Flystyrt ved Meltofte     The part directly connected to the air crash in English    Opdateret:  15 OKT 2015

Beretning om B17 42-39936 fra Gunnar Ploug, 9 år gammel ved flystyrtet, til AirmenDK den 5. maj 2015: 
(Se også Google Map p280 med Gunnar Ploug's angivelse af nedstyrtningsstedet. Kun søgning med metaldetektor kan fastslå det helt korrekte sted.)

Min morfar og mormor, Jørgen Julian Ploug og Sofine Caroline Ploug, Nielsen indtil navneloven i 1904, havde en gård i Højfjelde, Halsted Sogn pr. Avnede; trelænget, bindingsværk med stråtag og østvendte gavle, hvidkalket uden markering af bindingsværket. Gården var opført som selvbyggeri af min oldefar Jacob Nielsen, veteran fra 1864, hvortil han var genindkaldt. Jacob var søn af Niels Simonsen Erebo Plov. Gården lå lige ud til vejen, der i dag hedder Nørremarksvej, på hvilken gården er tildelt nr. 3. Var dengang adskilt fra vejen af en grøft.

På grund af sygdom blev gården ikke drevet som sådan i en længere periode i 1930érne og indtil 1942. Jorden var forpagtet til gårdejer Petersen (eller Pedersen) Nørremarksgård (her), også Højfjelde. Ploug havde i den periode rådighed over alle gårdens bygninger og haver.

I 1942 blev gården (nu Nørremarksvej 3, 4900 Nakskov her) solgt til familien Galsgaard Madsen. I salgsaftalen indgik, at sælgeren kunne bo huslejefrit i aftægtslængens stuehus i 10 år med rådighed over længens udhuse og have.

I den vestlige ende af længen havde min morfar sit hønsehus og en mindre hønsegård med en indhegnet gang langs havens vestlige skel til en større hønsegård.

Påskesøndag d. 9. april 1944 var en smuk dag med klart og solrigt vejr. Dagen var præget af mange overflyvninger til og fra områder syd for Lolland og himlen fuld af flyenes kondensstriber. Familien i aftægtslængen havde besøg af deres to døtre, en svigersøn og et barnebarn – mig, årgang dec. 1934.

Familien Galsgaard Madsen havde huset fuld af gæster, idet deres førstefødte blev døbt Ruth samme dag i Halsted kirke.

På et tidspunkt om eftermiddagen blæste de luftalarm i Nakskov. ”Det behøver vi da heldigvis ikke at tage os af herude”, sagde min morfar.

Ved kaffetid hørtes heftigt skyderi; min moster, min mor, min far og jeg gik ud på vejen, hvorfra vi i retning mod Søllested kunne se to, formodentlig allierede, jagere i spiraldyk beskyde en tredje jager, der fløj meget lavt over markerne. Min moster forlod vejen for at hjælpe med kaffen (ersatz). Omtrent samtidig kommer fra en østlig retning en 4-motores flyvende fæstning med ild og røg ud af skroget med kurs direkte mod os og gården. Min far løber i den retning, flyet kommer fra, min mor står helt stille, stiv af skræk. Selv løber jeg i samme retning som flyet langs aftægtslængens sydlige side mod den indhegnede gang mellem de to hønsegårde. Det lykkedes mig ikke at forcere indhegningen, og jeg vender mig for at se efter flyet. I samme øjeblik brækker venstre vinge af, flyet kæntrer og ændrer retning mod nord og falder ned ca. 250 m østnordøst for os med forenden mod vest, vingen noget nærmere øst for. Det sker på Nørremarkgårds jord. Det er i Højfjelde, der grænser til Meltofte. Jeg kunne ikke se selve styrtet fra min daværende position, men var tilbage på vejen med udsigt til vraget få sekunder senere. Der skete ingen eksplosion, hverken før eller efter flyet ramte jorden. En motor rev sig løs ved nedstyrtningen, den fortsatte over vejen ind i muren på alderdomshjemmet (her) på Skovlængevej, der kom heldigvis ingen til skade.

Jeg ville så rende over mod flyet, men det måtte jeg ikke. Imidlertid havde jeg bemærket mig, hvilken rute det havde fulgt inden nedstyrtningen, og sneg mig til at lede på denne strækning, og fandt da også et ca. 40 cm stort stykke af flyets aluminiumsklædning. Den slags krigssouvenir var i høj kurs. Da jeg stolt præsenterede stumpen, blev den straks taget fra mig og gemt i et udhus. Jeg så den aldrig mere.

Der kom efterhånden en del øvrighedspersoner og tilskuere til stede ved flyvraget, hvem ved jeg ikke, da jeg som sagt blev forment adgang dertil, men sognefoged Niels Nielsen, Meltofte, var iblandt, iført sin værdighed: sognefogedkasketten. Den havde jeg aldrig set ham med hverken før eller siden, selv om han jævnlig var gæst i mine bedsteforældres hjem.

Også familien Galsgaard Madsen og deres gæster kom ud, hidkaldt af braget fra nedstyrtningen. De var ikke klar over, hvilken fare de havde undgået, hvad vi øjenvidner så kunne fortælle dem.

Vi fik ikke tilbudt psykologhjælp.

Det flakfort i Nakskov, der også beskød B17 42-39936, lå på Vandmøllerens jord, for enden af Skandsen, vejen jeg boede på. Børnene i den ende af Skandsen aflagde af og til fortet besøg. Det var jo spændende; kun én af skiftende kommandanter smed os ud.

En overgang var kanonerne udskiftet med kosteskafter, da der formodentlig var mere brug for våbnene andre steder. 9. april 1944 var eneste gang, bortset fra under øvelser, at der blev skudt med kanonerne.

Rygtet ville, at flakfortet 9. april skød efter S/Sgt Charles F. Hopper, medens han hang i sin faldskærm, og ikke kun efter flyet. Forargelsen var stor. Sandheden kender jeg ikke.

Den beskudte, lavtflyvende jager, genså jeg et par dage senere på en åben, flad jernbanevogn, der holdt i Nakskov på
et af Færgelandskajens jernbanespor. Den var forbløffende lille. Den nittenårige, tyske løjtnant  havde mavelandet sit fly i nærheden af Nakskov d. 9. april 1944. Det var enten for beskadiget til at kunne nå sin base, eller havde ikke brændstof nok, eller begge dele.

I maj 1945 besøgte jeg sammen med min legekammerat og nabo, Wemen Samuelsen, samt hans far S/Sgt R F Malmfeldts  grav bag diget i Dannemare Langholm.
(James E. Parker blev begravet i Dannemare og Raymond F. Malmfelt bag diget, hvor en mindesten blev rejst. AS) 

Denne historie har jeg fortalt til skolekammerater, legekammerater og senere til kone og børn. Om de fandt den troværdig, ved jeg ikke. Jeg har ikke tidligere leveret den skriftlig.

I sommeren 1988 besøgte jeg sammen med min kone og yngste søn familien Galsgaard Madsen. Vi sad ude under valnøddetræet, der var det eneste tilbageblevne af den gård, jeg havde kendt. Alle bygninger var siden da blevet udskiftet. Træet havde min oldefar, Jacob, plantet, efter at have båret det på sin ryg fra Sandby til Højfjelde.

På et tidspunkt siger Galsgaard Madsen uopfordret og uden at samtalen havde været i nærheden af 9. april 1944: ”Kan du så huske, da vi alle nær var blevet slået ihjel?” Jo, da! Det var en bekvem bekræftelse af min historie.

Gunnar Ploug.