B17 42-39894 styrtede ned ved Brahesholm.

Fra Vestfynske mindesmærker vedrørende Besættelsestiden 1940-1945 af Viggo Hansen, Assens til www.airmen.dk 9. juni 2009.

EN ANONYM ØJENVIDNESKILDRING:

Glamsbjerg, den 20. februar 1944 — Fastelavnsferien

Kære alle tre!

Det er nu sent aften; men jeg må skrive tiI jer alligevel, for jeg har i dag haft en oplevelse af en så uhyggelig og gribende art, at jeg sikkert aldrig vil glemme den, det er sådan, at jeg stadig kan se det for mine øjne, og jeg er bange for at drømme om det, når jeg kommer i seng om lidt, for ih, hvor er krigen egentlig forfærdelig. I må tro mig, det opdager man først, når man har set lidt af dens virkelige rædsler. Også oppe på Nordfyn har I vel hørt flyvemaskiner i dag, her var det et forfærdeligt brøl lige da vi skulle spise til middag; vi hørte flyvere og gik ud på altanen for at se og høre; men vi gik ind igen; ja selv jeg gik ind til sidst, da der var en voldsom skyden lige over hovedet på os oppe i skyerne, jeg hørte en maskine komme nedad og tænkte, at nu gik det da vist galt. Det hakkede svært deroppe; men det var umuligt at se noget, så jeg gik ind, for jeg var klar over, at der faldt projektiler ned, det viste sig også, at bagerens køkkenvindue er gennemboret af et skud, også et andet sted skal der ligge noget

Da vi igen satte os til bords, blev pigen sendt i køkkenet efter varm sauce og kom tilbage og fortalte, at der pludselig rejste sig en røgsky bag Moses hus; vi mærkede rystelsen, der måtte altså være sket noget. Næsten i samme minut kørte Falck ud med 2-3 biler. Så snart vi havde spist for jeg ned i garagen og snuppede en cykel og ud på gaden. Folk stod ude; man sagde, at en eller to maskiner var faldet ned; men helt ude ved Årup. Jeg kørte derfor ned og hentede Ebba, for om hun ville med — altså kørte vi af sted.

En 5-6 kilometer udenfor Glamsbjerg mødte os et frygteligt syn. En del folk var allerede kommet til. Vejen var af gode grunde spærret, for lige ved landevejen var en stor 4 motorers bomber styrtet red og sprunget med hele sin bombelast. Det var et syn, som næppe kan beskrives. Lige ved vejen, hvor vi standsede op, lå ca. 10 meter inde på marken en ung amerikaner som en krum bylt med sin hvide faldskærm ved siden af på den sneplettede pløjejord, ca. 10 meter længere ude på marken lå en af hans kammerater på samme måde, måske 150 meter længere borte igen lå en tredje, i alt vel 7-8 stykker. Knap 200 meter nede af landevejen brændte de rester, der var af maskinen. Landevej var der ikke noget af, der var kun et hul i jorden og så en mængde jord på en strækning af vel godt 50 meter. Det af skroget, som brændte lå lidt til højre for vejen, men maskinrester lå tæt i en omkreds af 3-400 meter. Et hus et stykke fra lignede en si; ca. hver anden tagsten godt og vel, var på taget. Lige ved vejen, hvor vi standsede op lå i sneen noget af måske et radioapparat, en cylinderformet iltbeholder (sikkert), bombesplinter og maskindele. 1 grøften lå en dejlig taske af brunt kaki med lynlås helt om. Til venstre for vejen et par hundrede meter inde på marken lå en vinge, der ikke var brændt. Den havde på en stålgrå undergrund malet et stort H, så var der en stribe af noget brun liggrønt med store gule tal. Alt det i sig selv var jo et syn, der gjorde indtryk. Så kom nogle tyske drenge på cykel og begyndte at gøre et maskingevær klart på vejen samt lade

rifler. Vores politi gled til sidst, nu havde tyskerne overtaget vagten. Et par blev stående på vejen ved os, og de gav indtryk af at være ligeglade, altså os ind i marken. Her lå dele, patronhylstre af messing, sikkert fra maskinkanoner. Vi gik videre, pludselig opdagede jeg noget blødt på jorden, jeg kiggede efter og det gøs gennem mig — det var noget af maven af en mand med tarm. Videre op til en motor, der lå boret lidt ned i jorden med noget af en stor gummibenzintank ved siden af, sikke en stjernemotor, vi kunne se det hele på den, nogle af cylinderne var sprængt. Størrelsen kan jeg bedst give ved at fortælle, at ventilernes diameter var ca. 5 cm, som en kops.

