B 17G-BO 42-31561 - Nær Øster Højst - lang version     In English                 Updated:  22 FEB 2010

 Den lange version om B17 42-31561 efter Frede Gotthardsens beretning i Årsskrift 1996 for Historisk Forening for Løgumkloster Kommune baseret på mange
interviews og skriftlige kilder:

Denne besætning kom fra USA til Skotland den 18. oktober 1943 og fløj fra flybasen Horham på første togt til Ludwigshafen 30. december.

De deltog i flere bombetogter og fik i februar et nyt fly af typen B-17G, som mandskabet kaldte ”Elmer´s Tune” (Elmers Melodi) til ære for deres 1. Pilot, Elmer Costales. Den 20. februar fløj de til Poznan i Polen. Næste dag gjaldt det Frankfurt, og dagen efter Sweinfurt. Den 23. blev de kaldt tilbage på grund af dårligt vejr.

Så kom skæbnedagen den 24. februar 1944. I første omgang skulle de udgøre et af flere reservefly. Vækningen skete kl. 02.00, og de var klar over, at det ville blive en
lang tur. Efterhånden som flere fly faldt fra, kom reserverne ind. Costales og hans mandskab fik tildelt den øverste og bagerste plads i formationen – den absolut mest sårbare plads.

Ruten gik op langs Jyllands vestkyst og tværs over Danmark. Østersøen lå skjult under skyer. Nordøst for Berlin ændredes retningen mod sydøst, målet var igen Poznan. Resultatet blev det samme som sidst, skydækket lå for tæt. De fløj mod det andet mål, Rostock. Jagerne angreb heftigt. Gruppen mistede enkelte fly, men efter bombningen kunne farten øges væsentligt. Bombelasten udgjorde næsten 5 tons. Herefter tog de retning mod nordvest, og over Vesterhavet kunne de forvente flystøtte.
”Jeg bad George om at åbne en karton ananas juice, da helvede brød løs,” fortæller Costales. Flyet ramtes flere steder, bl. a. i venstre motor, som begyndte at ryge, og
i instrumentpanelet. Både 1. og 2. piloten såredes alvorligt, og det samme var tilfældet med navigatør Sahner. For at følge med gruppen dykkede de, men det hjalp ikke
ret meget, og de 3 (4?) jagere angreb stadigvæk. Så dykkede de ned i en skybanke dels for at forsøge at slukke branden i motoren og dels for at komme fri af jagerne,
men det lykkedes ikke, og nu kom der røg fra anden venstre motor.

Hays og Carnie sprang ud vest for Mårbæk Bjerg, og da Johannes Ulrich bemærkede faldskærmene, skyndte han sig på cykel for at hjælpe dem. Kort efter ankom
Anton Lund, og de to fragtede Hays, der havde kvæstet det ene ben, på cykel til Lunds ejendom. Her nød de et sønderjysk kaffebord, idet fru Lund netop fejrede 40 års fødselsdag. Der blev ringet til læge Højholdt, og han kørte dem i sin bil til Løgumkloster Sygehus.

Lige efter at de to landede ved Mårbæk Bjerg, angreb jagerne to gange ved Alslev. Der udspandt sig en kraftig duel, som mange på jorden blev vidne til. Flyet rystede voldsomt i forbindelse med træfningerne. Det fyldtes med røg. Motorer på begge vinger brændte.

Se mere om B-17 Flyvende Fæstning og de enkelte besætningsmedlemmer. Se tegning af besætningen på en B-17.
Se Foto af en B-17 + B-17 i airmen.dk samt B-17 Ball Turret, Ammunition og Ball Turret Gunner.

I mellemtiden kom den alvorligt sårede bombeskytte Skoug kravlende fra forpartiet. Han udtrykte angst for at springe og stivnede i døren. Joyce fortæller, at de måtte skubbe ham ud, efter at de havde givet ham udløsersnoren i hånden. McCulloch fulgte efter, og Joyce selv lukkede øjnene og sprang. Hans faldskærm nåede at folde
sig ud få sekunder før han ramte jorden. Det nåede faldskærmen desværre ikke for Pechachek, der døde ved sammenstødet.

