"Den omtalte nødlanding ved Saksfjed skete omkring kl. 11 og flyet var et Convair B-24H, 42-52569, (Liberator) flyl, som besætningen havde døbt "Lovely Lady". Over Fyn var den blevet angrebet af flere JU88 og fik et par raketter ind midt på flyet, hvorved de to midterskytter, Sgt Forest Kayser og Sgt Zvonimir Sambol, blev dræb og to af motorerne kom i brand. Flyet fløj nu langs den Lollandske kyst og tabte højde.

Piloterne Lt. Albert Taft og 2. pilot Lt. Fernando Tellez var klar over, at de ikke kunne holde maskinen i luften ret meget længere, men med en fuld bombelast ville man ikke forsøge en nødlanding, hvorefter de droppede bomberne i Langelandsbæltet, og fløj nu langs den Lollandske kyst. Tellez gav nu ordre til, at besætningen skulle forlade flyet med faldskærm. Tre mand sprang med det samme, da flyet var over Bjernæs. Derefter forlod tre mand igen maskinen, der nu fløj lavt ind over inddæmningen.

De sidste to mand forlod nu maskinen. Det var Sgt. Gerrard Horton og Sgt. Richard Johnson. Hortons faldskærm foldede sig ikke ud og han blev dræbt i faldet.

Johnson blev hængende fast i maskinen med udfoldet faldskærm. Da maskinen ramte jorden, i en flad vinkel, bremsede faldskærmen hans fald, og han slap mirakuløst med en forstuvet fod. Umiddelbart efter nødlandingen brød maskinen i brand og udbrændte totalt.

Af de 3 første besætningsmedlemmer der sprang ud, landede 2 ved Pugerupgård. De kom ind på gården Skovbyhøj ved Errindlev, hvor bestyrer William Poulsen gav dem mad og fodtøj og, efter sigende, to kongemærker. Herefter fortsatte de østpå. Det var Lt. Robert Marsch og Sgt. Edvard Gore. Kl. ca. 16 ankom de to til Bremersvold. Her mødte de kusk Christian Rasmussen og fik byttet de sidste uniformsdele og overnattede der. Næste dag fortsatte de, udstyret med en madpakke og et kort, mod Hesnæs, men på et tidspunkt blev de set af en sognefoged, som satte sig i forbindelse med politistationen i Nysted. Her var det politiassistent Meincke der tog imod anmeldelsen. Han fortalte, efter krigen, at politiet gerne ville have hjulpet dem videre, men ikke turde, fordi den pågældende sognefoged var tyskervenlig.

Hvor det tredje besætningsmedlem landede, ved jeg ikke, men han fik hjælp af en person ved navn Janus Rasmussen. Han spurgte flyveren om der var noget han kunne hjælpe ham med. Hertil svarede amerikane­ren, at han havde meget brug for et toilet. Han fik nu anvist et gammeldags lokum, og da han var færdig her, var tyskerne kommet og tog ham med.

Sgt. Richard Johnson og 3 andre sårede søgte hjælp hos Frederik og Agnes Christoffersen i Hyldtofte. Her mødte de Dr. Sarup fra Errindlev, som nødtørftigt forbandt dem. Johnson gav nu Dr. Sarup navnene på de andre besætningsmedlemmer. Herefter fik de serveret mad og kaf­fe, og tyskerne, som var ankommet på cykel fra Rødbyhavn, ventede til de var færdige. Johnson havde et armbåndsur, som han gav til Dr. Sarup, og en ring gav han til skole­lærer Sørensen's datter Tove. Frederik og Agnes Christoffersen's datter Rita fik nogle franske penge og et landkort af silke, som hun, efter sigende, har endnu.

Dr. Hans Valdemar Sarup, som selv var en habil svæveflyver, havde den samme dag barnedåb i Olstrup kirke. De kom ud af kirken og så dramaet i luften. Dr. Sarup, som var den eneste der havde bil, kørte straks mod nødlandingsstedet, og kom hurtigt i kontakt med Johnson og de 3 andre. Navnene på de øvrige besætningsmedlemmer som Sarup fik, lod han gå videre til Røde Kors, således at deres familier i USA kunne få underretning om deres skæbne i Danmark.

Efter krigen førte Dr. Sarup en korrespondance med de 3 omkomnes familier. Denne korrespondance er nu bevaret, idet den er tilgængelig på Holeby lokalhistoriske Arkiv.

De 7 tilfangetagne flyvere blev alle ført til flyvepladsen på Avnø, og derefter til krigsfangelejre i Tyskland. De overlevede alle krigen, og kom tilbage til USA efter krigens afslutning.

De 3 omkomne flyvere blev den 11. april 1944 begravet på Svinø krigskirkegård på Sjælland, men blev i 1948 opgravet og hjemført.

Mindesten ved Lungholm Lyng.

