkaldte sig opmærksomhed.

Min første opgave var at finde ud af, hvor jeg befandt mig. På stien uden for skuret var der et vejskilt med et uforståeligt navn. Jeg besluttede at pakke noget ud af min "flugtpakning". Jeg havde to flugtkort syet ind under skulderstropperne, to magnetiske knapper syet på uniformen, en kam med to magnetnåle skjult i den tykke del af kanten, en kniv fastgjort langs det nederste af højre ben inde under buksebenet, et sammenfoldeligt barbersæt og mit "flugt-sæt" (mælketabletter, barberblade, tændstikker, koncentreret frugt ect. samt et kondom), flugtpenge (Kroner og Reichsmark), (jeg har altid fået fortalt, at kondomet skulle bruges til at anbringe armbåndsuret i, hvis man var nødt til at svømme; men når man var i besiddelse af flugtpenge, gad jeg nok vide hvor ofte uret blev puttet deri). Jeg sprættede en søm op på mit battle dress og tog flugtkortene ud, skar en tynd strimmel af tændstikæsken og afsøgte kortet oppefra og nedad for at forsøge at fastslå, hvor jeg var.

Desværre må stedet have været for lille til at være angivet på kortet.

Jeg rev en af knapperne af min våbenfrakke og balancerede den på enden af en tændstik. Disse knapper havde en meget lille hvid prik. Når man snurrede knappen rundt og lod den falde til ro, ville prikken pege mod nord, og på den måde kunne man fastlægge nord og de øvrige retninger. Det var naturligvis lidt simpelt, men jeg fandt snart ud af, hvilken retning der var øst og fik igen orienteringen, for da jeg sprang ud i mørket fra flyvemaskinen, var der kun en retning: ned!

Da det blev lyst, stod jeg uden for skuret, og jeg troede ikke, at der var nogen i nærheden, og jeg prøvede at lægge en plan, men så kom der pludselig en stor dreng hen til mig. Det var ikke muligt for os at tale sammen, men han viste mig på kortet, hvor jeg var, men derefter forsvandt han, men kom senere tilbage med nogle sandwiches, hvilket jeg trængte til (teoretisk skulle min overlevelsesration have kunnet holde mig i live i mindst 5 døgn, suppleret med hvad jeg havde kunnet fange ved hjælp af min kniv).

Om natten tog jeg ud for at lede efter en båd. Jeg gik ad små markveje, men mine anstrengelser gav intet resultat. Jeg vendte tilbage til skuret, idet jeg havde besluttet at gå langs stranden den følgende nat. Jeg regnede med, at hvis jeg kunne få fat i en båd, kunne jeg tage fra ø til ø, indtil jeg nåede Sverige. (På det tidspunkt syntes jeg, at ideen var god, men når jeg tænker tilbage, tror jeg nok, at jeg skulle have været meget heldig for at gennemføre den).

Den næste dag dukkede drengen op igen, men til min store ærgrelse og forbavselse havde han en politibetjent med. Politibetjenten tog mig med til, hvad jeg formodede var Rudkøbing rådhus eller politistation, og jeg blev sat ind i arresten. Lige inden jeg skulle ind i cellen, var der forsamlet en hel flok mennesker, og det vakte almindelig jubel, da jeg kastede alle mine flugtpenge hen til dem, inklusive kondomet! - Så i stedet for at krydse den smukke Østersø, måtte jeg modstræbende og under tvang nyde gæstfrit ophold i "Det Tredje Rige!"

Jeg blev samme aften bragt til Svendborg og derpå til Odense og videre til krigsfangelejren Dulag Luft ved Frankfurt am Main.

Indtil da var jeg ikke blevet kropsvisiteret, og jeg havde stadig min kniv, barbersæt, kam og den afrevne knap samt flugtkort. Ved visitationen før forhøret tog de mit armbåndsur, kniv og sammenfoldelige barbersæt, men resten fandt de ikke.

Efter afhøringen blev jeg flyttet til Stalag Luft III, nordsektionen. Jeg ankom dertil et par måneder før flugten, som er kendt som "Den store flugt". Jeg sluttede mig til flugtorganisationen og overlod min kam, knap og kort til organisationen, og nogle af deltagerne tog disse ting med sig på denne flugt."

