Følgende beretning blev skrevet af Flying Officer C.W. Fry om en vigtig mission til Sjælland i december 1943. Fry var navigator på en Halifax bombemaskine, som skulle tage en agent fra hærens efterretningstjeneste tilbage til Danmark og kaste ham ned med faldskærm på et forudarrangeret sted. Ud over agenten skulle denne Halifax også nedkaste våben og ammunition til den danske undergrund. Besætningen bestod af Pilot — Fl/Lt A. C. Bartter, Co-Pilot — WO F. Turvic, Navigator — F/O C. W. Fry, Bomb Aimer — F/S B.A. Atkins, Wireless Operator —F/O E. Howell, Flight Engineer — Sgt. N. Anderson, Mid-Upper Gunner — Sgt. S. C. Smith and Rear Gunner — Sgt. L. W. Riggs. Historien blev overgivet til CONTACT af J. Laird Nicholson med tilladelse fra Joe Fry. Vi kalder denne historie

MISSION TIL SJÆLLAND  Fredag den 10. december 1943

I nat skal vi på vores vigtigste opgave til dato, en opgave vi har ventet på i næsten ti dage allerede. Tre gange sidste uge fik vi instrukser og gjorde alle forberedelser til at tage af sted, men hver gang blev flyveturen aflyst på grund af tåge. Oprindeligt skulle vi flyve over Norge og Sverige og så tværs over til vores mål på Sjælland, den store ø øst for det danske hovedland. Vi skulle flyve op til Kinloss i Skotland og tage kurs derfra. Vores rute hjem skulle være den samme som på udturen. I aften skal vi dog tage kursen fra vores hjemmebase Tempsford nær Cambridge og flyve til en DR position 90 miles vest for Danmark, krydse den danske kyst ved Nissum Fjord, tværs over Jylland og over til Sjælland og målet. Tågen er begyndt at lette, og det begynder at se ud som om vi endelig kan få denne tur overstået. Vi letter kl. 20:10, ret tidligt fordi det vil være en tur på 11-12 timer.

Nu er vi alle klar med vores almindelige briefing og meteorologiske briefing overstået. Vejret ser ud til at blive meget godt, når vi kommer væk fra den sidste del af tågen, der stadig hænger omkring os. Der vil være fuldmåne i nat, så vi skulle ikke få særlig svært ved at finde frem til vores mål – en lille mark nord for en hjerteformet sø
(her, overblik her) midt på Sjælland. Vi havde en temmelig lang briefing af besætningen fra efterretningstjenesten, da det er et vigtigt job. Vi skal tage en efterretningsagent tilbage til Danmark og kaste ham med faldskærm ned på en mark, hvor folk er parat til at tage mod ham. De vil sende hvide lysglimt med identitetsbogstavet ”G”. Foruden denne ’Major’ skal vi medbringe en ladning våben og ammunition til undergrunden. De skal også nedkastes med små faldskærme. Alt er pakket i store containere – pakket, så de ikke bliver beskadiget eller eksploderer, når de rammer jorden.

Nu af sted til messen til aftensmad inden flyveturen. Bill Howell, telegrafisten, Pete Bartter, piloten og mig selv, navigatør, kørte over til officersmessen på vores trofaste cykler. Resten af besætningen (tre Sergeants, en Flight Sergeant og en Warrant Officer, der skulle på sin første tur med os for at få erfaring) spiste i sergentmessen. Bacon og æg smager helt sikkert godt på et tidspunkt som nu, især når man kan se fremad til 10 eller 12 timer i luften, hvor man ikke sidder på et særlig behageligt sæde.

Klokken syv gik vi ned til halveskadrillen og fik fat i faldskærme og gummibåde. Nick Anderson, vores flymekaniker, fik fat i vores flyverrationer – dobbelte rationer denne aften: appelsiner, to dåser tomat juice, chokoladeplader, tyggegummi, glukosetabletter og nogle Benzedrine tabletter (opkvikkende). Desuden havde vi hver et sæt flugtudstyr – nok til en dag eller to i nødstilfælde. Jeg må have haft en forudanelse om problemer forude, da jeg efterlod et brev hos vagthavende officer med instrukser om hvor mit tøj skulle sendes hen, hvis jeg blev meldt savnet, eller måske var det fordi det var vores skrappeste job til dato. Vi fik vores ’23:30’ fra vagthavende (en vejrudsigt med vindretning og vejr på turen ud og hjem). Så mødte vi ’Majoren’ og vi var alle parate til at tage af sted. Så ud til flyet, en Mark II Halifax – et helt nyt fly. Efter den sædvanlige opstart og check af udstyr var vi alle parate.

