Det er et stort privilegium at være gæst her i Grønhøj ved fejringen af Danmarks befrielse fra besættelsen den 4. maj 1945. Det er særligt gribende for mig, da vi
også er i stand til med respekt at mindes de  døde fra hele besætningen på Lancaster R5679, der med min onkel Lewis Morrison som pilot styrtede ned her i 1942.

Det er godt at kunne sige velkommen til familien til rygskytten Bill Emerslund, som har rejst specielt hertil fra vestkysten af Canada. Jeg bringer hilsener fra min
egen familie, som er spredt over hele verden. Det er hjertevarmende at se, hvor fint denne besætning mindes i Grønhøj. Det sætter jeg meget stor pris på.

På årsdagen for Danmarks befrielse vil jeg gerne trække en anden historie fra krigen frem, som har stor relevans her i dag. I Peeblesshire i Skotland,  hvor jeg var
dreng, var en af min fars meget gode venner oberst Aidan Sprot MC (Military Cross), som efter anden verdenskrig var chef for The Royal Scots Greys Regiment. 
Jeg kender også Aidan meget godt – en mand, der bor på en stor gård nær Peebles. Jeg skal snart besøge ham. I maj 1945 var han en ung officer med kommando
over Sherman tanks fra C Squadron RSG.

Den hændelse jeg nu beskriver er taget fra hans trykte krigsdagbøger, der spænder over mange indsatser med tanks i Nordafrika, Italien, Frankrig, Belgien og
Tyskland. Han modtog sit Military Cross overrakt personligt af feltmarskal Montgomery på slagmarken for en indsats på grænsen mellem Frankrig og Belgien.
Bogen hedder “Swifter Than Eagles” (Hurtigere end ørne) og indeholder et forord af Field Marshall Lord Carver. Han var heldig at overleve krigen.  
(Se Swifter1 * Swifter2 * Swifter3)

Aidan fik den 2. Maj 1945 ordre til at rykke så hurtigt og så langt frem som muligt fra Neetze via broen ved Bleckede i retning mod Østersøen, og at undgå al
aktion mod tyske enheder. Tanks fra The Royal Scots Grey blev fyldt op med soldater fra 1. Canadiske Faldskærmsregiment. De kørte med stor fart 70 miles
(113 km) frem fra frontlinjerne og passerede tyske kolonner, der prøvede at overgive sig til briterne. Formålet med denne risikofyldte operation bag de tyske linjer
var at sikre vejene mod Danmark mod de fremrykkende russiske tropper. Soldaterne på toppen af disse tanks erklærede, at de havde aldrig nogensinde vidst at
tanks kunne bevæge sig så hurtigt.

Tanks fra C Squadron under Aidans kommando nåede rådhuspladsen i Wismar (foto herfra?) efter uden modstand at have passeret gennem Witteberg og
Gadebusch, som deres ordrer forventede skulle være grænsen for deres fremrykning den dag. Dette blev nået kl. 10.30, så de rykkede videre uden frygt for konsekvenserne. De passerede tyske generaler, som med deres stabe kørte i biler mod vest. Soldater marcherede i god orden for at overgive sig, ledsaget af
deres koner og børn.

Wismar blev nået og sikret om aftenen, og rekognosceringsstyrken fortsatte videre mod øst for at blokere vejene. Klokken 21 kom to russiske spejderbiler og
motorcykler med maskingeværer betjent af begge køn lige ind i deres stilling og krævede at få lov til at rykke frem til Danmark. Aidans ordrer var, at han skulle
ikke lade dem komme forbi. Den nat blev deres skuffelse druknet i vodka. Aidan havde æren af at være den første allierede officer, der mødte russerne.

Og på den måde med bare nogle få timer at give af forblev Danmark vest for Jerntæppet. Jeg har en anden personlig grund til at fejre dette sammen med jer.
Jeg bringer jer en varm hilsen fra oberst Aidan Sprot MC fra Crookstone Farm i Peebleshire, Skotland. Han forsikrer mig, at alle hans erindringer fra Danmark
ved krigens slutning var meget behagelige.

PS i AirmenDK: Montgomery nævnte fremstødet mod Wismar i sine erindringer - 6 timer forud for Den Røde Hær.