Kaptajn Robert B. Clays erindringer              In English                            Updated:  25 SEP 2008

Kaptajn Robert B. Clay var pilot på "Stormy Weather" der styrtede ned 24. Maj 1944 ved Østerholm på Als. Et oversigtskort er her, nedstyrtningsstedet er her.

I 40 år efter krigens afslutning havde Clay ikke engang talt om det, han havde oplevet. Han ønskede ikke at genopleve vreden og bitterheden som krigen havde forårsaget hos ham for så mange år siden. I 1999 tog den pensionerede oberstløjtnant Robert B. Clay til Årskongres 54 hos sammenslutningen af tidligere krigsfanger i lejren Stalag Luft III under 2. Verdenskrig. Daniel Surprise, tidligere krigsfange og sideskytte på Clay’ s sidste togt til Berlin, kom for at besøge ham, mens han var i Kansas City under konferencen. Surprise medbragte den seneste udgave (marts 1999) af Polebrook Post fra deres luftbase i England under krigen. Surprise viste Clay siden med lederen, der indeholdt et fotografi af en nedstyrtet B-17. Clay studerede fotoet og lagde mærke til at flyet havde det velkendte emblem med J i en trekant på halen – emblemet fra 351st Bomb Group. Et mørkt og i lang tid glemt minde kom skarpt frem for ham. En bølge af følelser fyldte hans tilværelse, da han indså at det var hans fly ”Stormy Weather” som han stirrede på. Der var tårer i øjnene på denne gamle pilot, da han tænkte på, hvor mirakuløst det var at se denne scene efter så mange år.

Dette fotografi og breve der gav og spurgte efter detaljer fra Mick Austin og Gunnar Hounsgaard startede en kæde af begivenheder. Han skrev sin historie, bl.a. udgivet på CD’er. Min kopi fra Gunnar Hounsgaard gjorde det muligt at udvælge uddrag til www.airmen.dk.

Forberedelsen
Robert B. Clay blev født 29. juni 1918 i Utah, hvor han voksede op på en gård. 1930’erne var en vanskelig tid. Efter high school og et 2-årigt kursus på handelsskolen gik han ind i luftvåbnet og kvalificerede sig til at blive officer gennem hårdt arbejde. I efteråret 1941 aflagde han og andre kadetter troskabsed på Fort Douglas, Utah, og tog med tog til Ontaria i Californien for at begynde træningen på Cal-Aero Academy.  

”På grund af chikanerierne fra de ældre elever, som var sekondløjtnanter fra West Point, sagde jeg til mig selv den dag jeg blev udnævnt: “Hvis jeg havde vidst at livet som kadet var så unødvendigt plagsomt, ville jeg aldrig have meldt mig til luftvåbnet.” Men fra da af blev min tilværelse så meget forbedret, at jeg var glad for at jeg havde klaret det igennem.”

I 1943 blev han tilknyttet en B-17 foto-enhed i Colorado Spring i Colorado og senere til 401st Bomb Group i Glasgow i Montana. Nogle medlemmer af hans nyudnævnte besætning fulgte ham helt til slutningen af deres aktive krigstjeneste.

Kamp
De fløj til Polebrook i England, og Clay skrev om starten på kamptogterne:

“På dette punkt i krigen ville enhver besætning i teorien fuldføre 25 togter og ikke vende tilbage, men i realiteten gik en fjerdedel af besætningerne tabt på deres første få togter, især ved at flyve "Tail End Charlie" (TEC) og på grund af manglende erfaring. Yderligere en fjerdedel gik tabt under de resterende 25 og omkring halvdelen gjorde det færdigt og tog hjem. Når man fløj TEC, var man mere sårbar over for angreb bagfra af tyske jagere. Jo tættere formationen var, jo bedre beskyttet var det enkelte fly på grund af dækningen med kaliber 50 maskinkanoner på hvert fly.” (Se Besætningen på en B-17) Han kom tilbage fra sit første kamptogt over Ruhr dalen med et hul midt i højre vinge, hvor en 88 mm antiluftværnsgranat var gået igennem uden at eksplodere!

Efter 4 kamptogter blev Clay flyttet op til at blive eskadrille operations officer. Han gjorde sin besætning til lederbesætning. En lederbesætning skulle kun flyve på et togt, når eskadrillen skulle lede en Group (18 fly) eller en Wing (54 fly).

