DA KRIGEN KOM TIL STEVNS

I 1944 tjente jeg på Stevns hos nogle meget rare folk. Det var på Tinggården, som er et lille veldrevet brug med kun én karl og så manden, og 25 tønder land. Vi kørte mælk til mejeriet hver morgen, når vi havde samlet spandene op på de forskellige gårde.

En gang imellem kunne jeg jo nok mærke, at der var noget galt, for en enkelt spand kunne sommetider være så tung, at jeg dårligt kunne slæbe den, og den blev altid sat til side på mejeriet, så efterhånden kunne jeg jo nok regne ud, at den slags mælkespande måtte indeholde ammunition. Men det var ikke noget, man talte om.

På en af de store gårde, hvor jeg hentede mælk, boede der en familie fra Sønderjylland, og de var tilflyttere, som ingen rigtig vidste noget om, og som ikke sådan blandede sig med folk.

En tidlig morgen, da jeg kom kørende for at hente mælk, holdt der tyske lastbiler på gårdspladsen og der var et stort opløb af tyske soldater. På en pløjemark tæt ved gården stod der et stort amerikansk fly af den slags, som man kaldte ”flyvende fæstninger”.  Da jeg var færdig med turen, snakkede jeg jo med folk og de fortalte, at den flyvende fæstning var nødlandet lige før daggry og at tyskerne nu for rundt og ledte efter amerikanske soldater og forhørte folk på alle gårdene i nærheden. Der var fodspor fra 10-11 mand ned til åen, men her forsvandt de og tyskerne var på bar bund.

Det blev fortalt, at den sønderjyske gårdmand havde snakket med tyskerne på flydende tysk og vist dem sporene, ”de løb den vej”, og at han havde inviteret tyskerne på morgenmad med brød og spejlæg og rigtig kaffe, en stor sjældenhed på den tid.

Tiden gik, og amerikanerne blev aldrig fanget. Til gengæld trivedes visse forlydender om den sønderjyske gårdmand. Det sagdes, at han nok var en fordækt nazist, som havde slået sig ned på egnen for at hjælpe besættelsesmagten ved at angive modstandsfolk. Egnens mænd lagde vægt på, at han havde vist tyskerne vej. Konerne bed mere mærke i, at han havde serveret både flæsk, skinke, spejlæg og især ægte kaffe for tyskerne. Det var mest det, som forargede dem, for rigtig kaffe det var jo noget, som alle anstændige folk gemte, til når de skulle fejre befrielsen. Desuden var der jo ingen der egentlig kendte sønderjyden, der var noget sært over ham, og hvorfor holdt han sig sådan for sig selv? Jo værre rygterne blev jo hurtigere løb de. Der snakkedes overalt – især var naboen hård i sin dom – han havde et ægrugeri og viste sig efter krigen selv at have været medløber. Sådan kan det gå.

Hvis der var nogen, som mente noget andet, så sagde de i hvert fald ikke noget. Efterhånden kom der ingen ud på sønderjydens gård, og familien blev isoleret. Det var næsten kun min husbond og hans kone, som kom sammen med dem, og det var fordi konerne havde været venner i husmoderforeningen.

Det gik værst ud over børnene, som blev groft chikaneret i skolen – nu om stunder hedder det vel ”mobbet”. Pigerne blev kaldt tyskertøser og på vej hjem fra skole blev de overfaldet af de andre børn, de blev væltet af cyklerne og slået, og deres cykler blev punkteret. En gang gik nogle drenge til angreb på dem lige uden for vores gård, og pigerne kom op fra grøften helt beskidte og forslåede. Men så skulle du se min madmor. Hun benede ud på vejen og drev en af drengene sådan en i ansigtet, at han rullede hen af jorden, hvorefter hele flokken stak af. Tænk sig, at det var min madmor, som ellers var sådan en rolig, besindig og glad kone. Ja, det var synd for børnene, men heldigvis var der også retsindige folk på egnen, som syntes at selv om faderen nok var på den forkerte side, så skulle det ikke gå ud over ungerne. Så der var nogle, der skiftedes til at følge børnene til og fra skole. Men alligevel, de havde en trist og frygtelig tid.

Da befrielsen kom et halvt års tid efter, blev der holdt en kæmpefest for hele sognet i forsamlingshuset – det var en virkelig storstilet begivenhed og der havde meldt sig så mange, at man måtte rejse et kæmpetelt udenfor. Da vi kom ind i forsamlingshuset, så vi et stort bord oppe for enden og der sad de fornemme og hædersgæsterne. Midtfor ved bordet var der fire tomme pladser, og vi spekulerede jo over, hvem der mon skulle sidde der. Lidt efter kom så sønderjyden og hans kone og indtog stilfærdigt to af de tomme pladser. Man undrede sig såre: hvordan kunne de to sætte "sig til højbords, når man nu vidste, at manden havde været på den gale side? Ja faktisk var der jo troværdige forlydende om, at han var stikker. Hvad skulle han der og hvad bildte de sig ind? Der blev altså, som man kan tænke sig, en del murren og skulen i den tætpakkede sal. Lige efter kom to højtstående officerer fra det amerikanske luftvåben og satte sig ved siden af sønderjyderne.