McCormack anførte, at han straks efter at være kommet i land begravede faldskærmen i sandet på strandbredden. Ca. otte dage senere blev den fundet af Ejnar Lollesgaard Rasmussen, og nogle år efter krigen blev han ejer af det skur, som McCormack skjulte sig i. Gavlen af det pågældende skur kan i dag tydeligt ses mod nord, når man ankommer til Langeland og netop har forladt brodæmningen.

Gennem et større detektivarbejde er det lykkedes at findefrem til den dreng, som fandt McCormack. Drengen hed Palle Kidmose og var født i 1928 og var således på daværende tidspunkt 15 år. Da han imidlertid døde i 1947, har han ikke selv kunnet berette om begivenheden.

Ved et af de besøg, hvor Palle Kidmose bragte en madpakke til McCormack, havde han endvidere følgeskab af sin fætter, og denne kan tydeligt huske begivenheden.

Blandt befolkningen har der i eftertiden verseret de utroligste historier om McCormacks færden inden tilfangetagelsen. Et sejlivet rygte ville vide, at han var gået ad jernbanelinien til Spodsbjerg og skulle have forsøgt at få en fisker til at sejle sig til Lolland. Et andet rygte ville vide, at han skulle have vandret helt ned til Nordenbrogaard, hvor lensgreve Kai Ahlefeldt-Laurvig på dette tidspunkt boede, men disse historier savner ethvert hold i virkeligheden.

Om sin egen baggrund har Alan 0. McCormack oplyst, at han er født i Melbourne den 19. marts 1919, at hans forældre var 3. generation australiere, og at de første var indvandret fra Skotland og Irland.

McCormack fik sin skoleuddannelse i Melbourne op til datidens niveau for indtræden på universitetet, men meldte sig i stedet til luftvåbnet, hvor han gjorde tjeneste i over 20 år.

Han meldte sig i 1937 og gennemførte flyveruddannelsen og blev udnævnt til officer i juni 1938. Da krigen brød ud, gjorde han tjeneste i Darwin v. 12. Squadron. Efter i en periode at have været instruktør, blev han den 31. marts 1943 stationeret i England. Han fuldførte operativ træning i Wellingtonmaskiner, men blev senere omskolet til Halifax, og den 25. september 1943 blev han udnævnt til chef for A-gruppen i 466. Squadron, som hovedsageligt var bemandet med australiere og var stationeret i Leconfield i Yorkshire. Denne enhed havde netop skiftet fra Wellington (2 motorers) til Halifax (4 motorers), og anvendte denne flytype for første gang ved en minelægningsoperation ved de hollandske frisiske øer i december 1943. Hver maskine medførte 4 stk. 1000 punds miner. McCormack er dog ikke i besiddelse af optegnelser over, hvor mange togter han tog del i frem til den 28. januar 1944. Efter krigsfangenskabet fortsatte han i det australske luftvåben og gjorde bl.a. tjeneste i Japan, Indonesien, Malaysia og naturligvis i selve Australien, bl.a. i Forsvarskommandoen, afd. For langtrækkende våben, atomvåbenforsøg m.v.

Siden han afgik med pension i 1957 har han drevet en farm i Queensland, men han er stadig i besiddelse af flyvercertifikat og er jævnligt ude at flyve, og det vil han blive ved med så længe han kan bestå de regelmæssige helbredsundersøgelser. (PS: McCormack døde i 1998.)

I forbindelse med efterforskningsarbejdet med denne bog er der skabt kontakt mellem de overlevende besætningsmedlemmer, og ud fra de enkeltes beretninger har McCormack desværre måttet konstatere, at de enkelte besætningsmedlemmers første kontakt med den danske civilbefolkning skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Selv om begivenheden fandt sted næsten et halvt år efter den 29. august 1943, så var befolkningen tilsyneladende temmelig hurtig til at tilkalde det danske politi, som derpå måtte overlade de pågældende flyvere til en uvis skæbne i tysk varetægt. På dette punkt har han desværre ret. Ingen overlevende flyvere i området Tåsinge-Langeland undslap til Sverige, men kom alle i tysk varetægt.

Med hensyn til selve bombeflyet, som fløj videre forladt af hele sin besætning, ved vi desværre intet. Da der ikke foreligger oplysninger om nedslag over land i området, er maskinen formentlig styrtet i havet og knust i større og mindre dele og evt. spredt over et større område. Da vragdykkere stadig finder efterladenskaber fra krigens tid, er det ikke umuligt, at vragdele fra dette fly en skønne dag dukker op.