Men fra begyndelsen syntes tingene at gå galt. Riggs, haleskytten, meldte at hans kanontårn var dækket af is, så han ikke kunne se ud. Så måtte vi vente på at jordpersonellet kunne få det klaret. De sprøjtede også noget på vingerne for at forebygge isdannelser. Endelig var vi klar til at tage af sted igen og begyndte langsomt at køre ad yderbanen hen mod startbanen. Månen var lige ved at stå op, og med en smule tåge i luften var det svært at se. Pludselig da vi kom omkring et hjørne -  Bingo!.. et af hjulene kom af banen. Når det sker for en Halifax på 27 tons synker flyet lidt ned og kører fast. Det ser ud som om vi havde haft vores tur den nat. Vi kravlede ud og kom tilbage til halveskadrillen for at vente i et rum til besætninger. Alle havde det elendigt. Vi skulle alligevel klare turen før eller senere, og hver gang den blev aflyst, fik det os bare til at tænke mere på turen. Alle blev meget pirrelige. Nick bandede voldsomt.

Jordpersonellet fandt dog ud af det med en traktor og noget hejseudstyr og fik endelig ’H for Harry’ tilbage på yderbanen. Ny ordre! Vi skulle tilbage til flyet og prøve at tage af sted igen.

Denne gang kom vi fint rundt og lettede kl. 22:10 – to timer forsinket – så vi vil komme hjem i dagslys, noget vi ikke bryder os ret meget om. Vi satte kurs omkring 2000 fod over basen mod vores DR position ud for Danmarks kyst (DR=Dead Reckoning – punktet, hvorfra man kan flyve efter bestik). Efter at have krydset den engelske kyst ved Cromer kom vi ned til omkring 400 fod over vandet for at krydse Nordsøen, så fjenden ikke så nemt kunne fange os på radar. Sikken en flot nat! Ikke en sky og månen skinnede klart, faktisk lidt for klart efter vores smag. Vores specialudstyr virkede fint og vi holdt os lige på sporet, så jeg fik kaffe et par gange fra termoflasken og spiste en appelsin.

På det beregnede tidspunkt kom vi til det punkt, hvorfra vi kunne flyve efter bestik. Jeg fik taget en pejling og ændrede vores kurs mod Nissum Fjord. Skipperen begyndte at stige blidt, så vi kunne krydse den danske kyst og tage en nøjagtig pejling. Vi krydsede kysten, og Tommy Atkins, bombeskytten, identificerede det som Nissum Fjord. Vi ændrede straks kurs og kom hurtigt ned, indtil vi fløj hvad jeg syntes var lige over trætophøjde. Alt gik fint. Der var meget svag vind, og det gjorde det let at blive på ruten. Sigtbarheden var perfekt i månelyset, og vi kunne let bestemme veje, floder og landsbyer. Danmark er meget fladt og ideel til vores type arbejde med flyvning i lav højde. Efter at have krydset en strimmel vand (Storebælt) ramte vi Sjælland lige som planlagt og satte kurs mod modtagestedet med forventet ankomst kl. 01:45. Vi identificerede den hjerteformede sø og fandt modtageholdet, der glimtede ”G”. Lige da råbte Tommy: ”Jeg så skyggen af et andet fly krydse lige under os.” Vi troede alle, at han så syner og Bartter blev ved med at cirkle med vingeklapperne nede og forberedte sig på at foretage nedkastningen. ’Majoren’ var lige parat til at springe. Så rapporterede Nick fra øverste kanontårn, at han kunne se flyet, en JU 88. Nu vidste vi, at Tommy ikke bare havde sagt noget vrøvl. Vi var i 800 fods højde, og Bartter fik straks vingeklapperne op og dykkede væk fra angrebet. Imidlertid var JU 88 piloten en skrap fyr. Han angreb først fra venstre side og hans granater flænsede gennem de forreste positioner i flyet. Granater skreg over vores hoveder, og Tommy og jeg dykkede ned på gulvet. Hvis mit ansigt var lige så hvidt som Tommys, må vi have set meget skrækslagne ud. Granater fik stykker af flykroppen ind i flyet. En af dem ramte vores samtaleanlæg lige over og foran telegrafist Bill Howels ansigt og på den måde mistede vi vores eneste mulighed for at kunne tale sammen. Skytterne var ude af stand til at fortælle Bart hvilken side han skulle dreje til.