Så bød distriktschefen for egnens modstandsbevægelse velkommen, især til sønderjyden og amerikanerne, vi sang ”en vinter lang og mørk og hård” og der blev udbragt en skål for befrielsen, de allierede og modstandsfolkene. Umiddelbart derefter rejser en af de amerikanske officerer sig, tager ordet og takker med mange fine ord sønderjyden for, at han har reddet hans mandskabs liv med så stor omtanke, intelligens og tapperhed. Sønderjyden får overrakt en medalje, og han svarer på formfuldendt engelsk. Skolelæreren oversætter det hele, og nu bliver der så stille i salen, at man dårligt tør trække vejret.

I denne fortættede stilhed rejser distriktschefen sig så og forklarer, hvad der i virkeligheden skete da den flyvende fæstning nødlandende på sønderjydens pløjemark: Flyet var landet sent på natten og mandskabet løb ned til åen. Sønderjyden vågnede ved motorlarmen, så hvad der var sket og vækkede sine karle. De fik fat i amerikanerne og gemte dem oppe på høloftet. Så spændte de heste for ploven og slettede alle spor fra flyet og op til gården, så der kun var sporene ned til åen tilbage.

Da tyskerne snart efter kom, viste sønderjyden dem så sporene ned til åen og de begyndte at lede ned langs den. Og han inviterede dem gæstfrit på morgenmad med det hele, indbefattet den meget omtalte ægte kaffe, så det faldt slet ikke tyskerne ind at gennemsøge gården. Hvis de bare havde gået ind i stalden, havde de nok undret sig over, at hestene stadig var svedige. Næste morgen blev der læsset to hestevogne med korn og med et hulrum under det øverste lag kornsække. Her lå amerikanerne og de blev kørt til St. Heddinge, hvor de blev læsset over i en generatordreven fiskebil dækket af fiskekasser. Den kørte dem til Rødvig, hvorfra de kom videre med en fiskekutter til Sverige.

Alt det fortalte distriktschefen, og bagefter var der ingen der ville indrømme, at de havde fået det hele galt i halsen. ”Ja, ja, det tænkte jeg jo nok ved mig selv”, sagde folk, og ”ja, det har jeg da vidst hele tiden, men jeg ville naturligvis ikke sige det”. ” Men det kan man da vel godt undre sig over - mærkeligt, ikke?”

Der var så godt som ingen, der vidste hvad der virkelig var hændt. Heller ikke jeg anede noget, selv om min madmor og husbond havde vidst det hele. Men de kunne ikke røbe noget, mens tyskerne var her – det var jo livsfarligt.

Den sønderjyde, han var virkelig det, jeg vil kalde en personlighed. Tænk at udrette alt det og dernæst holde tæt med det, mens han udholdt al den foragt, han mødte, og så på alle de lidelser, hans børn måtte igennem.

Men se, den historie har en krølle efter sig. I 1980erne havde jeg et busfirma i København, og en dag bliver jeg ringet op af en skoleinspektør fra Søborg, som havde glemt at bestille bus til en 6.klasse, som skulle til Stevns. Alle vores chauffører var optaget, så jeg tager selv turen, sammen med klasselærerinden, som sidder oppe foran med mig. Da vi så kommer til Stevns, så dirigerer hun bussen til Varpelev – det var den landsby, hvor hele historien foregik og hun viser os helt hen til sønderjydens gård og fortæller, at det er hendes barndomshjem. Hun får så mikrofonen og beretter om, hvordan det var at bo på landet i 40erne og hele historien om den flyvende fæstning, der faldt ned. Hun fortæller, hvordan hun blev mobbet og at hendes far havde fortalt hende og hendes søskende hele den virkelige historie, mens den foregik.

Men de måtte for Guds skyld ikke sige sandheden til nogen, ligegyldigt hvordan de blev behandlet, for det kunne koste hendes mors og fars liv – husk på der var dødsstraf dengang for at hjælpe de allierede eller modstandsbevægelsen.

Hun fortalte hvor bange og ensom hun havde været – ingen legekammerater og altid hundset med. Og altid måtte hun holde mund og finde sig i hvad som helst. ”Jamen der er noget du ikke har fortalt”, sagde jeg og skildrede så den eftermiddag for længe siden, da drengene overfaldt hende og madmor stak dem nogle flade. Hun så på mig og jeg så på hende, og vi vidste hvem hinanden var, men vi havde ikke kunnet genkende hinanden; det var, nå ja det var temmelig bevægende.

Vi holdt en time ved Tinggården og børnene var berørte af det de hørte, kunne jeg se. Det er svært at vide, hvad de tænkte, men jeg tror nok de lærte, at mobning gør ondt, og at man ikke skal løbe med på rygter, og de lærte måske også noget om, hvad et vil sige at være et ordentligt menneske.