Toldstrups beretning om de amerikanske flyvere Holmes og Wengert fra p309r Updated: 25 JAN 2016 In English
Uddrag af En dag i begyndelsen af sommeren 1944 modtog vi melding om, at en allieret flyvemaskine var styrtet ned ude på vestkysten, og at nogle af mandskabet var i forbindelse med vore folk. "Rosalia" blev straks startet og Tage og jeg tog af sted for at få kontakt med dem. Vi havde fået opgivet en adresse i Videbæk og ankom hertil med en levende fornemmelse af, at der var et eller andet på færde. Tyske patruljer var i stærk aktivitet ude omkring i terrænet, og vi undgik naturligvis heller ikke at blive standset. På køreturen havde jeg med et kort i hånden planlagt, hvorledes vi kunne få flyverne bort fra egnen, men det kom ikke til at gå efter min plan. I Videbæk traf jeg den 80-årige tidligere overlærer, som havde mændene i forvaring. Han boede i et lille hus uden for byen, men ejede tillige en gård i nærheden. De to mænd var skjult på høloftet, uden at nogen af gårdens folk vidste noget derom, og den gamle mand gik hver nat ud til nogle nærliggende høje og stillede mad frem til dem. Således var der gået et par dage, men tyskeme havde fundet vraget af maskinen og var klar over at en del af mandskabet var undsluppet. Der blev stadig foretaget husundersøgelser på egnen, og det var derfor absolut nødvendigt at få de eftersøgte bort. Jeg begyndte med at udvikle min plan, som var noget omstændelig og bl. a. gik ud på, at vi skulle vente med at foretage os noget til mørkets frembrud.
Det blev dog den gamle overlærer, der kom til at bestemme. Han foreslog
kort og godt, at han selv skulle cykle i forvejen til gården, hvor
flyverne var, og finde dem frem af høet, samt at vi skulle komme
langsomt efter i bilen og tage dem op. Han var så optaget og begejstret,
at jeg et øjeblik følte mig skamfuld over min egen forsigtighed og gik
ind på hans hasarderede forslag.
Heldigvis var der ingen hjemme på gården - alle var i marken i det gode
vejr - og vi kunne køre lige til ladeporten, hvor overlæreren stod og
vinkede med begge arme. Vi fik de to flyvere ind i vognen, hvorefter vi
straks kørte videre ud over heden. Det var første gang, jeg var
allierede soldater på nært hold, og det var en ganske dejlig oplevelse.
De var iført overalls og var godt snaysede, således at de meget vel
kunne antages for at være brunkulsarbejdere. Jeg satte dem ind i deres
rolle og spurgte, om de havde noget kompromitterende på sig. Det
benægtede de. Da vi var kommet en halv snes kilometer fra Videbæk og
stadig kørte ad sandet hedevej, gjorde vi holdt, idet jeg agtede at
visitere flyverne.
Stor var min forbayselse, da jeg under deres overalls opdagede komplet
amerikansk flyveruniform med kameluldsfoer, skindkraver osv. De blev
beordret af tøjet, og alt det kompromitterende blev rullet sammen og
gemt under en fyrrebusk på heden.
Vi kom i god behold til Holstebro, hvor mændene blev indlogeret hos
Thora og Børge, medens Tage og jeg fortsatte til Salling for at
forberede den videre indkvartering. De brave Sallingfolk viste den samme
gæstfrihed som tidligere, og næste morgen hentede vi de to flyvere og
bragte dem til deres nye kvarter, hvorfra de kort efter blev overført
til Sverige, med m/s "Mathilde".
Tage: Mekaniker Tage Hansen |