I sit næste angreb havde jageren krammet på os, men haleskytten Riggs overdængede ham med ild og krudtrøgen var ved at kvæle os. Nick rapporterede, at en af motorerne i højre side eller en benzintank var ramt og i brand – jeg fandt aldrig ud af, hvad det var. Flammerne spredtes hurtigt og hele højre vinge var i brand. Vi var for langt nede til at kunne springe ud med faldskærm, så Bart gav ordren ”Nedstyrtningsstilling.” Han var nødt til at råbe på grund af samtaleanlægget, der ikke virkede, og alt hvad jeg hørte var ”Nedstyrtning” men det var nok. Vi kom tilbage til hvilestilling på et øjeblik og vi syv trykkede os sammen og ventede. De få sekunder vi måtte vente var nogle af de længste jeg har oplevet. Vi kunne let høre flammen brænde på vingen, og tyskeren fulgte os næsten til jorden, mens han fyrede på os hele vejen. Til sidst styrtet og det andet bump og vi begyndte under stor larm at komme ud af nødudgangen øverst. Hvert sekund talte, for vi vidste at benzintankene over ammunitionen kunne eksplodere, hvornår det skulle være. Alle kom ud og væk fra flyet i tide. Det var helt sikkert en værre redelighed – næsen på gamle H som Harry var smadret til stumper, og jeg ved endnu ikke hvordan Bart kom ud. Vi kom af med flyverdragterne og begyndte at løbe hen mod et hegn omkring 200 yards væk. 'Majoren' tog straks den modsatte retning. Det ville være temmelig slemt, hvis vi nogen sinde blev fanget sammen med ham. Aldrig så snart var vi kommet ind i skyggen bag hegnet før flyet eksploderede. Vi stod og kiggede et minuts tid på at det brændte, og så begyndte vi at lægge planer.
Vi bestemte efter forslag fra Tommy (Bomb Aimer, F/Sgt B.A. Atkins) at officererne skulle gå sammen og sergenterne skulle dele sig op. Hvis vi blev taget til fange, ville officererne komme i et fængsel og stregbefalingsmændene i et andet. Vi gav hånd hele vejen rundt og Bart, Bill og jeg gik mod nord. De andre delte sig op, to og tre, og gik mod øst. Det er det sidste, jeg nogen sinde så til dem.

Jeg fandt ud af, at jeg havde en dyb flænge i håndleddet og den blødte, så Bart lånte mig sit lommetørklæde og bandt det på for mig. Så begyndte vi at gå for at lægge størst mulig afstand mellem os og hvad der var tilbage af ”H som Harry.” Vi holdt os i skyggen langs hegn og holdt os væk fra gårde, og til sidst kom vi til en lille bæk, hvor vi fik noget at drikke. Der sad vi under et stort træ, og med en kniv skar vi vore flyverstøvler ned til vandrestøvler. Så foreslog Bill at vi smed topstykkerne i bækken. Vi begyndte igen at gå mod nord efter Nordstjernen. Vi havde en temmelig svag plan mellem os om at prøve at komme til nordkysten på øen og så på en eller anden måde med en eller anden båd at komme til Sverige.

Efter at have udnyttet hvert eneste stykke skov og hegn undervejs kom vi kl. 4 om morgenen til en bakketop. Da vi så os tilbage kunne vi stadig se flyet brænde og røgskyer fra det. Vi vidste at tyskerne sikkert ville have opdaget det og ville søge i nabolaget efter os. Ved det begyndende daggry omkring kl. 7 gik vi stadig. Nu vaklede jeg bare af sted. Bart gik langsommere og langsommere plaget af et dårligt knæ, som han havde forvredet i styrtet, så Bill og jeg var nødt til at standse op af og til og vente på ham. Det syntes at blive sværere at finde dække, så vi måtte ret tit gå meget nær gårde. Selv om det nu var ved at være helt lyst, havde vi ikke andet at gøre end at gå videre, til vi fandt en skov stor nok til at gemme sig i, mens det var dag. Da vi gik forbi en gård, bestemte vi os til at kravle op i en stor høstak og gemme os der, mens det var dag, men vi fandt den meget våd og ombestemte os. Så syntes vi, at vi ville tage en chance og gik ind i laden.