Da vi havde set lidt, lød 3 skud oppe fra tyskerne på den anden side maskinen, altså tilbage. Det må ikke have gået stærkt nok, for så skød de 2 skud og lidt efter igen 3 hurtige, men de ramte ingen. Så kom nogle maskiner tilbage, og vi fik ordre til at sprede os. Folk sagde, at der også var faldet en tysk jager, men politiet sagde, det passede ikke, det må have været vingen, folk tog for en tysker. Jeg havde mod på at se en englænder, kun en var sluppet levende fra det med faldskærm, han var kommet ind i et hus og blev kørt på Assens Sygehus med et projektil i låret. Tyskerne så ret fredelige ud og ville snakke til folk. Når de andre kunne snakke et par brokker til dem, kunne jeg vel også, og kom snart i snak med dem. De beklagede sig over at skulle gå der og fryse hele natten uden kapper, det havde værnemagten ikke på lager til dem. De omgikkes ikke særlig ærbødigt med de døde; men den ene tysker sagde, at de havde set tusinder i Rusland. Jeg spurgte så, om de ikke kunne vende ryggen til lidt, de turde ikke, men gjorde det så alligevel og sagde: "skynd dig". Jeg gik så ind til englænderen (amerikaneren/VH); men jeg fortryder næsten, jeg gjorde det, for det kan jeg ikke glemme. lian er sikkert blevet slynget ud af den brændende maskine og havde faret et par hundrede meter gennem luften med ild i tøjet. Falck havde slukket ham med skum. Han lå på maven med ansigtet boret ned i den frosne jord, hans lysblonde hår, der var klippet som Hermans, var ikke engang svedet, der har han sikkert haft hjelmen på.

Hans højre arm var delvis brændt, og også af fingrene var en del af kødet brændt væk, også det ene ben var noget forbrændt. På det højre ben havde han en dejlig foret gummistøvle med mærket "Hamson" i guldbogstaver. Flyverdragten var al svær bnin kaki, kravens tykkelse i nakken godt I cm vel med for. Ved siden af faldskærmen af dejlig hvid silke, men egentlig ikke ret stor, synes jeg. Ja, sådan lå han; jeg kan se hans hoved med håret under pelskraven boret ned i den frosne jord for mig endnu, og kan ikke lade være at tænke på , at han i morges har forladt England som en godt 20-årig ung rask mand, har haft en ildkamp med tyskerne, og så er styrtet med den brændende maskine med ild i kabinen og nu liggende der som en uformelig bylt med ansigtet boret ned i jorden, han var ikke med, da kammeraterne ved tre-tiden gled hjemad mod England, og han får ikke mere ud af dette liv. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvad hans familie ovre i England eller Canada eller andetsteds ville sige, hvis de så ham ligge der på den hårde pløjemark uden en pressenning eller andet over sig og nærmest betragtet som en museumsgenstand, over hvilken ikke en tåre blev udgydt. Det er krigen, javel, men hvor er den meningsløs, og jeg synes godt, Falck kunne have dækket dem til, da de ikke skal ligge der udækket hele den lange nat, indtil tyskerne behager at flytte dem.

Jeg har i aften været hos fabrikant Østergaard og set et mærke, som et kasketmærke, hvorpå stod Sterling, det har så sikkert været en af dc store Sterling bombere (var en B-17 "Flyvende fæstning"NH). Jeg blev smidt ud af svigermor i dag, jeg viste et hylster og opdagede pludselig, at fænghætten var uskadt og det svære messinghylster fyldt med krudt (det ligner chokoladekrymmel). Det skidt ville hun selvfølgelig ikke have i nærheden af sit hus, ellers skriver jeg ikke noget her, jeg kommer ikke flyvende hjem.

Mandag. I dag ligger ligene stadig derude, desuden ligger der en tysk jager et stykke derfra, men det kunne ikke ses i går, den ligger ved byen Uglebjerg. I det hele taget er det gået hårdt ud over tyskerne, også ved Langeskov ligger der en, og nu kommer eleverne fra Horne og fortæller, at en 2 motorers tysker gik ned. I alt skal der ligge 7 maskiner på Fyn.