Den dag jeg blev taget til fange

Vi var over Nordsøen med kurs mod England efter vores mission til Danmark. Vi var under angreb fra formationer af tyske ME109 og JU88 jagere.

Et fly lige til højre for os blev ramt og styrtede i havet. Omkring 2 minutter senere hørte jeg en meget høj eksplosion, der lød i retning af vores højre vinge. Så hørte jeg piloten spørge navigatøren hvor det nærmeste land var, og navigatøren (Peacock) sagde 90 grader stik øst, 20 minutter borte. Med dette vidste jeg, at  vi havde fået et dødsstød og at vi var på vej ned. Piloten (Lavies) kaldte bombekasteren (Schuman) og sagde til ham, at han skulle kaste bomberne. Dette blev gjort, fordi vi ikke havde kastet bomberne i målområdet på grund af tæt skydække. Det var også nødvendigt ikke at have bomber ombord, når flyet styrtede ned.

Jeg så først flyet, der skød os ned senere, da han fulgte os ind til land.

Lavies kaldte også hele besætningen og sagde at han ville sænke flyets landingsstel. Vi vidste det var et almindeligt tegn på, at man ville overgive sig (men kun få
tyske piloter respekterede det.)

Hele tiden var der høje eksplosioner for hver 10 til 15 sekunder. Vores brændstoftank til motor nummer 4 var i brand. Eksplosionerne var meget voldsomme, så de
blæste ilden helt ud inden den igen brød ud i en kæmpestor ildkugle fulgt af nok en eksplosion. Ilden var meget varm og vi havde en hale af ild på omkring 10 meter
efter os. Der var fuldstændig tavshed med samtaleanlægget, og jeg er sikker på at hverken jeg eller nogen andre på flyet troede, at vi ville nå land - vi ville snarere
styrte i havet.

Jeg kunne se at en tysk JU88 fulgte med godt bag os, uden for skudvidde og også let over os. På omkring det tidspunkt kaldte jeg piloten og bad om tilladelse til at
forlade min position i det kugleformede tårn under flyet. Piloten gav mig tilladelsen, så jeg forlod tårnet, fandt min paraply og gjorde min faldskærm pakket på brystet
fast til mit remtøj og satte mig op mod et skot og ventede på hvad der måtte ligge forude.

Jeg husker ikke at nogen sagde et ord. Alt syntes rutine. Der var ingen panik, og vi sad alle i stilhed og ventede bare på at komme ind til land. Jeg husker ikke at
have været bange, men det må jeg have været! Jeg husker jeg bad på grund af den sorg og pine mine stakkels forældre ville komme til at opleve. Jeg troede aldrig,
at jeg ikke ville klare de prøvelser, der lå foran mig. Jeg var meget rolig og meget parat til at springe så snart jeg så land.

Eksplosionerne syntes at blive meget kraftigere og det så ud til at den del af vingen, der var bag ilden, bøjede opefter. Men vi fløj plant og i et let dyk for at flyve
hurtigere. Vi var på over 500 km i timen, og jeg vil anslå højden til at være omkring 450 til 600 m, da vi sprang ud.

Netop da vi var tæt på land kaldte jeg over samtaleanlægget for at sige, at jeg var ved at springe ud, og jeg ønskede alle held og lykke. Jeg hørte ikke nogen andre
gøre det, og jeg fik heller ikke noget svar. Der var 5 besætningsmedlemmer i bageste ende af flyet, der ville springe ud af bagdøren i flyet. Swindler (agterskytte)
Walcott (radio) Harman (venstre sideskytte) Guastella (højre sideskytte) og mig selv (bugskytte). (Se tegning af besætningen på en B-17.AS)

Jeg startede mod bageste udgangsdør, men Guastella var foran mig. Han trak i klinken, som kastede døren ud, men da han så stod i døråbningen, stivnede han og
sprang ikke. Uden tøven løftede jeg foden og gav ham et ordentligt los i røven, så han fløj ud af døren. Jeg sprang næst efter, ventede et sekund på at komme fri af
flyet og tak i udløserlinen. Faldskærmen foldede sig ikke ud. Jeg kiggede ned og fandt ud af at bremsefaldskærmen var blevet fanget i betrækket. Jeg trak den hurtigt
ud og fik hovedfaldskærmen til at folde sig ud. Da det skete, kom der et meget kraftigt ryk og så et jævnt fald derefter. Først var der tysk geværild fra jorden et stykke
vej væk, men det standsede pludseligt. Den JU88, der havde fulgt os, kom flere gange tæt på over os. Jeg så kun de 5 faldskærme fra flyverne, der var sprunget ud
fra bagenden af flyet. På omkring den tid hørte jeg den meget høje eksplosion, da Pot O'Gold styrtede ned - det forekom at være omkring 5 km øst for hvor jeg var.
Jeg så ikke nogen søer under mig.