Her havde vi vores første forsøg på at gøre os forståelige for en landmand, der lige var kommet ud for at malke. Vi prøvede alt for at prøve at få ham til at forstå. Vi bevægede armene som en fugl for at vise ham, at vi var flyvere og var meget sultne. Jeg tror han forstod, men han var for bange for at blive fanget af tyskerne for at hjælpe flyvere. Men hans kone kom ud med fem små æbler, og så var vi på vej igen. Jeg ville ikke have troet, at der kunne være så meget energi i et lille æble. Omkring 8.30 kom vi endelig til bredden af en stor fjord nær de skove vi kiggede efter. Vi fandt en klump balsamgraner og kravlede ind under de nederste grene ude af syne og lagde os på et lag visne grene.

Bart åbnede så sin flugtpakke og vi delte noget af en plade chokolade. Hvilken morgenmad! Men da vi ikke havde nogen ide om, hvor længe vi skulle leve på den måde, vidste vi, at den smule vi havde skulle vare længe. Sikken en dag – den længste dag jeg nogen sinde har haft og jeg tror også den koldeste! Vi var i vores tjenesteuniformer og ingen af os havde hat eller handsker. Det var under frysepunktet, og selv om solen skinnede, fik vi ikke noget af den i skyggen af vores graner. Til sidst blev vores fødder så kolde, at vi tog sko og strømper af og gnubbede blodomløbet i gang i hinandens fødder. Vi fandt desværre også ud af, at vi havde valgt et sted i skoven, hvor en gruppe skovhuggere var på arbejde med at fælde træer og lave dem til brænde. Vi var nødt til at være stille. En skovhugger var kun 10 meter fra os, da han kom forbi med hest, vogn og et læs træ, men heldigvis opdagede han os ikke. Dengang vidste vi ikke, om det sprog han brugte for at få hesten fremad var dansk eller tysk.

Vi fandt ud af, at vi havde kun omkring fem cigaretter og de var snart væk. Bart havde sin pibe og en smule tobak, men det varede heller ikke længe.

I løbet af dagen studerede vi vores kort over Danmark og gennemgik igen og igen den strækning vi havde gået og prøvede at lave en handlingsplan. Vi havde gået omkring 20 miles (32 km), men det føltes som hundrede for mig. Vi fandt skoven vi var i på kortet og fandt ud af, at vi var på nordvestsiden af en fjord, der gik ind fra nordkysten. Vi besluttede os så for at gå mod syd igen og så mod øst for at arbejde os nærmere Sverige. Vi opdagede, at det ville blive umuligt at krydse over til Sverige for egen kraft i en lille båd.

Skumringen begyndte omkring 16.30 og vi begyndte at gå igen, denne gang mod syd. Igen kom månen op, og vi skulle passe meget på. Omkring 18.30 var det tæt på at gå galt. Vi gik omkring 100 m fra kysten, kom over en lille bakkekam og løb lige ind i en tysk vagtpost. Det eneste vi kunne gøre var at gå videre så nonchalent som muligt og håbe vi ikke blev råbt an. Vi gik videre med hænderne i lommen, mens vi fløjtede med temmelig tørre læber. Hvordan han undgik at genkende tre engelske flyvere i battle dress i klart måneskin finder jeg aldrig ud af. Hvert øjeblik regnede vi med at han ville råbe ’halt’ eller noget tilsvarende på tysk, men det gjorde han ikke, selv om han afgjort så os. Vi var heldige med at slippe af sted med det. Vi krydsede en jernbane og kom så til en hovedvej. Det tog os nogen tid at komme tværs over. Adskillige gange kom tyske biler forbi, og vi måtte smide os med ansigterne mod pløjemarken for ikke at blive set. Endelig kom vi over vejen og gik igen over markerne. Da vi bestemte at vi var langt nok mod syd, gik vi mod øst. Vi blev mere og mere sultne, og vi besluttede os til, at før eller senere ville vi være nødt til at tage en chance og gå ind på en gård efter mad.

