Tarm - Om Englændergraven                                                            Updated:  13 JUN 2023

Tarm, 2 flyvere. 
Englændergraven i krydset Østermarkvej/Aadumvej, nær Ådumvej 6. Dette er indviet jord. Se den danske mindesten mellem headstones for 2 flyvere fra LAN ME449.

"Efter at have udlagt miner i Kattegat natten til den 13. marts 1945 var en Lancaster på vej hjem til England. Over Vestjylland blev flyet imidlertid meget pludseligt angrebet af en tysk natjager og skudt i brand. Det lykkedes 5 af de 7 besætningsmedlemmer at springe ud med faldskærm, mens de to skytter, D. Morris og H.J. Porter, endnu sad i flyet, da det brændende styrtede ned på gdr. Svend Jensens mark i Østergårde.

CB´ere fra Tarm bjærgede de to dræbte ud af vraget i nattens løb og kørte dem til Tarm sygehus. Her hentede tyskerne næste dags eftermiddag ligene. De blev lagt i sække og derpå anbragt på vognmand Chr. Andersens hestevogn. Vognmanden syntes jo nok, at nu blev tyskerne grove, men han var tvangsudskrevet, så der var intet at stille op.

Transporten gik til plantagen lige øst for byen, hvor tyskerne gravede et hul, hvori ligene blev væltet ned. Vognmanden fik strenge ordrer på ikke at fortælle om det passerede, hvad han dog straks gjorde. Netop som nedgravningen fandt sted, begyndte kirkeklokkerne at ringe. Tyskerne gik hen til kirken og beklagede sig herover, men det var solen, der blev ringet ned.

Den 4. maj om natten gik en mand fra byen ud til nedgravningsstedet og lavede en firkantet stensætning, hvorpå han satte to danske flag og et RAF-mærke. Stedet var således pyntet, allerede inden kirkeklokkerne den 5. maj 1945 om morgenen ringede freden ind. Den 14. juni 1945 vedtog sognerådet at skænke stedet til anlæg af to gravsteder og påtog sig samtidig forpligtelsen til at vedligeholde gravstedet, som blev anlagt for indsamlede midler.

Søndag den 12. august 1945 fik flyverne en kristen begravelse. Ca. 800 mennesker overværede højtideligheden ved de med et væld af blomster og kranse smykkede grave. Efter at en deling engelske soldater var marcheret op, og man havde sunget en salme, talte provst P.B. Gadegaard:
"Vi er i stor taknemlighedsgæld til de to unge mænd, der hviler her, og til deres land. De hviler nu langt fra deres kære og deres hjem, men de hviler blandt venner, som vil værne om deres minde. De blev lagt i jorden af fjendehånd, uden en eneste kristen ceremoni. Vi har ønsket, at de to skal ligge i indviet jord."
Derpå lyste provsten velsignelsen over gravene.

Senere talte sognerådsformand H. Gravesen, der bl.a. sagde: "Byen har rejst dette minde, og jeg vil bede befolkningen være sognerådet behjælpelig med at værne om dette minde og smykke det, ligesom vi har gjort det i dag, således at det må stå som et minde for de kommende slægter." Sognerådsformanden nedlagde herefter en krans i RAF´s farver fra sognerådet.
Til sidst trådte Squadron Leader Smart fra Vandel Flyveplads frem og gjorde honnør foran graven." (FAF)

I 1961 var der ønske fra Commonwealth War Graves Commission om at få ligene overført til Fourfelt Gravlund ved Esbjerg, men efter indsigelser fra provst Gadegaard og Egvad Kommune blev det aldrig udført! Gravstedet vedligeholdes af personale fra Tarm Kirke. (Kilde: Informationstavle på stedet)

Se øjenvidneberetning fra Knud Raunkjær