Lynne Truex talte for familien Ellis og de andre familier fra United Kingdom. Hun sendte så sine manuskripter til brug i www.airmen.dk.
Se også foto og kort fra 21. april 2014 fra Bomber Command Memorial, London. Se også Kvinder.

Mindehøjtidelighed ved nedstyrtningsstedet, Bøgballe
den 21. april 2013 – Tale på vegne af

Flight Engineer: Sergeant Gerald Albert Raymond Town 1217965 R.A.F.V.R.
Observer: Flight Sergeant William Henry Ellis 1021328 R.A.F.V.R.
Air Gunner: Sergeant Frederick Joseph Earle 1332585 R.A.F.V.R. 

Jeg er Lynne Truex, niece til Flight Sergeant William Ellis, navigator på flyet BF506.  Jeg føler mig privilegeret i dag over at sige nogle ord på vegne af de tre britiske
flyvere fra det fly, nemlig flyvemaskinist Sergeant Gerry Town, skytte Sergeant Gerry Town og min onkel Bill.

Når jeg står her med deres venner og slægtninge, bliver jeg mindet om hvordan disse mænd har rørt vore hjerter og bevidsthed og hvordan mindet om dem for altid
er bevaret af vore gavmilde danske venner. Ingen kunne have gjort mere for at ære dem. Som min families historiker er jeg altid fyldt af ærefrygt over den måde
karaktertræk og manerer fortsætter gennem generationer, og også over den måde vi bliver påvirket på af mennesker vi kender og elsker. Det fik mig til at tænke på
disse ord:

”Efterlader enhver fremtræden et uhåndgribeligt ekko, en fornemmelse af et nærvær? Er der en krusning og sukken i luften, når nogen forsvinder? Er luften forstyrret for altid?

I stilheden der sænker sig, når nogen tager af sted, kan det synes som noget er ændret for altid. De er væk, men  deres stemmer, tanker og gerninger genlyder i vores bevidsthed. De efterlader en ændring, et skifte, et minde og ting er ikke mere helt de samme.” (Disse ord er fra tekstilkunstneren Helen Colling, 2010.)

Farvel tapre Bill, Frederick og Gerry. I har bragt os sammen her i dag for at mindes jer. Må jeres sjæle hvile i fred, trygt i visheden om at I altid vil være elsket og
husket, og at også I bliver æret og passet af de gode mennesker i Danmark.

Tale ved borgmesterens minde-frokost

den 21. april 2013 - af Lynne Truex på vegne af

Flight Engineer: Sergeant Gerald Albert Raymond Town 1217965 R.A.F.V.R.
Observer: Flight Sergeant William Henry Ellis 1021328 R.A.F.V.R.
Air Gunner: Sergeant Frederick Joseph Earle 1332585 R.A.F.V.R.

Jeg er Lynne Truex, niece til Flight Sergeant William Ellis, navigator på flyet BF506, men i dag vil jeg gerne hylde alle de tre britiske flyvere, som døde på den skæbnesvangre flyvetur for 70 år siden. Jeg vil også gerne med nogle ord takke vore vidunderlige danske værter.

Jeg har tit prøvet at forestille mig, hvordan de sidste 26 minutter var på flyet BF 506, fra nødsignalet sendt af Flight Sergeant Cyril Cobb til deres voldsomme
nødlanding den 21. april 1943, men det er for grufuldt at tænke på. Det er skrækindjagende at tænke på, at for nøjagtigt 70 år siden var marken vi netop besøgte
strøet til med vragstykker og rester fra dette styrt. Jeg har fået så meget at vide om hvad der skete den dag. Beboere i området som Mads og Kirstine Nielsen og
deres datter Signe blev vækket af styrtet.

Vraget på marken var omgivet af flammer, og i løbet af 1½ time var området omringet af tyske soldater. Mads fik det lidet misundelsesværdige job at lave kister til de
døde – en alvorlig sag han aldring glemte. Han tænkte så meget på de dødes familier, og det er denne varige tanke, der skulle være til stor trøst for alle os, der er forbundet med eller i familie med alle de dyrebare besætningsmedlemmer. Lige siden har danskere taget sig af dem. Senere opgav Mads Nielsen sin fritid for at lave
det vidunderlige minde for vore kære, og de bliver mindet regelmæssigt, især på Danmarks frihedsdag 4. maj, lige siden.

På denne tid for to år siden kendte jeg meget lidt til min onkel, og slet ikke de mænd han døde sammen med. Med ydmyghed har jeg stykket historier sammen om
de mennesker.