Da vi krydsede en mark nær en gård, råbte en gammel mand efter os og løb efter os. Det varede lidt inden han syntes at forstå, at vi var allierede flyvere. Han plaprede løs på dansk. Vi lavede fjollede tegn for at vise vi var sultne, og vi pegede på munden og gned os på maven. Hans ansigt strålede, og vi troede han havde fanget budskabet. Men han gravede ned i lommen og trak et stykke sort tobak af en slags frem. Til sidst opgav vi og gik videre.

Ved den næste gård vi kom til, besluttede vi os til at vi var nødt til at prøve lykken. Da vi kom, mødte vi to karle, der trak af sted med deres cykler og de standsede. De kunne ikke tale meget engelsk, men Bill med spansk og Bart med italiensk fik dem til at forstå, at vi var sultne, og de tog os hen til stalden med omkring 25 jerseykøer. I guder, det sted var varmt! Vi sad på malkeskamler, mens en af karlene gik ind i stuehuset og kom tilbage med nogle madder med rigtig hjemmelavet dansk ost. Men netop som vi skulle til at tage af sted løb han efter os og fik os på en eller anden måde til at forstå, at en, der kunne engelsk, ville komme over til os. Vi gik tilbage til stalden for at vente, mens en af dem gik hen for at hente ham. Omkring en halv time senere kom han tilbage med fyren. Sikken et held! Det var en landmand, som havde boet 15 år i Canada, nær Winnipeg.

Da han så ’Canada’ på mit battle dress, var alt i orden. Han tog os hen på sin gård nogle hundrede meter væk, og fra da af gik det godt for os.

Hans kone kunne ikke et ord engelsk, men hun vidste alt om engelske flyvere og ville få os til at føle os hjemme, så hun bragte os mere at spise sammen med noget te. Hvor var det dejligt at få noget at spise igen! I mellemtiden klarede en af karlene 20 miles (32 km) på cykel for at bringe en mand fra undergrundskæden til os. Vi aftalte at en eller anden skulle komme og hente os i løbet af en dag eller to. Så gik vi i seng, alle tre sammen.

Søndag morgen (12. december 1943) blev vi inde i huset og spillede kort for at få tiden til at gå og hørte radio. Vi gik ud en ad gangen for at bruge toilettet i laden (tidligt om morgenen). Ved middagstid fik vi det bedste måltid jeg tror jeg nogen sinde har fået! Til bare os tre kom hun med to hele kyllinger med kartoffelmos, sovs og grøntsager. Desuden fik vi hjemmelavet brød og rigtig dansk smør så hvidt som sne. Til dessert fik vi en slags frugtkage dækket af omkring en tomme flødeskum. Waauw, sikken en kage! Kaffen var ikke så varm, men dansk kaffe var omkring ¾ cikorie.

Netop som vi var ved at afslutte vores måltid kom en dansk godsejer med tøj vi kunne gå med. Bart fik noget, der passede ham godt, et mørkt sæt tøj med bowlerhat – også lavet i London. Bill fik et brunt sæt tøj og en blå hat, og jeg fik et gråt sæt, men ingen hat, og en gammel brun frakke. Godsejeren fortalte os, at en ambulance ville komme efter os i løbet af eftermiddagen. Han gav os 300 kroner i danske penge, så med hvad vi allerede havde, skulle vi kunne klare os hvad angik penge. Vi sagde farvel og godsejeren tog af sted. Vi spurgte ikke nogen om navne for det tilfælde at vi blev fanget.

Omkring 13:30 kom ambulancen, og chaufføren i uniform og en tømmerhandler, som skulle tage sig af os, kom ind. Vi sad og snakkede lidt og skiftede så tøj. Bart barberede sit overskæg af, gav vores flyvervinger fra uniformen væk som souvenir og gav landmanden besked på at ødelægge vort tøj. Endelig sagde vi farvel, takkede landmanden og hans kone og gik ud i ambulancen en ad gangen. De trak alle gardinerne for og vi kørte mod København. Den første by vi kom til var Roskilde, hvor vi standsede et stykke tid. De kørte ambulancen ind i en slags garage (eller ambulancecenter) og her mødte vi godsejerens bror. Han gav os adskillige pakker cigaretter – temmelig skrækkelig tobak – og jeg fik en hat – en gammel sømandshat. De fleste af mændene talte ret godt engelsk, så vi sad og snakkede et stykke tid, inden vi kørte videre. Mens vi kørte gennem gaderne, så vi adskillige tyske soldater, der hang på gaden for at se på piger, der kom forbi.

