MAJOREN OG MIG 

En eftermiddag var jeg ude og pløje, og netop som da jeg havde vendt, så jeg en lille tysk enmotors maskine flyve langs med jernbanen. Pludselig drejede den og forsvandt same vej som det var kommet. Jeg kunne høre motoren speede op og det undrede mig noget. Men kort efter fik jeg øje på en stor maskine, som fløj meget lavt og styrede lige ned imod mig. Jeg skyndte mig at frigøre hestene fra ploven og skilte dem fra hinanden, så at de var fri og kunne løbe deres vej, hvis det store fly faldt ned eller landede. 

Maskinen kom nærmere og jeg så, at det var en engelsk bombemaskine. Jeg lagde mærke til, at den venstre udvendige motor kørte, mens den højre kørte stødvist. Fra den ene af de indvendige motorer kom der er kraftig, sort røg, og den anden indvendige motor stod stille. Maskinen var nu så langt nede, at jeg tydeligt kunne se piloten i det venstre vindue. Jeg vinkede op til ham og han vinkede igen. Agterskytten hang ud over sin maskinkanon, øjensynligt død. 

Maskinen var så langt nede, at den måtte foretage en hård drejning for at komme udenom træerne ved nabogården. Da den passerede mig, gik den højre udvendige motor i gang. Jeg tænkte, at den ville falde ned i Dybsø Fjord, så jeg sprang op på en af hestene, red hjem, og tog min cykel og kørte ned til fjorden, - men der var intet at se, maskinen var forsvundet.

Et par dage efter læste jeg i avisen, at tyskerne havde skudt en engelsk bombemaskine ned i nærheden af Korsør, og at alle ombordværende var omkommet. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, og jeg følte mig underlig til mode, fordi jeg nok var den sidste, der havde set piloten i live. Jeg havde vinket til ham, og han til mig!

En del år efter – det har vel været i slutningen af 50erne, så jeg en tv film om en fly besætning og dens chef. I en scene sad chefen alene ved et opdækket bord med tomme stole omkring. Han fortalte om, hvordan han havde det med at være den eneste overlevende, når hele hans mandskab var omkommet. Han bebrejdede sig selv, at han stadig levede, mens mændene i hans besætning alle var døde. Hans tanker kredsede om, hvad han måske kunne have gjort for at redde sine mænd. Den film satte mange følelser i gang hos mig, og gjorde min gamle erindring levende.

Helt fremme i 90erne besluttede jeg og min familie et år, at vi ville over til Svinø for at overvære den mindegudstjeneste for de faldne engelske flyvere, som afholdes hvert år 4. maj om aftenen ved kirkegården. Jeg ringede derfor til formanden for menighedsrådet for at få adgangskort, og det viste sig, at han var noget af en specialist, hvad angår de engelske flyvere, og han tog tit ud og holdt foredrag om dem.

Han kunne fortælle mig, at den pilot, jeg havde vinket til, mens jeg gik og pløjede, var major, og at han havde overlevet ved at springe ud fra maskinen uden faldskærm, kort inden den ramte jorden. Han var landet i en stor kornstak og var sluppet fra det blot med nogle knubs. Han havde været yderligere heldig ved, at bonden der ejede marken var leder af modstandsbevægelsen i området, og han havde sørget for, at majoren blev transporteret til Sverige og derfra videre til England. Efter krigen flyttede majoren til Canada, hvor han gjorde tjeneste i flyvevåbnet. For nogle måneder siden var han død, og i hans testamente stod der, at han ville begraves ved siden af sit mandskab på kirkegården i Danmark. En del af hans formue skulle bruges på, at betale rejsen til fra Canada til Danmark for hans familie, så de kunne være med ved urne-nedsættelsen.

Jeg var meget berørt over at høre alt dette, og også over at få lov til at være med til at opleve majorens begravelse. Det var en stærk ceremoni med engelske og danske faner, sækkepiber og et detachement soldater, som skød hen over graven, hvor urnen blev sat ned. To trompeter spillede retræten ”Last Post” i den store stilhed på denne forårsaften.

Jeg var og er stadig, ja det er jeg, stærkt bevæget ved hele dette forløb, som strakte sig over halvtreds år af mit liv. Det er så usandsynligt mærkeligt, at jeg så denne major og vinkede til ham som det – tror jeg – sidste menneskelige tegn, han så. Det var et mirakel at han sprang ud og overlevede, det var tankevækkende, at jeg skulle se den film, som jeg mener handlede om majorens selvbebrejdelser, og underligt, at jeg får adgangskort til mindegudstjenesten netop den 4. maj, hvor majorens urne bliver begravet. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er, som om der er en eller anden tanke med alle disse sammenfald -. Hvem der så end har tænkt den.

Men det, der rammer mig allermest, det er denne dybe samhørighed, ja næsten kærlighed, mellem officeren g hans mandskab, denne ide om at vi skal leve sammen eller dø sammen. Det kan jeg ikke glemme.