”På mit togt nr 12 førte jeg vores Wing over Tyskland. - -  Fra 28.000 fod over Tyskland dækkede skyer vort primære mål og sekundære mål. - - Pludselig gik det op for mig, at vi var næsten over en meget stor by, og det betød flak (antiluftskyts). Jeg vidste at vi skulle ikke risikere flak med mindre vi var på indflyvning for at bombe, så jeg begyndte på en jævn venstredrejning for at opretholde formationen med  de 54 fly. I løbet af  50 sekunder kom der omkring 100 byger (kaldet kasse-spærreild) af sort flak til højre for os, i vores højde og netop hvor vi ville have været, hvis vi havde fløjet lige frem. - -  

Jeg vidste at det tog tyskerne to minutter  at følge formationen på radar, og så indstille flak-granaten til at detonere i den valgte højde, og endelig flyvetiden for granaten for at nå vores højde. Jeg ræsonnerede at tyskerne ville antage, jeg ville zigzagge, så jeg blev ved med at dreje til venstre. Endnu en spærreild af flak kom til syne ude til højre. - - Efter en 180 graders drejning tog jeg tilbage i retningen jeg var kommet fra. Bag mig var himlen sort af flak, men ikke et eneste fly var blevet ramt. Mine undvigemanøvrer var lykkedes, og jeg havde en følelse af personlig sejr ved at have gennemskuet de narrehoveder dernede!”

Sidste togt – Taget til fange
Den 24. maj 1944 fløj kaptajn Clay og hans Group på bombetogt til Berlin, men som beskrevet på siden B17 42-38005 og på www.stormyweather.dk  endte han med en voldsom nødlanding på Als. Han prøvede forgæves at brænde flyet. En venlig gammel mand og hans kone gav ham vand, så han kunne vaske blodet af andenpilot Hatten´s ansigt. En velnæret tysk soldat ankom. De var nu krigsfanger.

“Sidst på eftermiddagen den 24. maj 1944 havde en lastbil fra den tyske hær opsamlet alle mine besætningsmedlemmer, som var sprunget ud med faldskærm, og ankom til huset, hvor Hatten og jeg havde været holdt fanget af en tysk soldat. - - Næste dag blev vores besætning sat på et tog med fire eller fem bevæbnede vagter med påsatte bajonetter og overført til Dulag Luft ved Frankfurt til indespærring i isolation og forhør. - - Den syvende dag blev jeg ført ovenpå til forhør. Jeg var parat til at opgive mit navn, min rang og tjenestenummer. Det første spørgsmål fra den tyske forhørsleder var: ”Kaptajn Clay, tror De premierløjtnant Newman van Tassel kan tage Deres plads som operationsofficer?” - - Jeg kunne se deres psykologi – siden de vidste så meget ville alt jeg ville sige ikke gøre nogen forskel.”

Kaptajn Clay afslog tilbud om whisky og om en pige. Forhørslederen kom omkring invasionsspørgsmålet. Clay var sikker på at de allierede ikke ville invadere et så indlysende sted som tværs over Kanalen.

”Jeg fortalte den arrogante lille forhørsleder, at vi ville invadere tværs over Kanalen, og at vi ville invadere meget snart. Jeg forklarede at vi ville invadere med en million mand og at tyskerne var ”kaput”. Det sidste var at jeg fortalte ham, at hvis hans ledere var smarte, ville de opgive det hele, før det var for sent.” Senere fandt Clay ud af at hans erklæring var bare 2 dage før D-Dag. ”Jeg har siden fundet ud af at min tale, hvor jeg foregav at vide noget, ikke havde gjort nogen forskel.”

Efter dage med forhør blev han og de andre officerer taget på en meget ubehagelig togrejse til Stalag Luft III. Her var der i deres 20 gange 20 fod rum 4 gange 3 køjer i etager.

“Tyskerne behandlede os altid dårligt. - - Slutresultatet var at vi stod i 6 timer i regnen uden beskyttelse for vejr og vind. Vi måtte ikke engang gå ud af rækkerne for at gå på latrin.”

