Foto og tekst fra Anton Smith om hans bedstemors bror Thomas Boland, som ikke kom tilbage fra bombeangrebet på Stettin 20-21 April 1943. Han fløj med 460 (RAAF) SQN i Lancaster W4325. Tanker om hvad muligvis sket er udeladt her.

"Tom var den yngste af fire søskende, og han var en meget talentfuld kunstner. Han var så god, at han fik tildelt et stipendium til Glasgow School of Art, hvor han studerede til han tog afgangseksamen og meldte sig til RAF med sine to venner.

Det var meget stort at vokse op i et skotsk lokalsamfund præget af minedrift og modtage et stipendium til Glasgow School of Art, og Tom var helt sikkert hans mors yndlingssøn.

Min bedstemor fortalte mig, at da vores familie fik at vide, at han var blevet skudt ned og var savnet, var det ved at tage livet af hendes mor, og hun blev aldrig den samme igen. Hun var en meget religiøs person, og tanken om ikke at have et lig at give et sidste hvilested lå tungt over hendes sind resten af hendes liv.

Efter krigen prøvede Toms ældre bror John utrætteligt at finde ud af, hvad der var sket med Tom i håb om at finde en grav, men alle forsøg dengang mislykkedes.

Som dreng fik jeg tit fortalt historier om Tom af min bedstemor, mine grandtanter og min onkel. Det de altid ønskede var at finde, hvor Tom var og give ham et sidste hvilested.

Da min bedstemor døde i 2003 (hun var den sidste af søskendeflokken til at gå bort) husker jeg, at i ugen før hendes død havde vi en samtale om Tom. Hun vidste, at hun var ved at dø, og hun sagde til mig, at noget af det eneste hun var ked af, var at hun ikke havde fundet ud af, hvad der skete med Tom. Da kom jeg til at tænke på, at hun og hendes søskende havde brugt hele deres liv på at sørge over tabet af deres bror. Jeg husker det som en meget alvorlig tanke dengang.

Da hun var gået bort fik jeg en kasse med ejendele med forbindelse til Tom. Hans krigs- medaljer, et indrammet fotografi af ham i RAF uniform og nogle få andre ting. Disse ejendele havde ligget urørt hos min mor i godt en halv snes år, til jeg for nogle få uger siden fik fat i dem under en oprydning.

Jeg gennemgik kassen godt en uge senere og opdagede et kort fra 1940erne, der havde tilhørt min grandonkel John. Det var meget skrøbeligt, men jeg åbnede det og brugte den næste time med at se på det. Jeg fandt Stettin på kortet, og en eller anden havde sat ring om det. Ved at se på Stettin og prøve at følge forskellige ruter tilbage til England kom jeg til at tænke på, at jeg ikke vidste ret meget om, hvad min onkel Tom lavede i RAF. Jeg havde hørt masser af historier, men jeg havde ikke nogen detaljer. Jeg kendte hverken hans squadron, hans base eller lignende. Jeg vidste kun, at han blev meldt savnet den 20. april efter at være blevet skudt ned under et bombeangreb på Stettin.

Jeg talte med min mor dagen efter og fortalte hende om kortet, og at det ærgrede mig, at jeg vidste mere om Tom i RAF end den nat han døde. Uden at jeg vidste det havde hun besluttet sig for at lave noget efterforskning på internettet. Det var første gang nogen rigtigt var kommet tilbage til at søge efter Tom siden min grandonkel John i 1986. Første gang nogen i vores familie var gået på internettet for at søge efter svar.

Hun ringede til mig forleden ivrig efter at fortælle mig, at hun havde fundet nogle oplysninger med forbindelse til Tom's Lancaster. Hun havde fundet ud af alle detaljerne om hans squadron, hans Lancaster, hvor han gjorde tjeneste og de andre besætningsmedlemmer.

Den mest chokerende nyhed hun havde, var at ligene af to besætningsmedlemmer fra Tom's Lancaster faktisk var blevet fundet af tyskerne, og at detaljer om dem var blevet sendt tilbage til de britiske myndigheder. Det havde vores familie aldrig fået at vide.

Frem til dette tidspunkt var vi af den overbevisning, at flyet var blevet skudt ned over havet, og at intet spor af det eller af nogen var blevet fundet."

"Min forskning i dette emne har været en øjenåbner og meget tankevækkende. Omfanget af menneskers tab og lidelser i denne krig var svimlende."