Min onkel Bill, som er repræsenteret her i dag af sin datter Adrianne, min søster Fern og nevø Patrick, var gift og havde to døtre, da han døde. Han var 32 år gammel
og var det ældste medlem af besætningen. Han var storebror til min far, der heltedyrkede ham. Hans lidenskab for fodbold er gået videre til hans niece Fern og grand-
nevø Patrick. Jeg hørte fra Adrianne, at hendes mor Mary sagde, at hendes far blev mere og mere nedtrykt og bange, hver gang han var hjemme på orlov. Da han
styrtede ned, boede Mary og pigerne på landet i Wales, og hun vidste præcist, hvornår han døde. I de tidlige timer af 21. april 1943 følte hun og så en voldsom kraftudladning komme gennem vinduet i soveværelset, og hun vidste at han var gået bort i netop det øjeblik. Adriannes far mindes også på Dolgelley War Memorial
i Gwynedd i den nordlige del af Wales. 

Flyvemaskinist Sergeant Gerald Town var vild med flyvning, husker hans ven Richard Lukehurst, som er her i dag med sin kone Thelma. Det var det eneste han gik
op i. Han meldte sig til RAF som frivillig i 1941 sammen med sin skolekammerat Frederick Earle, og de døde sammen to år senere, begge tragisk unge, kun 22 år
gamle. Som min onkel Bill blev Gerry mere og mere modfalden og nedtrykt hver gang han kom hjem. Han friede til sin kæreste, Richards søster Pat, men hendes far nedlagde veto, da han forudså, at Gerry ikke ville overleve, og han ikke ønskede sin datter sidde tilbage som krigsenke. Gerry gik hjem og begravede deres forlovel-
sesring i sin baghave, men han besøgte Pats mor regelmæssigt og fortalte om, hvor bange han var hver gang han vendte tilbage til tjenesten. Hans fætre, Norman
Smith og hans kone Iona og  Kevin Lidstone og hans kone Lynne er også her i dag.

Vi kender meget lidt til skytten Sergeant Frederick Earle, det tredje britiske besætningsmedlem. Vi ved at han og Gerry gik på Ashford North Central Boys School i
Kent 1932-36 og begge er med på skolens hædersliste såvel som på Ashford War Memorial. For nyligt opdagede jeg, at han havde en yngre bror Ron, som død ugift
og barnløs i 2001 og også at han kan have været gift med en Kate Anna Pryer. Vi har ikke været i stand til at opspore en direkte nærmeste slægtning.

Min opdagelsesrejse for at finde alle disse kendsgerninger begyndte med et besøg på en RAF stand på en slægtsforskerudstilling i London. Dette førte mig til Kelvin Youngs, der er her i dag med sin hustru Paula.  Som mange af jer ved, er Kelvin webmaster på Aircrew Remembered, og denne vidunderlige hjemmeside førte mig til
de navne I alle kender, Diane og Brian Ramsay. Diane er niece til Flight Sergeant Upton, og derfra foldede historien sig ud. (Se denne.) Tak til jer alle for at hjælpe
mig på denne rejse.

Nu er jeg lidt bekymret for at Brian ikke rigtigt vil vide, hvad han skal tage sig til, når han kommer tilbage til New Zealand, og det varer 10 år til vi måske ses ved 80 årsdagen, så jeg har taget et lille projekt med, der kan holde ham travlt beskæftiget. Jeg ved at han er interesseret i Stirling projektet, så jeg mente han kunne gå til
det ved at han selv kunne bygge en maskine med dette samlesæt. Og mens Brian arbejder med det, og jeg ved at Diane også er en katteelsker, mente jeg hun kunne komme i gang med dette . . . 

Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til jer på vegne af venner af slægtninge af de britiske besætningsmedlemmer til alle de danskere, som har gjort så meget for at ære
vore kære og for at tilrettelægge denne begivenhed. Også til Mads Nielsen, der trist nok ikke er blandt os mere, nævnt tidligere, og der er Arne Rosenkvist, der har
gjort så meget for at tilrettelægge denne begivenhed og for at koordinere holdet af frivillige fra Hjemmeværnet til vores fordel. Og der er Anders Straarup, som mindes flyvere på sin hjemmeside www.airmen.dk og som har gjort rigtig meget for at mindes vores besætning ved den årlige befrielses-begivenhed. Trist nok er historikeren
Ole Kraul, som gjorde så meget for  at undersøge og beskrive vore faldne i krigen inklusive vores besætning, ikke længere blandt os.

Til sidst, rigtig mange tak til vores vært idag, Kirsten Therkilsen, borgmester i Hedensted, som har været vært ved denne begivenhed til ære for vore kære – det har
været en stor fornøjelse at møde jer alle. Jeg vil gerne forære dig et bevis på at alle besætningsmedlemmers venner og familiemedlemmer sætter pris på jeres
vedvarende venlighed.

Det indeholder følgende ord…

Vi takker alle vorre venner i Danmark for at kigge efter vores kæreste folk i så mange år –
(We thank all our friends in Denmark for looking after our much loved ones for so many years.)

Må vort venskab fortsætte i mange år fremover.