Selv før jeg landede, så jeg tyske tropper i det fjerne. Jeg landede med sådan en kraft, at jeg næsten blev lammet. Det var i en mark, der var pløjet i efteråret, frosset,
men da det nu var over frysepunktet, havde jorden en let mudret overflade. Marken var meget ujævn og havde pytter med mudret vand. Jeg var ikke slemt såret, måske med muskelforstrækninger og en del buler, men heldigvis ingen brækkede knogler eller led af lave. Jeg var meget øm i flere dage efter faldet. For nogle få dage siden kontaktede jeg selskabet, der lavede faldskærmen. Jeg fik at vide at jeg kom ned med en hastighed på 21 km i timen. Intet under at det føltes så hårdt.

Jeg kunne se tyskerne havde dannet en halvcirkel rundt om mig, og da jeg frigjorde min faldskærm, stampede jeg den bevidst ned i det mudrede vand, da jeg mente
det ville gøre det sværere for tyskerne at bruge den. Klokken var omkring 14.30, da vi blev taget til fange.

Nu var tyskerne tæt på og råbte, at jeg skulle have hænderne i op. Der var dusinvis af geværer rettet mod mig, og da jeg fik hænderne op, tog de fat i mine arme og spurgte, om jeg havde en pistol. Så lavede jeg den fejl at svare dem på tysk, da jeg troede at det at tale tysk ville hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg fortalte dem,
at jeg ikke havde nogen. De kropsvisiterede mig og fandt ud af at jeg ikke havde et våben.

Der var en lille vej tæt på og en temmelig lille bil kom til. De førte mig hen til bilen. Der var en stor gasbeholder af en slags fastgjort bag på bilen, og en tysker puttede
hvad der så ud som små træstykker i et lille rum under gasbeholderen. Så dryssede han et hvidt pulver over træstykkerne.

Lige mellem bildørene og tæt på taget var der en afviserarm med teksten FORD. De placerede mig på bagsædet ved siden af en tysk soldat. På det tidspunkt så jeg
ikke nogen fra min besætning. Vi begyndte at køre og kom snart til en bakke, ikke særlig stejl, men bilen havde meget lidt kraft, og da vi var næsten ved toppen af bakken, gik bilen i stå. Tyskeren bakkede helt ned fra bakken og holdt stille. Han gik ud og lagde flere træstykker og mere pulver på, ventede i nogen tid og startede
igen op ad bakken. Denne gang klarede bilen lige akkurat toppen af bakken. Jeg tror at vi kørte mod øst og efter adskillige vejsving kom vi til det tyske hovedkvarter
(den danske skolebygning). Jeg regner med at vi havde kørt måske 3 km, men det er et groft skøn. Jeg husker tydeligt det store flag med hagekors, der vajede fra flagstangen. Det første af mange hagekors-flag jeg kom til at se.

De tog mig indenfor og her var der adskillige fra min besætning. Jeg husker bare ikke hvor mange eller hvem de var. Jeg tror bestemt der var 3 besætningsmedlemmer, men jeg er slet ikke sikker. I løbet af den næste time bragte de resten af besætningen ind bortset fra piloten (Lavies) og navigatøren (Peacock). Så nu var der 8 fra
vores besætning.

Når de bragte et besætningsmedlem ind, ville de notere hver persons navn, rang og nummer. Jeg husker ikke, at de stillede nogle militære spørgsmål. De tog også
det ene af vore hundetegn og lod os beholde det andet. Jeg husker, at da tyskerne bragte Swindler ind, sagde tyskeren: "Ja, vi havde også en mand ved navn Swindler, men sidste uge tog vi ham ud og skød ham!!!"

Da de bragte Ryers ind, fortalte han mig, at der var et hus tæt på hvor han landede. Da han troede, at den danske undergrundsbevægelse måske ville hjælpe ham, bankede han på døren og blev hilst af en, der så ud som en ven. Hun fik ham til at komme ind. Hun kunne ikke tale engelsk, men gav ham en kop kaffe. Han så at
hun brugte telefonen og tænkte, at måske var hun ved at ringe til undergrundsbevægelsen efter hjælp. I stedet for blev han få minutter senere samlet op af enten
dansk politi eller en tysker, jeg husker ikke hvad det var. Jeg husker sikkert at han følte stor afsky og ønskede at han ikke var gået hen til det hus og han kaldte hende
en Nazi kollaboratør.

Omkring ved den tid kom en højtstående tysk officer, der tog et ordentligt kig på os, men jeg forstod ikke nok af hvad han sagde til at finde ud af, hvorfor han var der.
Jeg tænkte at måske var han den tyske pilot, som havde skudt os ned, og jeg ville gerne have talt med ham, men jeg vidste, at det ville jeg ikke få lov til.

