Major PEDERSEN, rekrutteringsofficer VESTER, medlemmer af Hjemmeværnet, ærede danske veteraner, ærede gæster.

Jeg må begynde med at sige, at det er en meget stor ære for mig og min søn Gordon at være her idag. Uheldigvis kunne min datter Courtney, medlem af
Canadian Army Reserve ikke være med os idag.

Som David Geddes og millioner af andre i min generation havde vi slægtninge, som vi aldrig kunne møde. Vi hørte om dem fra vore familier og vi hørte om deres
heroiske og tragiske ofre under krigen. Min far Gordon var meget tæt på sin bror Arnold og sin fætter Bill og Bills søster Betty. Da krigen kom, meldte min far sig
til den canadiske hær, hans bror Arnold meldte sig til den canadiske flåde og Bill meldte sig til det canadiske luftvåben. Bills død den 25. september 1942 var en
dobbelt tragedie for vores familie. Bare 11 dage tidligere var Arnold blevet dræbt, da destroyeren HCMS Ottawa blev ramt af en torpedo og sank mens skibet
eskorterede en konvoj på Atlanterhavet. Fra Bill og Arnold har jeg den store ære at bære navnet William Arnold EMERSLUND.

Da jeg var barn fik jeg fortalt om Bill og Arnold og hvordan de døde under krigen. Det blev forklaret mig af min far og min onkel på min mors side, som havde været
i den canadiske flåde, at "en krig skulle udkæmpes og man skulle gøre sin pligt." Min far og min bedstemor og Bills søster Betty kendte ikke omstændighederne
ved Bills død. De havde en opfattelse af at Bill var blevet skudt ned et sted over Tyskland. Det var ikke før for omkring 25 år siden at jeg opdagede at Bill og hans besætning var omkommet her og var begravet i Danmark, da jeg fandt en bog om alle de 16.000 canadiere, der var omkommet i Anden Verdenskrig, mens de gjorde tjeneste i RCAF eller RAF. Bogen hedder “They Shall Grow Not Old”. Det var mig, der fortalte min tante Betty at hendes bror Bill var begravet i Danmark. Betty døde
for adskillige år siden og vidste i det mindste det.

Som barn, så teenager og så som voksen tænkte jeg tit på Bill og Arnie og hvordan det kunne have været, hvis jeg havde mødt dem. De onkler jeg aldrig kom til at
kende. Kendskabet til dem, deres pligttroskab og ofre gjorde stort indtryk på mig og min arv fra familien. Jeg regner med det er indlysende ud fra den uniform jeg
bærer, og det er gået videre til min søn og min datter.

Jeg har lært om hvordan mange mennesker fra lande som Danmark besat af tyskerne kæmpede videre i Royal Air Force og andre dele af de væbnede styrker, og
om den tapre modstand fra borgere i de lande inklusive Danmark mod besættelsesmagten.

For adskillige år siden opdagede jeg på internettet det fantastiske og grundige undersøgelsesarbejde der var gjort med Lancaster R5679 af Anders Straarup,
David Geddes, Mike Brewser og mange andre. Jeg blev overvældet, da jeg fandt ud af at denne lille landsby Grønhøj i Danmark har æret 7 unge mænd fra
Storbritannien og Canada, der døde her for omkring 73 år siden. Det var en overvældende fornøjelse at komme i kontakt med David og Anders og at lære om det
utrolige undersøgelsesarbejde de har lavet for at ære disse mænd.

Lewis Morrison,  Cedric Coldicott,  John Duffield,  Alexander Cormack,  Thomas Bevan,  Edwin  Dyson og Bill Emerslund var usædvanlige unge mænd med en lys
fremtid for sig til de tragisk nok endte her for 73 år siden.

Min familie vil altid føle stolthed og glæde over at et lille stykke Danmark altid vil være canadisk. På vegne af min familie, alle medlemmer af Canadas forsvar og det canadiske folk vil jeg takke jer alle for jeres omsorg og interesse. Gud velsigne Danmark og jer alle.     Mange tak.