Flystyrt ved Bjerndrup - Beretning fra Andreas Schulz                        Opdateret:  31 OKT 2013

Beretning om  Wellington X HE170  fra Andreas Schulz via hans søn Milert Schulz til  www.airmen.dk den 31. oktober 2013.


En øjenvidne beretning om et angreb på en R.A.F. bombemaskine, som blev skudt i brand og styrtede ned i Bjerndrup nordøst for Løgumkloster:

Om aftenen d. 29. april 1943, hvor vi unge havde været til et møde i Løgumgård Forsamlingshus, og ved midnatstid skulle hjem, var bombeflyverne på vingerne i stort
tal, kunne vi høre.

Min kammerat og jeg skulle til Bjerndrup på cykel, og vi var endnu ikke nået til Landeby, da vi hørte et stort fly komme meget lavt nede. Pludselig hørte vi en kraftig
skudsalve fra en jagermaskine, som fløj forbi. Vi sprang ned i vejgrøften. Det hele varede kun nogle få sekunder. Vi kom på cyklerne igen, og da vi nåede til Landeby,
var det store fly kommet ned under skyerne, og vi kunne se, at det var skudt i brand. For os så det ud, som om det fløj ind over Arrild og hen imod Branderup, hvorefter
det kom op imod os. Vi var da på vejen fra Landeby til Bjerndrup. Vi kunne se, at piloten forsøgte at nødlande, da det langsomt nærmede sig jorden. Pludselig brød
det hele i brand i et kæmpe flammehav, som lyste hele området op i et rødt skær.

Vi cyklede hurtigt hjemefter. Da vi nåede til smed Johan Wilkens’ smedie, hvor jeg var i lære, stod naboens søn, Peter Bolbro, ude på vejen og spejdede mod flammehavet. Han havde også set maskinen prøve på at lande med det tragiske resultat, at den efter at have taget jorden og kuret ca. 500 meter var havnet i en dyb afvandingskanal, hvorefter den tippede rundt og havarerede fuldstændigt. Maskinen brød i brand, og da den til hjemturen endnu havde en stor mængde brændstof
ombord, udviklede branden sig eksplosionsagtigt til et kæmpe inferno.

Meden vi tre stod og så på det skete, kom lærer Jens Refslund Paulsen tililende. Han havde været til det samme arrangement i Løgumgård Forsamlingshus, som vi
var kommet fra. Han spurgte, om vi havde ringet til politiet, hvilket vi endnu ikke havde gjort. Han løb så ind til smeden for at låne telefonen for at ringe om det skete.
Han og smeden (min onkel) kom tilbage til os. Da min onkel så bålet spurte han mig, om jeg ville med over til det brændende vrag. Jeg sagde ja. Efterfølgende
hentede han en tandemcykel, som jeg satte mig bag på. Vi var kun kommet hen forbi naboen, August Petersens gård (i dag ejet af Ole Petersen), så kunne vi se,
at maskinen lå ca. 500 m. fra gården i retning op imod Visbjerg. Vi gik over mod stedet, men da vi kom tættere på det brændende vrag, kunne vi høre, at der var
nogle af besætningsmedlemmerne, som havde overlevet det dramatiske nødlandingsforsøg, idet der lød klagende stemmer i retning af det havarerede fly.

Min onkel ville helt over til vraget, men jeg holdt mig tilbage af frygt for, at flyet rummede bomber, som endnu ikke var detonerede.

Medens vi stod og overvejede situationen, så vi at politiet fra Løgumkloster (Johansen) kom. Der kom også en fra Ravsted. Jeg mener, hans navn var Levinsen.
Da de kom nærmere, trak vi os tilbage. Min onkel ville godt have været med Johansen over til vraget, men han blev afvist.

De to betjente mødte hinanden ved vraget, og blev også straks klar over, at der var overlevende i vraget. Johansen kom hurtigt løbende tilbage til os, og sagde, at vi
skulle komme med over for at hjælpe med at få de overlevende bragt ud af vraget. Jeg ønskede ikke at gå over til vraget, men Johansen insisterede, og sagde at vi
var nødt til at kommer over for at kunne hjælpe besætningsmedlemmerne fri af vraget.

Det første besætningsmedlem, som vi fandt, lå nede i den afvandingskanal, som flyet var havnet i. Han havde nogle vragdele over sig. Disse var vi nødt til først at
fjerne før vi kunne få ham op på marken. Han var fuldstændig tilsølet af olie og vand. Vi knappede hans flyverdragt op, så han bedre kunne få luft. Jeg så, han havde
et dybt sår ind i halsen, og hans bækkenparti var også knust, kunne vi se, idet hans ben slæbte hen af jorden, da vi trak ham op på marken. Medens vi tilså ham
kunne vi pludselig høre, at der på den anden side af kanalen også lå en, som endnu var i live. Jeg løb derover og fandt ham liggende på jorden med alt sit flyveudstyr
på endnu.

Nu var der i mellemtiden kommet andre til stede, som så tog sig af ham. Der var også kommet to ambulancer til stedet, og den først fundne var nu bragt ind i
ambulancen. Der var imidlertid ikke redningsmandskab nok til stede, hvorfor jeg blev udpeget til at køre med, som hjælper i den første ambulance. Ambulancen
satte kurs mod Tønder Sygehus. På vejen derud kunne jeg se den kvæstede ligge bag i ambulancen. Det var en ganske ung mand.