Endelig omkring 16:30 kom vi til København, ambulancen standsede, og vi blev ført en ad gangen hen ad gaden og ind i en slags klub, hvor der var et selskab. Vi blev præsenteret hele vejen rundt og fik et glas snaps. Sikken en drink! Den brændte i mig hele vejen ned til tæerne. Efter omkring en halv time fortalte de os, at vi skulle med taxa hen til en lejlighed. Vi måtte ikke sige et ord i taxaen. De tog os hen til en lille lejlighed og fik os til at føle os godt hjemme. Vi skulle blive der, til det blev arrangeret at vi kunne komme tværs over til Sverige.

De lod os være alene, låste døren og fortalte os, at vi ikke skulle lukke op, hvis der kom nogen. Omkring klokken otte kom de tilbage, tre par. De havde arrangeret et fødselsdagsselskab og ville ikke udsætte det, bare fordi vi var der. De havde mad med til os og en hel papkasse fuld af gin, whisky og pilsner øl. En af pigerne (gift) var den kønneste rødhårede pige jeg nogen sinde har set, med en flot figur og en stemme som… Hun talte et sjovt engelsk, og vi kunne næsten ikke slippe hende med øjnene hele aftenen. Vi endte med at synge ’God Save the King’ og ’Rule Britannia’. De blev ved med at spørge os om hvornår de allierede ville invadere Danmark. Vi lovede at komme tilbage og besøge dem efter krigen. Da selskabet brød op, redte de op til os på gulvet. Jeg sov på sofaen. Ved middagstid sendte de en mand op med flere madder til os og lavede te til os – også et par pilsnere. Vi brugte tiden på at se på nogle af deres billeder, og Bart og jeg spillede kort. Den bums betalte aldrig de 34 cent jeg vandt.

På en eller anden måde fik de besked til ’Majoren’ og om eftermiddagen kom han for at besøge os. Han var sluppet væk ret nemt. ’Majoren’ bragte os flere cigaretter og gik så for at mødes med en om at tage os tværs over vandet til Sverige. De kom tilbage omkring 7 den aften.

Vi blev igen taget med ambulance forbi de tyske vagtposter på en bro og over til en lille ø, hvor vi skulle vente til næste del af vores rejse. Efter at vi kom ud af ambulancen mødte vi en sømand, som nu skulle tage sig af os. Vi gav hånd hele vejen rundt. Jeg følte mig meget alene efter at de tog af sted, for de syntes så sikre på sig selv.

Sømanden tog os til en hytte nede ved vandet – en rigtig sød lille hytte som øjensynligt tilhørte en sejler, for han havde billeder og modeller af sejlskibe overalt i rummet. Efter en halv time kom et par unge danske fyre, omkring 16 år gamle, for at tage os hen til et andet hus. Åbenbart havde de en ide om at tyskerne måske ville komme og tage huset til at bo i. Adskillige huse var blevet konfiskeret i området i løbet af de sidste par dage. Derfor tog vi af sted igen.

De advarede os mod at sige noget som helst, skønt en af drengene engang spurgte, om vi var bevæbnede og syntes ret overrasket, da vi fortalte ham, at det var vi ikke. Skønt de var så unge, havde de pistoler og syntes forhærdede nok til at have dem. Vi gik ind i et mørkt hus og lige ovenpå til et af værelserne, et soveværelse. De tændte et stearinlys og fortalte os om deres planer. Sømanden skulle komme og hente os klokken 7 næste morgen og tage os hen til båden. Så gik de tre, og vi begyndte på den længste nat jeg nogen sinde har haft. Vi sad oppe et stykke tid og snakkede og fik nogle flere stykker mad. Der var meget koldt i rummet, så vi tre prøvede at ligge på sofaen. Når vi blev trætte og trængte til at skifte stilling, var vi alle nødt til at gøre det på en gang, og så ville vi ligge et stykke tid på en ny måde. Engang hørte vi et fly cirkle over bugten, og det gav os et par slemme øjeblikke at tænke på tyske fly igen. Vi snakkede en masse, for hver gang en af os vågnede, vækkede det også de andre. Vi blev ved med at tænke på, hvordan resten af besætningen klarede sig, og om de måske var taget til fange.

