Anton Rask om Fearn, Vause og Lancaster PB325 (Se også Bjørnvad om 2 andre flyvere og Dr. Rask) Updated: 03 FEB 2016 In English

Uddrag af kapitlet
Illegalt praktiserende læge
af læge Anton Rask i
DEN HVIDE BRIGADE, danske lægers modstand
fundet af Magne Juhl.

I Oktober 1944 havde vi en Del store Overflyvninger her og var hver Gang ude for at glæde os over den dybe Brummen fra vore allieredes Maskiner. Lyden fik os ved sin magtfulde Styrke til at føle, at vi havde mægtige Forbundsfæller, og at vi ikke kæmpede vor lille Kamp alene. En Aften staar vi og ser paa en kraftig Beskydning ude over Vestkysten. Pludselig ser vi, at der ligesom bliver tændt en Sol paa Himlen. Aah, Herregud, nu har de Svin skudt en af Flyvemaskinerne i Brand. Vi følger spændt „Solen", der kommer lige hen imod os. Hvorfor springer de ikke ud? Er de alle dræbt? Gudskelov, nu kommer de. En, to, tre, fire og nu fem hvide Pølser ligger vandret i Luften bag den brændende Maskine. Men hvor bliver de andre af? Fra Lyden ved vi, at det drejer sig om mindst hundrede store Bombemaskiner med mindst 7 Mands Besætning. Der kommer ikke flere. Vi ser Skærmene folde sig ud og Maskinen eksplodere i Luften. Ak og Ve, der er Ild i tre af Skærmene.

Der kommer altsaa kun to levende ned, men hvor? Kort efter ringer en Landmand, der bor knap 2 km herfra. Hans sindige Røst siger: „Her er kommen en Mand, a ka et snakk' med. No kommer han sjel." Derefter hører jeg en Stemme sige: „Hello, British airman speaking." Efter en kort Samtale ud i Bilen og ned til Manden. Det er en engelsk Flyver. Han er „shaken", ellers allright, men han sidder omgivet af 20-25 Mand. Efter at være kommet ned, er han gaaet efter det nærmeste oplyste Vindue og er dumpet ind i det store Selskab. Ingen kan forstaa, hvad han siger, og derfor gaar man i samlet Trop om i Nabogaarden, hvor Manden har været i Amerika. Det viser sig, at Manden kun kan tale Spansk, da det er Argentina, han har været i, og derfor bliver der ringet til mig. Vi Danske holder en kort Raadslagning. Alle vil gerne hjæIpe ham, men vi er for mange, og der er en Del Børn. Resultatet: der ringes til Værnemagten.

Jeg maa sætte Englænderen ind i Situationen og fortæller om mine egne private Bekymringer. Vi har her i Landsbyen Ansvaret for 4 Tons engelske Vaaben, som vi lige har faaet, sejlet direkte hertil fra England. Han selv er kommet ned ca. 1 km fra en tysk Lyttepost og maa være set derfra. Gemmer vi Flyveren, vil Tyskerne kæmme hele Landskabet igennem og sikkert finde baade Vaaben og ham. Vi maa altsaa vælge mellem at redde ham fra nogle faa Maaneders Krigsfangenskab og prisgive vore Vaaben og vor Organisation. Englænderen forstaar Situationen og tager Sagen i sin egen Haand og siger: „Allright, I have had a bad start. I'll pay." .Da han ser, hvor elendige vi ser ud, trøster han os med, at Krigen snart vil være forbi. Han flyver til daglig over Vestfronten, og naar han ser, hvad der er samlet sammen paa allieret Side og ser, hvordan der ser ud paa den tyske Side af Fronten, er han ikke i Tvivl om, at Tysklands Nederlag er meget nær forestaaende.

