STI W7441 af Alec Donaldson              In English                            Opdateret:  29 DEC 2009

Beretning om STI 7441 fra Alec Donaldson ud fra kopier fra Flyvehistorisk Tidsskrift modtaget fra Leif Gr. Thomsen. Se links i version på engelsk.

Under et besøg i England i 1970 kom jeg ved en frokost til at sidde ved siden af en engelsk politimand, Sergeant Alec Donaldson. Da han hørte at jeg var dansk, fortalte han, at han havde været i Danmark og at han havde gode minder derfra - han var radiotelegrafist på en Short Stirling, der i 1941 blev skudt ned over Sønderjylland! Jeg fortalte Donaldson om Jørgen Helmes indsamling af oplysninger om luftkrigen over Danmark og fik lov til at videregive hans navn og adresse til Helme. På dennes opfordring skrev Donaldson en beretning om sit "besøg" i Danmark, 29 år tidligere.
Den gengives her i let forkortet og redigeret udgave.

                                                                                                 Hans Kofoed

"Vor eskadrille, No. 7 Squadron. var den første bombereskadrille i Royal Air Force med firemotorede fly (Short Stirling).

Den 29. september 1941 skulle den lede bomberstyrken til dens mål i Stettin. Vor opgave var at oplyse målet for hovedstyrken, så vor last bestod af brandbomber og flares. Det var kort tid før oprettelsen af Pathfinder-styrken, som No. 7 Sqn indgik i fra starten.

Alle i vor besætning var sergenter. Vi forlod vor base Oakington ved Cambridge omkring kl 19.30 og tog den nordlige rute, over Nordsøen gennem Danmark, idet det
var vor hensigt at ramme Stettin fra Østersøen.

Da vi nærmede os den jyske østkyst blev vi imidlertid angrebet af tyske Messerschmitt Me110 natjagere. Den første angreb fra en position nedefra/bagfra og beska- digede vor bagbords vinge. Vor agterskytte åbnede straks ild og meldte at han havde fået træffere på Me 110'en.

Jeg gik op i astrodomen for at bekræfte at den var skudt ned og så da en anden Me110 angribe os fra vor styrbords side, højt/agter. Granaterne fra hans kanoner forårsagede store skader, satte bagbords vinge i lys lue og afbrød intercom'en.

Ilden bredte sig til kroppen og kaptajnen gav os ordre til at springe ud.

Da denne træfning begyndte, fløj vi i 10.000 fods højde, men jeg skønner at på det tidspunkt, hvor jeg sprang ud, var vi nede i 2.000 fod. Flyet gik i et dyk og crashede
i havet et lille stykke fra kysten.

Jeg havde lige tid nok til at min skærm kunne åbne sig og så at jeg var over en åmunding, men vinden førte mig et kort stykke ind i landet, og jeg landede i en pløjemark. Ved landingen slog jeg min ryg og havde vanskeligt ved at gå.

Jeg vandrede omkring en times tid og søgte så ly i et lille skur på en bondegård. Jeg fandt senere ud af, at den lå i Fjelstrup ca. 30 km syd for Kolding og at her boede
en familie Hansen.

Tidligt næste morgen kom fru Hansen ind i skuret. Hun blev noget forskrækket, da hun opdagede mig, men da jeg fik gjort det klart for hende, at jeg var englænder, tog hun mig straks med ind i stuehuset og gav mig mad, hvorefter jeg blev lagt i seng - med en af jeres berømte fjerdyner.

Der var en ung datter i huset, som jeg senere fik at vide hed Asta Hansen. Hun fandt kort frem og viste mig hvor jeg var landet. Jeg havde en begrænset samtale med hende og faldt så i søvn.

Da jeg vågnede, forekom det mig at værelset var fuldt af danskere, som tilbød mig cigarer og gjorde V-tegnet. Jeg fik at vide at det var meningen at få mig ud af landet til Sverige, for der var en eftersøgning i gang efter min besætning.

Kort efter korn der to civilklædte politimænd og førte mig til politistationen i Kolding, hvor jeg blev behandlet særdeles godt. Jeg husker at jeg blev spurgt om jeg ville
have en engelsk bøf. Jeg svarede ja og fik så den største bøf jeg havde set siden krigen begyndte.

Jeg fik at vide at jeg ville blive interneret for resten af krigen, men kort efter kom Værnemagten og tog mig til en kaserne, hvor jeg mødte min pilot, der var blevet fanget tidligere.

Inden jeg blev krigsfange, fik jeg oplyst mine værter om min mors adresse og hun fik senere et brev fra Dansk Røde Kors om at jeg var i live.

Så kom tyskerne med et tredje besætningsmedlem, og om aftenen blev vi transporteret til flyvepladsen i Flensborg, hvor vi blev underholdt i officersmessen. Da vi talte med nogle af officererne, mødte vi en pilot, som hævdede, at han havde skudt os ned og at vi havde skudt en af hans kammerater ned.

Efter det sædvanlige forhør kom vi til Dulag Luft i Frankfurt am Main. Her fortalte en af udspørgerne mig, at tyskerne havde lokaliseret vraget og at jeg havde fløjet i en Stirling. Han var også i stand til at sige fra hvilken enhed og til at oplyse flyets kendingsmærker. Han var lidt irriteret på mig, for under det første forhør havde jeg givet indtryk af at vi fløj i en Bristol Blenheim.

Det lykkedes i flere dage et fjerde medlem af besætningen at undgå at blive fanget. Han havde en onkel i København, men blev pågrebet, da han ville krydse en bro.
Vi fire mødtes i Stalag Luft 3 i Sagan, og de næste tre et halvt år tilbragte vi som tyskernes gæster."