Anton Rask om Fearn, Vause og Lancaster PB325 (Se også Bjørnvad om 2 andre flyvere og Dr. Rask) Updated: 03 FEB 2016 In English
| 
		 
			
     Der kommer altsaa kun to levende ned, men hvor? Kort efter ringer en Landmand, der bor knap 2 km herfra. Hans sindige Røst siger: „Her er kommen en Mand, a ka et snakk' med. No kommer han sjel." Derefter hører jeg en Stemme sige: „Hello, British airman speaking." Efter en kort Samtale ud i Bilen og ned til Manden. Det er en engelsk Flyver. Han er „shaken", ellers allright, men han sidder omgivet af 20-25 Mand. Efter at være kommet ned, er han gaaet efter det nærmeste oplyste Vindue og er dumpet ind i det store Selskab. Ingen kan forstaa, hvad han siger, og derfor gaar man i samlet Trop om i Nabogaarden, hvor Manden har været i Amerika. Det viser sig, at Manden kun kan tale Spansk, da det er Argentina, han har været i, og derfor bliver der ringet til mig. Vi Danske holder en kort Raadslagning. Alle vil gerne hjæIpe ham, men vi er for mange, og der er en Del Børn. Resultatet: der ringes til Værnemagten. 
			
			Jeg maa sætte Englænderen ind i 
			Situationen og fortæller om mine egne private Bekymringer. Vi har 
			her i Landsbyen 
			Ansvaret for 4 Tons engelske Vaaben, som vi lige har faaet, sejlet 
			direkte hertil fra England. Han selv er kommet ned ca. 1 km fra en 
			tysk Lyttepost og maa være set derfra. Gemmer vi Flyveren, vil 
			Tyskerne kæmme hele Landskabet igennem og sikkert finde baade Vaaben 
			og ham. Vi maa altsaa vælge mellem at redde ham fra nogle faa 
			Maaneders Krigsfangenskab og prisgive vore Vaaben og vor 
			Organisation. Englænderen forstaar Situationen og tager Sagen i sin 
			egen Haand og siger: „Allright, I have had a bad start. I'll pay."
			.Da han ser, hvor elendige vi ser ud, trøster han os med, 
			at Krigen snart vil være forbi. Han flyver til daglig over 
			Vestfronten, og naar han ser, hvad der er samlet sammen paa allieret 
			Side 
			
			Jeg kører ham hjem til mig, og mens vi venter paa Værnemagten, faar 
			han The og vore sidste Cigaretter og hører den sidste engelske 
			Presseudsendelse. Da vi kan vente Tyskeme, udsletter vi alle Spor 
			efter Thedrikningen, og det viser sig at være uhyre fornuftigt af 
			os. En tysk Løjtnant og en Underofficer braser ind i Stuen med 
			skudklare Maskinpistoler. Løjtnanten er rystet over at finde 
			Englænderen siddende i en god Stol. Jeg har paa Fornemmelsen, at han 
			vilde finde det mere rimeligt, at Englænderen havde staaet bundet 
			til en Telefonpæl ude paa Gaden. Jeg prøver at forklare ham, at naar 
			Tyskerne har afrustet os lige ned til og med vore Salonrifler, kan 
			det ikke være vor Pligt at tage pistolbevæbnede Englændere til 
			Fange. Løjtnanten udtrykker sin Forbavselse over, at jeg i Krigens 
			5. Aar ikke er klar over, hvad det koster at fraternisere med 
			Fjenden. Tyskernes traditionelle Højsind fornægter sig dog ikke, 
			selv om det sættes paa en saa uhyrlig Prøve. Løjtnanten haaber, at 
			det skal lykkes ham at overbevise sine Foresatte om, at jeg kun har 
			handlet saa uforsvarligt, som jeg gjorde, paa Grund af Uforstand. 
			„En kold Vind, som De ikke forstaar, er i Dag blæst ind i Deres 
			Stue, Hr. Doktor." 
			
			Fangen visiteres. Løjtnanten kaster sig over to ubrudte Pakker 
			Cigaretter, der kommer for Dagen, med et truende og triumferende 
			Sideblik til min Kone og mig. Nu har han fanget os. Det staar 
			tydeligt at læse i hans triumferende Smil. Da han læser Navnene op, 
			ses hans Skuffelse lige saa tydeligt som hans Triumf før. „Royal 
			Pennant" — English, „Duke of York" — English, siger han ærgerligt og 
			kaster Cigaretterne tilbage paa Bordet. Vi glæder os over, at han 
			ikke læste den danske Bandarole, og synes, det er en udmærket Ide at 
			give Cigaretter af Balkantobak engelske Navne. Saa kommer vi til Flyverens Mecodrintabletter. „Ja, klart, når en Englænder flyver over tyskbesat Område, skal han have noget til nerverne.” Men nu kommer det værste. Tænk, Flyveren vil hverken sige, hvor han er startet fra eller hvilken Opgave, han havde. “Forbavsende! – Men hvad vi vil vide, det får vi ud af ham på den ene eller den anden Maade. For saadanne Terrorflyvere gælder særlige Forholdsregler.” “Men ikke her, Herr Oberleutnant,” siger Underofficeren. Oberleutnanten ser det rigtige i det. – 
		
		Han ser ogsaa min Kones og mit Ansigt og siger: „Ja, Herr Doctor, det 
		forstaar De ikke, men naar man ser sine Byer i Ruiner og Aske og Dynger 
		af Barnelig . . .” Jeg spørger om ikke „Terrorflyvning" i nogen Grad har 
		vist sig at afhænge af, hvem der paa det givne Tidspunkt havde 
		Luftherredømmet. Han er igen rystet over mig. Ved jeg da ikke, at der 
		Führer allerede ved Forsvarskrigen mod Polen udtrykkeligt havde paalagt 
		sine Flyvere ikke at føre Krig mod Civilpersoner. Vil jeg vove at 
		antyde, at Førererens Befalinger ikke bliver udført efter Bogstaven og 
		til Punkt og Prikke af den tyske Værnemagt? Han kan kun tænke sig een 
		Forklaring paa mit Spørgsmaal. Jeg kan jo ikke have læst noget saadant i 
		danske Aviser. Han har Mistanke om, at jeg hører Fjendens Radio og 
		ukritisk lader mig paavirke af den løgnagtige Propaganda fra London. 
		
		Der kommer nu Besked om, at Manden fra den anden Faldskærm ogsaa er 
		fundet. Han har ligget over en Time i Fjorden, inden han blev fisket op 
		og er mere død end levende, da man faar ham i Hus hos en Fisker. Han 
		bliver puttet i Ægtesengen og varmet op. Løjtnanten faar nu travlt med 
		at komme ned efter Nr. 2-Fange sammen med vores Englænder. Vi hører 
		senere, at det blev forbudt Fiskeren at laane Flyveren et tørt Sæt Tøj, 
		saa han maatte i sit drivvaade Tøj igen. 
		
		Vi gaar i Seng, men kan for første Gang under Krigen ikke sove. Det er 
		en Pine for os at tænke paa, at to pæne og dannede Englændere er i 
		Herrefolkets Vold, og vi kan ikke lade være at spekulere paa, om der dog 
		ikke havde været en Udvej. 
		
		Heldigvis hører vi efter Kapitulationen fra vor Ven, Flyveren, at de 
		begge to er i god Behold i England, befriet af Russerne fra en polsk 
		Fangelejr. Ogsaa han husker vort Ansigtsudtryk, for han slutter sit Brev 
		med: „I think we did the right thing, doctor." Ja, det gjorde vi, men 
		det blev vi først sikre paa, da vi hørte, han var i god Behold.  |