21 April 2013  Stirling BF506   Monument    1  2  3  4  5  6  7  8  9  10                    Opdateret:  14 OKT 2013

In English

Philippa Tolley, the niece of Pilot, Pilot Officer Alan Tolley from New Zealand, kindly sent these two manuscripts to be published on www.airmen.dk.

 

 

 

 

 

 

 



 
Philippa Tolley, niece af Pilot, Pilot Officer Alan Tolley fra New Zealand, var så venlig at sende disse to manuskripter til brug i  www.airmen.dk.

"Det første er til den tale jeg holdt på nedstyrtningsstedet:

Mit navn er Philippa Tolley og min onkel Alan var pilot på det Stirling-bombefly, der blev skudt ned her for 70 år siden. Jeg taler på vegne af familier og venner til de
4 flyvere fra New Zealand, som dristede sig til at tage det halve af jorden rundt for at deltage i en krig  for en sag de var villige til at sætte deres liv ind for.

Sammen med min onkel var der tre andre fra New Zealand ombord. Flight Sergeant Frank Upton, Flight Sergeant Cyril Cobb og Flight Sergeant Ian Salt.

Vi er meget taknemlige for den varme velkomst og gæstfrihed fra Hjemmeværnet, og vi sætter stor pris på den tid og indsats alle har ydet her, inclusive Forsvaret, borgmesteren i Hedensted og Generalkonsulen, for at huske og anerkende det offer, som vore slægtninge ydede.

For de af os, som bor så langt borte, er det en trøst at vide, at der er respekt for vore familiemedlemmers indsats, hvor de nu hviler.
På vegne af slægtninge til besætningsmedlemmer fra New Zealand – tak!”

Så holdt jeg en anden tale ved receptionen med ord fra min tante. (På Uldum Kro efter kransenedlæggelsen ved nedstyrtningsstedet.)

“Som I andre her kendte jeg ikke min onkel, men jeg forundres over modet, formålet og hvad der må have været eventyrlyst, der fik denne gruppe til at blive en del
af RAF.

For næsten to år siden talte min nu afdøde onkel Harry om, hvor stolt han var over sin bror og det offer, disse unge mænd havde ydet. Han talte om disse mænd som ”fremragende mennesker, som var loyale over for deres land, og som kæmpede for at bevare friheden.”

Det siger rigtig meget om deres tapperhed, at de var villige til og i stand til at bære en så enorm byrde i så ung en alder. Da bombeflyet styrtede ned, var Ian Salt 20 år, min onkel 21, Frank Upton var 28 og Cyril Cobb 30 år.

Trods de farer de stod over for hver gang de tog på togt, siger Alans søster Phyllis, at hendes bror talte om det sjov de havde i løbet af dagen for at lette presset, og
hun husker en bror som elskede musik og at gå i byen.

Min tante bor i Taupo I New Zealand og to af hendes børnebørn er her i dag, og det er min bror også.

Phyllis skrev nogle få ord til denne lejlighed, som jeg nu vil læse:

”Mindet om disse tapre unge mænd er blevet holdt i live af disse vidunderlige danskere i alle disse år, og i dag er 70 års-dagen helt særlig.

Der er ingen grænser for taknemligheden fra min familie og familier til besætningsmedlemmerne. På den anden side af deres død i utide, er der
knyttet bånd her, som må for altid give endnu større værdi til den fred i verden, som disse unge mænd gav deres liv for.

Min yngre bror ville have været så stolt af at se på de fine unge mennesker, der er her i dag, og at se at de alle har modet til at gå videre med at
gøre verden til et bedre sted, som de bliver ældre.” 

Min tante slutter med at sige: ”Mine tanker og bønner er helt sikkert med jer i dag, hvor vi alle mindes vore tapre unge mennesker."

I brevet han efterlod til sine forældre, hvis han skulle omkomme, talte Alan om, at det var ham meget om at gøre, at han som pilot og kaptajn på flyet aldrig ville
svigte sin besætning, og han talte om hvor vigtigt det var at have familie og venner. Den støtte han fik som så mange af hans kolleger, gav ham inspiration til at
blive ved til trods for de utallige farer de stod over for.

Denne krig kostede livet for så mange unge mænd fra så mange lande.  Men denne dag viser igen, hvor vigtigt det er med venner og familie, når vi samles, igen fra forskellige dele af verden, for at mindes det meget store offer, som disse mænd gav, og for at takke de mennesker her i Danmark, som fortsatte med at anerkende
deres bidrag.”

Tak Anders for alle de oplysninger, du har delt med os i denne weekend og al den tid du har lagt i dit undersøgelsesarbejde. Det var en fornøjelse at møde dig.

Varme hilsener
Philippa Tolley