Da vi kom til sygehuset og skulle have ham over på en anden båre, var vi fire mand til at flytte ham. Vi var alle fire nødt til at lægge vore arme helt ind under ham på
grund af hans kvæstelser. Han skreg frygteligt, da vi lagde ham over på den anden båre. Det var det sidste vi så til ham.

Vi kørte hjem igen, og nu var det efterhånden blevet lyst. Klokken var mellem 5 og 6 om morgenen. Vi ringede senere på dagen til sygehuset for at høre, hvordan
det var gået med de to besætningsmedlemmer. Vi fik oplyst, at de begge var døde, så det var fem unge mænds død ved dette ene flystyrt.

De dræbte var ifølge bogen ”Faldne allierede flyvere 1939-1945” følgende:

Sgt. George Richard Burgess, RAF 196 Sqdn.

Sgt. Edwin Donald Curling, RAF 196 Sqdn.

Sgt. Edward George Quick, RAF 196 Sqdn.

Sgt. Frederick Charles Swain (pilot), RAF 196 Sqdn.

Sgt. Albert Wheatley, RAF 196 Sqdn.

Efterhånden som det rygtedes i sognet, at der var styrtet et fly ned i Bjerndrup kom der mange, som ville se vraget. På et tidspunkt om formiddagen den følgende
dag, kom der et lille fly, som kredsede over stedet for til sidst at lande på marken, hvor vraget lå.

Ud steg to militærpersoner. Den ene gik hen til vraget og samlede et langt patronbælte op fra bombemaskinens maskinkanoner, hang det om halsen på sig selv,
hvorefter han poserede foran vraget, medens den anden fotograferede ham mange gange. Denne handling fandt vi tilstedeværende meget anstødelig, især på den baggrund, at de tre øvrige indebrændte besætningsmedlemmers lig efter vor opfattelse stadig måtte befinde sig i vraget.

Efter fotograferingen fløj de to personer afsted igen. Vi fik at vide, at den fotograferede var piloten på det tyske jagerfly, som havde skudt bombemaskinen ned.
Han skulle vel have et bevis med hjem på sin bedrift under den anden verdenskrig, som han havde deltaget i.

Det fremgår af ovennævnte bog, at bombemaskinen den nat havde deltaget i en af anden verdenskrigs største mineudlægningsoperationer, som fandt sted i
Østersøen.

Jeg har senere i livet tit tænkt på denne oplevelse, men har aldrig vidst, hvor de fem flyvere var blevet begravet. Senere blev vi klar over, at alle de flyvere, som var
dræbt ved nedstyrtninger over Danmark, er blevet begravet på bestemte kirkegårde her i landet.

I ca. 1995 kom jeg til at tale med min ældste søn, Milert Schulz om dette. Han nævnte, at han kendte en person i Århus, som i en bog havde samlet oplysninger
om alle de flystyrt, som var sket over Danmark, hvor de var sket, og hvilke besætningsmedlemmer, der havde været med.

Jeg fik fat i bogen, og stod så pludselig over halvtreds år efter med navnene på dem, som jeg havde været med til at bjærge ud af deres flyvrag for så mange år
siden. Det var en mærkelig oplevelse.

I maj 1995 – halvtredsåret for Danmarks befrielse – var jeg i Øster Højst med til en mindehøjtidelighed for de dræbte ved et andet flystyrt, som var sket i nærheden
i Øster Højst. To af de tre overlevende amerikanere fra dette flystyrt deltog i denne højtidelighed. Der er i Øster Højst rejst en mindesten med navnene på de
omkomne besætningsmedlemmer fra dette styrt.

Til stede blandt mange andre var også nævnte politibetjent Johansen. Han fortalte mig, at flystyrtet i Bjerndrup var den første rapport han optog i Løgumkloster, og
jeg kunne jo så fortælle ham, at jeg havde været med til at bjærge nogle af besætningen ud af vraget. Vi syntes begge, det var underligt, at vi skulle mødes igen
ved denne anledning halvtreds år efter begivenhederne under krigen.

Det har undret mig, at der i Øster Højst er blevet rejst et minde over de omkomne fra dette flystyrt, mens der aldrig er blevet sat et minde over dem, der blev
dræbt den nat i 1943 i Bjerndrup. Det var jo også fem unge mennesker, der mistede livet, for at hjælpe os med at befri vores verdensdel og vort land fra nazismens besættelse. Jeg synes, at de også burde have et minde det sted, hvor de mistede livet.

Jeg har engang talt med Ole Petersen, på hvis mark det nedstyrtede fly lå på i 1943, og han synes også, at der burde være en eller anden form for mindetavle i
nærheden af stedet, hvor flyet lå, for om få år er der ikke mere nogen, som kan fortælle noget om den nats begivenheder.

Jeg håber, at denne beretning, sådan som jeg oplevede det, må være med til at bevare mindet om fem unge flyvere, der med livet som indsats i luftrummet over
Danmark, var med til at vinde krigen over nazismens uhyrligheder og vanvid mod menneskeheden i vor verden.

Derfor æret være deres minde.

Løgumgård, marts 1998

Andreas Schulz