På grund af stærke smerter sprøjtede Skoug sig med morfin. Han afleverede sit ur, foto af kæresten og andre personlige papirer til Marius Hansens far og smed
H.P. Lange. Disse ting fik de senere sendt til England.

Både Skoug og McCulloch, der landede tæt ved hinanden, kørtes på Christian Toft´s landbrugsvogn til Alslev Skole under provokerende eskorte af tysk mandskab,
husker Marius. Herfra telefonerede de til læge Højholdt. Tyskerne ville overvære behandlingen af de sårede, men Højholdt forlangte at arbejde uden tysk bevogtning,
og det endte med, at vagterne gik ud igen. De sårede kørtes derfra til Løgumkloster Sygehus.

Joyce og Seelig forsøgte at flygte. De overnattede i en halmstak, men de frøs meget den nat. Næste morgen kom de til en vej, og de kom med en vogn med tyske arbejdere til Tønder, hvor de blev afleveret til politistationen. Opholdet her i 2 dage stod i skærende kontrast til opholdet i de forskellige fangelejre, som udgjorde deres
hjem de næste 16 måneder.

I flyet var Cliff Sahner i frontpartiet alvorligt såret. Han kunne ikke flytte sig selv, og det fik Costales til at beslutte sig for en nødlanding i stedet for at alle sprang ud. Costales kastede nu sin faldskærm fra sig og bad Kish om at springe ud. Kish havde i mellemtiden taget sin lommekniv og begyndte at skære buksebenet op på sin flyverdragt. Først nu opdagede Costales, at hans 2. pilot havde åbent benbrud. Costales overtog igen styringen af flyet – til han pludseligt faldt forover mod instrumentpanelet, så Kish måtte skubbe ham væk og lande flyet. Et projektil fra den første træfning havde gennemboret brystkassen, og blodtabet fik Costales til at besvime. Mens flyet halvvejs mavelandede – det ene hjul blev revet af – kom Costales igen til bevidsthed, og han beordrede Kish ud. Selv prøvede han flere gange at
få Cliff fri ved at åbne en anden dør – dog uden held. Cliff  rakte sin 45 pistol til Costales og bad ham om, at han ville skyde ham. Costales sagde: ”Nej!” Og mens han
gjorde et nyt forsøg eksploderede benzintanken. Costales blev svært forbrændt og alvorligt såret. Fortumlet søgte han ud af sidedøren og trillede ned i en lille grøft. (Nedstyrtningen var her.)

Landbetjent E. Johansen i Løgumkloster kom hurtigt til stedet og fik tilkaldt mere hjælp. Læge Glaven ville have Costales af sted til Tønder Sygehus som den første,
da muligheden for at redde hans liv afhang af en blodtransfusion. Derefter Kish med det brækkede ben. 400-500 m fra flyet fandt landbetjenten en flyver, som han med sikkerhed kunne sige var død. Det var Pechachek, hvis faldskærm kun delvist havde nået at udfolde sig.

Mens dette foregik, brændte Clifford Sahner inde i flyet, uden at de tilstedeværende kunne gøre noget!

De 4 første, der sprang ud fra flyet, kørtes alle til Løgumkloster Sygehus. Dr. Højholdt diskuterede meget kraftigt med den tyske underofficer, som krævede bevæbnede vagter i både røntgenafdelingen og i operationsstuen. Selv efter at have talt med Hauptmann Hansen fra det tyske hovedkvarter i Århus nægtede underofficeren at tage
mod ordrer fra fremmede officerer. Han nægtede også at lade de sårede få andet tøj på, at få noget at spise og drikke samt hindrede operative indgreb. Det gav 2 timers forsinkelse til en tysk militærperson fra Tønder ankom! Så kunne de 4 komme videre til Tønder Sygehus!

Næste dag på Tønder Sygehus fortalte overlægen Costales, at to af hans kammerater var døde, men resten af mandskabet overlevede. Skoug, Kish og McCulloch skulle transporteres til et hospital i Slesvig, og Hays, Joyce, Seelig og Carnie skulle sendes til forhørscentret i Frankfurt. Nogle måneder senere kom Costales også til Frankfurt. Det var hårdt at være krigsfange!

Kish, Hays og Joyce har mange år efter krigen besøgt mindelunden i Øster Højst.