”Nogle officerer med forstand på mad regnede ud, at den kost tyskerne leverede var på omkring 1200 kalorier dagligt, hvilket jeg kan bevidne er sultekost.” Manglen på mad fik ham til at udvikle dobbeltsyn, til han havde været tilbage i USA tre eller fire måneder.

Sidst i januar blev mere end 10.000 Krigies (Kriegsgefangene – POWs – slangudtryk for krigsfanger) ført ud af Stalag Luft III. Russerne var mindre end 20 miles borte og stadig på fremmarch. Krigsfangerne kom til Stalag Luft XIIID nær Nürnberg og var der i næsten to måneder. Den mest mindeværdige begivenhed var den totale ødelæggelse af Nürnberg i februar 1945. Midt i marts gik de videre mod sydøst for at undgå at blive befriet.

“Den over 100 miles lange vandring fra Nürnberg til Moosburg var specielt mindeværdig. Vore vagter var behagelige gamle mænd, som indrømmede ”Deutschland was kaput.” Der var mere bedstefar end vagt over dem. Siden vi var yngre og stærkere end vagterne, bar vi tit deres rygsække og rifler.”

Den 28. april 1945 fik fem Sherman tanks vagterne til at overgive sig. ”De to forreste tanks kørte gennem porten til fangelejren og blev straks omringet af tusinder af Krigier, der råbte og sprang op og ned og viftede med armene. (Og vagterne?) Tankkommandøren svarede: ”Vi tager ikke fanger,” som antydning af at de ganske enkelt dræbte fjenden, og så fortsatte. En Krigie talsmand sagde: ”Lad os holde dem som krigsfanger til fodsoldaterne ankommer,” og tankkommandøren sagde: ”OK.” En time efter at den forreste tankkolonne havde bevæget sig videre mod øst, bad Krigie lederne vagterne om at forsvinde. De havde behandlet os humant, og nu havde vi chancen for at gøre gengæld. Dette var ikke nogen lejlighed til repressalier.”

Efter krigen
Jeg besluttede mig til at glemme alt om årene 1941 til 1945 og aldrig tænke på dem igen. Det var for mere end 50 år siden og det tog omkring 40 år at overvinde min fobi.

Omkring 1985 begyndte jeg efter tilskyndelse fra min navigatør, Marshal Pullen, at gå med til krigsfange-gensynsmøder og gensynsmøder i 351st Bomb Group sammen med nogle medlemmer af min besætning.

Efter krigen havde jeg lagt uniform, papirer, breve, billeder osv. i to kasser og aldrig åbnet dem. Min datter Karen gik igennem alt, der hørte til min militære historie og besluttede, at hvis jeg ville hjælpe hende, ville hun samle en detaljeret bog og mindeværdige ting for efterslægten, så de bedre kunne huske og forstå 2. Verdenskrig fra et førstehånds standpunkt. Disse erindringer er resultatet af disse anstrengelser.”

Højdepunkter fra turen til Danmark, som husket af Robert B. Clay
"Den 24. maj 1944, under 2. Verdenskrig, havde et medlem af komiteen, Gunnar Hounsgaard, teenager mens Danmark var besat af tyskerne, taget et billede af den B-17, der var blevet et vrag, og gennem en kæde af usandsynlige begivenheder havde han lokaliseret mig i Salt Lake City. Brevvekslingen mellem Gunnar og min familie kulminerede i invitationen til at besøge Danmark til en særlig mindedag 24. maj 2001.” - -

“Omkring en mile fra nedstyrtningsstedet kunne vi se biler og cykler på begge sider af den smalle vej så langt som øjet rakte. Endelig kom vi til sidevejen til nedstyrtningsstedet. De hundrede yards til parkeringsområdet var fyldt med tilskuere. Vi kantede os igennem mængden, som Gunnar senere anslog til at være 1500 mænd, kvinder og børn. Da vi en ad gangen gik ud af bussen, gik folk tæt på og klappede, tog billeder og stirrede på os, som var vi fremmede fra en anden planet. Endelig ankom vi til den scene, hvor vi kunne sidde ned. Militærorkestret spillede militærmusik og snesevis af flag vajede. Et stort amerikansk flag vajede øverst fra en høj flagstang omgivet af 4 skråtstillede flagstænger med danske flag for at angive det præcise sted, hvor vores B-17 var styrtet. En militærflys overflyvning blev fulgt af en stor helikopter, som landede midt i kornmarken op til podiet. Fra helikopteren kom omkring otte militærpersoner. Lederen, en oberst, gjorde honnør for mig. Der var jeg i fuld uniform pyntet med bånd og medaljer, omgivet af min besætning i uniform og gjorde honnør for ham. Jeg følte det virkelig som om jeg var en krigshelt, der kom tilbage. 