Jeg kører ham hjem til mig, og mens vi venter paa Værnemagten, faar han The og vore sidste Cigaretter og hører den sidste engelske Presseudsendelse. Da vi kan vente Tyskeme, udsletter vi alle Spor efter Thedrikningen, og det viser sig at være uhyre fornuftigt af os. En tysk Løjtnant og en Underofficer braser ind i Stuen med skudklare Maskinpistoler. Løjtnanten er rystet over at finde Englænderen siddende i en god Stol. Jeg har paa Fornemmelsen, at han vilde finde det mere rimeligt, at Englænderen havde staaet bundet til en Telefonpæl ude paa Gaden. Jeg prøver at forklare ham, at naar Tyskerne har afrustet os lige ned til og med vore Salonrifler, kan det ikke være vor Pligt at tage pistolbevæbnede Englændere til Fange. Løjtnanten udtrykker sin Forbavselse over, at jeg i Krigens 5. Aar ikke er klar over, hvad det koster at fraternisere med Fjenden. Tyskernes traditionelle Højsind fornægter sig dog ikke, selv om det sættes paa en saa uhyrlig Prøve. Løjtnanten haaber, at det skal lykkes ham at overbevise sine Foresatte om, at jeg kun har handlet saa uforsvarligt, som jeg gjorde, paa Grund af Uforstand. „En kold Vind, som De ikke forstaar, er i Dag blæst ind i Deres Stue, Hr. Doktor."

Fangen visiteres. Løjtnanten kaster sig over to ubrudte Pakker Cigaretter, der kommer for Dagen, med et truende og triumferende Sideblik til min Kone og mig. Nu har han fanget os. Det staar tydeligt at læse i hans triumferende Smil. Da han læser Navnene op, ses hans Skuffelse lige saa tydeligt som hans Triumf før. „Royal Pennant" — English, „Duke of York" — English, siger han ærgerligt og kaster Cigaretterne tilbage paa Bordet. Vi glæder os over, at han ikke læste den danske Bandarole, og synes, det er en udmærket Ide at give Cigaretter af Balkantobak engelske Navne.

Saa kommer vi til Flyverens Mecodrintabletter. „Ja, klart, når en Englænder flyver over tyskbesat Område, skal han have noget til nerverne.” Men nu kommer det værste. Tænk, Flyveren vil hverken sige, hvor han er startet fra eller hvilken Opgave, han havde. “Forbavsende! – Men hvad vi vil vide, det får vi ud af ham på den ene eller den anden Maade. For saadanne Terrorflyvere gælder særlige Forholdsregler.” “Men ikke her, Herr Oberleutnant,” siger Underofficeren. Oberleutnanten ser det rigtige i det. –  

Han ser ogsaa min Kones og mit Ansigt og siger: „Ja, Herr Doctor, det forstaar De ikke, men naar man ser sine Byer i Ruiner og Aske og Dynger af Barnelig . . .” Jeg spørger om ikke „Terrorflyvning" i nogen Grad har vist sig at afhænge af, hvem der paa det givne Tidspunkt havde Luftherredømmet. Han er igen rystet over mig. Ved jeg da ikke, at der Führer allerede ved Forsvarskrigen mod Polen udtrykkeligt havde paalagt sine Flyvere ikke at føre Krig mod Civilpersoner. Vil jeg vove at antyde, at Førererens Befalinger ikke bliver udført efter Bogstaven og til Punkt og Prikke af den tyske Værnemagt? Han kan kun tænke sig een Forklaring paa mit Spørgsmaal. Jeg kan jo ikke have læst noget saadant i danske Aviser. Han har Mistanke om, at jeg hører Fjendens Radio og ukritisk lader mig paavirke af den løgnagtige Propaganda fra London.

Der kommer nu Besked om, at Manden fra den anden Faldskærm ogsaa er fundet. Han har ligget over en Time i Fjorden, inden han blev fisket op og er mere død end levende, da man faar ham i Hus hos en Fisker. Han bliver puttet i Ægtesengen og varmet op. Løjtnanten faar nu travlt med at komme ned efter Nr. 2-Fange sammen med vores Englænder. Vi hører senere, at det blev forbudt Fiskeren at laane Flyveren et tørt Sæt Tøj, saa han maatte i sit drivvaade Tøj igen.

Vi gaar i Seng, men kan for første Gang under Krigen ikke sove. Det er en Pine for os at tænke paa, at to pæne og dannede Englændere er i Herrefolkets Vold, og vi kan ikke lade være at spekulere paa, om der dog ikke havde været en Udvej.

Heldigvis hører vi efter Kapitulationen fra vor Ven, Flyveren, at de begge to er i god Behold i England, befriet af Russerne fra en polsk Fangelejr. Ogsaa han husker vort Ansigtsudtryk, for han slutter sit Brev med: „I think we did the right thing, doctor." Ja, det gjorde vi, men det blev vi først sikre paa, da vi hørte, han var i god Behold.