"De allieredes bombemaskiners rute til bombardering af de tyske byer gik via Vestjyllands kyst og samme vej hjem igen, og engang styrtede der et stort bombefly
ned på lavt vand ikke langt fra Oddesund broen. Det var måske et fly, hvor besætningen eller flyet var blevet så beskadiget af det tyske antiluftskyts, at flyet var
kommet ud af kurs og måske søgte efter en nødlandeplads. I hvert fald kom flyet for tæt på det tyske antiluftskyts ved Oddesund broen, hvorfra det blev kraftigt
beskudt og sikkert derfor styrtede ned eller nødlandede på lavt vand ikke langt fra broen på et sted med navnet Remmer Strand.

Jeg var selvfølgelig hurtigt på stedet, men tyskerne var der først og havde bjerget fire døde og ingen overlevende iland fra flyet. De fire døde lå på stranden med en presenning over sig, hvorpå en gammel kone fra et nærliggende lille hus havde lagt en buket blomster. De døde blev siden hentet i en tysk lastbil, som de døde
blev kylet op i, som var de nogle sække kartofler, hvad der udløste højlydte protester fra de omkringstående. De døde blev dog begravet anstændigt på kirkegården
i Struer, og nogle år efter krigen inviterede byen de dødes familie til Struer, hvor de fik forevist stedet for flyets landing, og der blev også afholdt en mindehøjtidelighed
ved de dødes gravsted. 

Flyet lå et par hundrede meter fra land og på omtrent to meter vand. Næsehjulet må have været var slået ned, for det var revet af flyet og lå et stykke ved siden af og bagude i forhold til flyet. Det er det, der får mig til at tro, at i det mindste en pilot måske har været i live under den tilsyneladende kontrollerede nødlandingen. Han
kan selvfølgelig godt været død af kvæstelser lige før, under eller lige efter landingen. Flyet blev jo beskudt fra kanonerne ved Oddesund broen - - - - . Vi får aldrig sandheden at vide. De tyske soldater, der bjergede besætningen iland, er for længst døde, og flybesætningens pårørende ønsker sikkert at tro på, at deres kære
omkom sammen og under kamp i deres fly.   

Vi var tre kammerater, Aage Kirkegaard, Eigil Krogh og mig, og vi snakkede om at svømme ud til flyet en nat og afmontere dets radio for så at give den til modstandsbevægelsen. Jeg turde imidlertid ikke deltage, da det blev alvor, men de to andre gennemførte planen på trods af den tyske vagtpost på stranden, og på
trods af, at tidspunktet var i marts måned, hvor vandet var iskoldt. De fik radioen med sig hjem i Eigil Kroghs fars kælder, hvor hans far siden fandt radioen og
udleverede den til politiet i Struer, så modstandsbevægelsen fik måske alligevel radioen."