Adskillige fremtrædende personer holdt taler for at ære os, først på dansk, så oversat til engelsk. Efter det blev vores besætning udnævnt til æresmedlemmer i det danske hjemmeværn, og vi fik et bånd med medalje hængt om halsen, og yderligere et imponerende diplom. Jeg lovede at modtage samme hæderstegn til hvert fraværende besætningsmedlem og give det til ham eller hans familie, så godt jeg nu kunne.

Så blev jeg bedt om at holde tale. Med  tårer i øjnene takkede jeg vore sponsorer og den store forsamling og fortalte dem, at denne overvældende fejring på 57-årsdagen var gengæld for den bitterhed jeg følte det år jeg var tvunget til at stå igennem som tysk krigsfange.

Ved afslutningen af programmet blev vi omgivet af en bølge af tilskuere. De ville alle have et håndtryk, eller en autograf, eller et fotografi, eller et svar på et spørgsmål. De gav mig dele fra B-17, en slangeklemme, en strimmel aluminium, et stykke Plexiglas, mit headset med halsmikrofon, og en del af en brudekjole lavet af en faldskærm. Men endnu vigtigere, de gav min besætning, både tilstedeværende og fraværende, de mest oprigtige æresbevisninger og lovord, der var mulige.

Jeg ved nu, hvordan en helt føler, men jeg føler mig stadig ikke som en rigtig helt.”

Tale af Tom Clay på 60-årsdagen i 2004, da monumentet var blevet afsløret (Kilde: www.stormyweather.dk )
Jeg er søn af Robert Clay. Han sender sine venlige hilsener og kærlige tanker til folk på Als og i Danmark. Uheldigvis tillader hans helbred ham ikke lange rejser, men han ønsker han var her. Jeg taler for familie og besætningsmedlemmer fra Stormy Weather, når jeg takker komiteen, de lokale kommuner og private organisationer, der har gjort dette muligt. Vi påskønner den indsats, der ligger bag dette monument. Det er et smukt monument, tak.

Robert B. Clay døde den 22. december 2007, mens han med familien så en video fra gensynet med Als i 2001. Anerkendelsen fra danskere betød meget for ham.

Appendix:

Teksten ovenfor blev sendt til Karen Cooly og Tom Clay for at få deres godkendelsen af min brug af deres fars erindringer, måske endda den komplette version, som er historien om meget mere end en enkelt mand.

A Pilot´s Story pdf 11,9 MB blev tilføjet Allierede Flyvere www.airmen.dk efter at jeg modtog dette venlige svar 25. september 2008:

Kære Mr. Straarup,

Tak for henvendelsen. De er velkommen til at bruge noget af eller hele En pilots historie på Deres hjemmeside. Min far ville være stolt og glad for at dele sin historie med alle, der ville høre eller læse den.

Tak for at De dokumenterer historierne om alle disse tapre unge mænd. De var i sandhed "den største generation". Vi har en taknemlighedsgæld til dem, som vi ikke kan indfri, men ved at fortælle deres historie til alle fremtidige generationer, som De gør gennem Deres hjemmeside, gengælder vi lidt hvad der ikke fuldt ud kan gengældes.

Venlig hilsen

Tom Clay

- - -

Yderligere har jeg to små rettelser:

Hele besætningen blev krigsfanger i Tyskland, men kun Captain Robert B. Clay og 1st.Lt Frank Hatten blev sendt til Stalag Luft III.

Medaljerne var fra FORSVARSBRØDRENE - De samvirkende danske forsvarsbroderselskaber.

Det er korrekt, at Hjemmeværnet, Hærens Sergentskole i Sønderborg og andre dele af Forsvaret, regulære eller frivillige enheder,
havde deres del i at lave gensynsarrangementet i 2001 til en speciel begivenhed sammen med mange civile myndigheder,
organisationer, firmaer og enkeltpersoner.