Kort efter krigen var ophørt den 5. maj 1945, gik der nogle personer fra Tågerup-Torslunde og Errindlev-Olstrup kommuner sammen, for at drøfte mulighederne for at få rejst et varigt minde for de omkomne flyvere i Lungholm inddæmning. De blev enige om, at foretage en husindsamling for at dække udgifterne. Denne indsamling blev overordentligt godt modtaget alle steder. Baron Rudolf Bertouch-Lehn, Lungholm, gav tilladelse til at mindestenen måtte anbringes, hvor den amerikanske flyver var styrtet ned.
Det voldte en del besvær at gøre vejen farbar til stedet, men en gruppe unge mennesker arbejdede nogle dage med skovl og spade i deres fritid. God hjælp fik de fra Hjemmeværnet i Holeby, da det kneb med at blive færdige til den 9. april 1946, hvor man havde bestemt, at mindestensafsløringen skulle finde sted. Det kneb med at finde en sten, der kunne bruges, men så tilbød fiskerne fra Lundehøje at skaffe en fra Sten øerne.

En dag kom fiskerne Søren Mikkel­sen og Peter Jensen hjem med to store sten, som man kunne vælge en af. Den ene blev udtaget til mindesten, og den anden blev opstillet ved biblioteket i Rødby. Den 9. april 1946 blev mindestenen afsløret. Der var lavet en smuk flag-allé ud til stenen, og ca. 1.000 mennesker var mødt op, heriblandt de respektive sognerådsformænd og repræsentanter fra Rødby og Maribo politikorps med konstitueret Politimester Reinbach i spidsen, repræsentanter fra Frihedsbevægelsen, og for den amerikanske regering var mødt løjtnant Corner, samt et sangkor fra Rødby.

Det amerikanske flag og Dannebrog vajede side om side ved stenen, der var dækket med Dannebrog. Endvidere paraderede Forsvarsbrødrenes skytteforenings og Errindlev Gym­nastik- og Idrætforenings faner. Lærer Neergaard, Sjælstofte bød velkommen og redegjorde for bevæggrunden til stenens rejsning og for det forudgående arbejde, hvorpå Baron Bertouch-Lehn holdt afsløringstalen og Løjtnant Corner takkede på den amerikanske regerings og på de faldnes efterladtes vegne.

Inskriptionen på stenen er de 3 omkomnes navne samt et vers, som lyder således:

Fremmede stridsmænd
Sejrende segnede
Ej skal glemmes
I frihed gav os

Verset er skrevet af direktør, civilingeniør Thorkild Balslev Nissen som i 1948 havde besøg af Richard Johnson. Under sit besøg i Danmark boede Johnson hos Dr. Sarup.

Der er også opstillet et propelblad fra den nedstyrtede bombemaskine ved mindestenen.

En mindre sten blev rejst der, hvor den omkomne Sgt. Gerrard Horton blev dræbt, da hans faldskærm ikke foldede sig ud.

Kilder:

Krigsdepartementet, Hovedkvarte­ret for luftvåbenet, Washington, USA.
Anders Bjørnvad: "Faldne Allierede Flyvere, 1939-1945".
Anders Bjørnvad: "De fandt en vej"
Rapporteringskontor: Flyveplads-kommando Aunø, Sjælland
 Flyhistorisk Tidsskrift nr. 2, 1986.
Holeby lokalhistoriske Arkiv.
Samtale med Helge Clausen, Errindlev.
Eget arkiv.

Efterskrift:

I 2006 havde jeg den glæde, at blive kontaktet af den 87-årige Fernando A. Tellez, der var 2. pilot på den B-24 som nødlandede den 9. april 1944 i Saksfjed. Han og hans kone ville komme til Lolland og meget gerne besøge mindestenen i Saksfjed. Dette møde fandt sted den 28. juli 2006.

Da jeg vidste, at andre også var interesseret i at møde Tellez, tog jeg straks kontakt til bl.a. Flyverhjemmeværnets eskadrille 233, som mødte op og dannede æresvagt.

Det blev en meget bevæget dag, hvor Fernando A. Tellez fik lejlighed til at fortælle sin egen historie om nødlandingen. Ligeledes var der en lokal beboer, som der som 16-årig havde overværet nødlandingen.

En glæde var, at det som er skrevet, stemmer overens med Tellez beretning.

Senere på dagen tog alle ud til Højbygård flyveplads hvor der var arrangeret en frokost. Derefter et besøg på Rødby kirkegård, hvor der har ligget 3 allierede flyvere. De 2 er opgravet og sendt til USA og Belgien, medens den 3. ligger der endnu. Herefter tog man afsked med Fernando A. Tellez og hans kone.

I 2007 gentager historien sig. Her kommer der besked om, at en nevø til midterskytten Forest H. Kayser, Poul Kayser, ville komme til Danmark med sin kone, og de ønskede at se det sted hvor onkelens fly nødlandede. Dengang var Poul Kayser var 5 år gammel.

Besøget blev aktuelt tirsdag, den 21. august 2007. Også denne dag blev en meget
følelsesladet dag.

****************
Mindesmærket vedligeholdes i dag af hjemmeværnet, som hvert år den 9. april afholder en mindehøjtidelighed ved mindesmærket."