Omkring en time eller to senere kom en tysker hen til mig med hvad jeg genkendte som genstande, der tilhørte piloten. Det ene var hans armbåndsur, det andet var
hans nedstyrtningsarmbånd (en personlig genstand mange i militæret købte. Det blev båret om håndleddet og havde bærerens navn indgraveret) og nok et var ringen fra hans klasse. Jeg kiggede på genstandene og sagde: "Nej, jeg ved ikke hvem de tilhører." Tyskeren skubbede mig vredt ud af døren til hvor der var en vogn med en tildækket genstand. Han trak tildækningen væk, så pilotens hoved blev blottet. Jeg rørte hurtigt hans ansigt og mærkede det var koldt, men jeg fik hurtigt et spark væk
og tyskeren sagde: "Måske vil dette genopfriske din hukommelse." Da identificerede jeg piloten, da jeg vidste han var død.

Dette plagede mig voldsomt, og da de tog mig indenfor igen gav jeg den triste nyhed videre til resten af besætningen.

Vi stod der lammede og tavse.

Omkring det tidspunkt bestemte jeg, at mit flugtudstyr ikke ville være mig til nogen nytte, og da tyskerne stadig ikke havde fundet det, vidste jeg at det ville de snart
gøre, og jeg ønskede ikke de skulle have det. Derfor bad jeg om at måtte gå på toilettet. Jeg skyllede kortene ned og begyndte at skylle de franske francs i flugt-
udstyret ud. Jeg må have prøvet at skylle for hurtigt ud og toilettet proppede til. Jeg havde så ikke andet valg end at rive resten af pengene i stykker og smide dem
i toiletkummen og bede vagten om at tage mig tilbage til resten af besætningen.

Meget snart hørte jeg høje tyske stemmer virkelig give en eller anden tysk vagt en ordentlig omgang for ikke at finde flugtudstyret og tillade mig at ødelægge det. Jeg
blev ført hen til en tysk officer, og hele min krop blev undersøgt. De fandt min tegnebog, som indeholdt adskillige britiske pund og også nogle amerikanske pengesedler. Den tyske officer tog alle pengene og gav den tomme tegnebog tilbage til mig. Jeg forlangte en kvittering, og det provokerede officeren. Han ønskede at vide hvorfor jeg
ville have en kvittering. "Fordi vi er ved at vinde krigen, og jeg vil have pengene, når krigen er slut." Det gjorde ham virkelig stiktosset. Han sagde så, at jeg var en
forræder i forhold til det tyske fædreland, og at jeg ville blive skudt. Han sagde til vagten: "Få den svinehund væk, så jeg ikke skal se på ham mere. Vi tager os af ham senere." Jeg lærte snart at prøve at skjule min tyske oprindelse, og når en tysker ville spørge, hvordan jeg havde lært tysk, ville jeg altid svare, at det havde jeg lært i skolen, men kun i et år, da jeg ikke ville have de skulle vide, at mine bedsteforældre mest talte tysk. Det ene år var for at forklare, at jeg ikke kunne tysk ret godt. Jeg havde aldrig tysk i skolen.

Da vi var hos det tyske luftvåben i Danmark, blev vi ikke behandlet dårligt, selv om en tysk officer fortalte os, at Tyskland havde underskrevet Genevekonventionen.
Dog tilføjede han, at det ikke gjaldt personel i flyvevåbnet, da vi myrdede kvinder og børn og vi ville blive behandlet derefter.

De menige tyske soldater ville ikke tro at vi var amerikanere. De sagde, at Amerika var ikke i krig med Tyskland. Da vi overbeviste dem om at vi faktisk var amerikanere, sag de, at vi måtte være lejesoldater - betalt af briterne.

Jeg spurgte en af vagterne, om ham ville kappe den lange ledning af, der var fastgjort til min elektrisk opvarmede dragt. Det var meget irriterende at have den i vejen
altid. Det var han med på, men han havde stort besvær med at skære den over, og til sidst hentede han en økse for at kappe den af, og jeg takkede ham for at have
gjort det.  Det må have kostet mange flyvere livet, at de der lavede dragten ikke havde lavet en aftagelig ledning

Vi var på den tyske kaserne, og mange af de tyske soldater var ved at gøre sig klar til at tage til byen. En af dem sagde til mig, at han havde en dansk veninde, som
han havde planer om at besøge den aften. Det blev snart aften. Jeg husker ikke at have fået noget at spise. De fik os til at gå i seng nær andre tyskere og jeg sov godt. Jeg havde været meget træt, så jeg sov til daggry, hvor jeg blev vækket. Igen fik vi ikke morgenmad, men en venlig dansker, som må have arbejdet for tyskerne, gav
hver af os noget hårdt brunt brød og en skive pølse til turen i et tysk tog, der først tog os til Hamburg og så videre til Dulag Luft som er nær Frankfurt i Tyskland. Vi var
nu i Tyskland uden at vide, hvad der lå foran os.

(En anden tysk pilot undlod også at skyde et fly ned. Se Amazing tale of WWII pilot's encounter with German flying ace i The Daily Mail den 9. december 2012. AS)