Endelig var natten forbi, og sømanden kom tilbage for at tage os ned til båden. Vi gik gennem en udgang på bagsiden for at gå langs vandet. Tanken blev ved med at køre gennem hovedet på mig, hvor forfærdeligt det ville være at blive fanget nu, hvor vi var så tæt på at slippe væk. Vi kom hen til anløbsbroen og fiskerbåden, en lille motorbåd. Vi fik besked på at gå ned i lastrummet med det samme. Der var meget lidt plads, og det var vådt og lugtede af fisk og olie. Efter 10 minutter åbnede en eller anden lugen over os, åbenbart for at udføre en slags inspektion. Da havde vi hjertet helt oppe i halsen. Men hvem det end var opdagede han os heldigvis ikke. Hvis han havde drejet sin lommelygte lidt, ville han have set os! Det er meget svært at holde sig fuldstændigt i ro, når det virkelig gælder. Endelig kom vi på vej. Båden var ikke særlig hurtig, men hver gang den gamle motor dunkede, kom vi den smule nærmere Sverige og sikkerhed. Omkring kl. 9 kom en af hjælperne fra dækket og fortalte os, at vi kunne komme op på dækket, fordi vi var inden for 3-miles zonen fra Sverige og derfor i sikkerhed for enhver tysk indgriben. Det var dejligt at komme op på dækket, skønt vinden var bitterlig kold. At tage en dyb indånding af frisk luft, mens man lænede sig op ad masten, og sige til sig selv: ”Jeg kom væk fra de fandens tyskere” – sikken en fornemmelse!

Snart kom vi ind i havnen i Malmø på Sveriges sydkyst. Vi lagde til, og skipper – en svensk fisker – overgav os til de svenske myndigheder.

Vores historie til svensk politi var at vi var politiske flygtninge. De lod som om de godtog historien. Så blev vi overladt til den britiske legation i Malmø, som tog os til Stockholm. Vores eneste pligt var at melde os til ambassadøren hver dag. Vi fik penge, så vi kunne købe civilt tøj, og jeg har stadig en slåbrok, som jeg købte.

Vi var noget af en sjældenhed i byen – de fleste allierede flyvere, der kom ned, tog mod syd gennem Europa til Spanien gennem Pyrenæerne. Der var selvfølgelig også en del tyske flyvere interneret i Sverige. Når nogle af vore folk blev frigivet, blev et tilsvarende antal tyskere også frigivet. Da det blev vores tur, fløj vi tilbage til Kinloss i Skotland med den eneste civile flyrute, der stadig fløj.

Efter Kinloss rejste jeg med tog til London til de-briefing hos canadisk efterretningstjeneste og det canadiske ministerium for luftvåbnet. Efter langvarige runder med spørgsmål fik jeg tilbudt 30 dages orlov, så jeg kunne komme tilbage til Canada på besøg, hvis jeg brød mig om det. Det var jeg hurtig til at bryde mig om, og ministeriet for luftvåbnet arrangerede at jeg og adskillige andre canadiere kunne komme med et amerikansk troppetransportskib, ”Andes”, et skib der blev bygget før krigen til brug på Amazonfloden. Det var fladbundet, langsomt og rullede meget i dårligt vejr. Det tog os 9 dage i en konvoj at krydse Atlanterhavet. Vi landede i New York, og jeg begyndte på mine 30 dages orlov.

Efter krigen fik jeg på besøg i Danmark at vide, at efterretningsagenten (Majoren) var Flemming Muus, den ledende faldskærmsagent i den danske modstandsbevægelse. Han havde været i London til møder med SOE-folk, og vi førte ham tilbage til Danmark, så han kunne fortsætte sit farlige arbejde. Flemming blev en velkendt forfatter af adskillige bøger om modstandsbevægelsen og Danmarks kamp mod tyskerne.

De andre medlemmer af vores besætning var ikke så heldige, som vi var. En dansk landmand var venlig mod dem og lod dem sove en nat i sin lade. Han viste sig at være en forræder. Da de vågnede næste morgen, var laden omringet af tyske soldater, og de 5 tilbragte resten af krigen som krigsfanger.