LAN R5679 styrtede ned vest for Grønhøj den 27.
september 1942. Alle 7 flyvere omkom. Redaktør Knud Gaarn-Larsen fra
UGE-AVISEN KARUP angav efter
kontakter fra læsere et sandsynligt nedstyrtningssted. Mandag den 8. oktober
2012 fandt vi vragrester med metaldetektorer
her.
Se forsiden Uge 42 om fundet.
Den 22. oktober 2012 sendte skotten David Geddes et
takkebrev til redaktør Knud Gaarn-Larsen, gengivet fuldstændigt i
www.airmen.dk med tilladelse fra begge. Kære Knud Gaarn-Larsen.
Om Lancaster R5679: Flight Sergeant Lewis
Morrison og besætning.
Jeg håber du kan bringe dette takkebrev i Uge-Avisen.
Jeg vil gerne udtrykke min oprigtige tak til dig og din avis, til Anders
Straarup, Gregers Laigaard og deres venner for deres betydelige hjælp og den tid
og de
anstrengelser de har lagt i at identificere vraget af den Lancaster min
onkel fløj i som pilot i 1942.
Avisomtale er af enorm vigtighed, når man prøver at sætte små
kendsgerninger sammen - erindringer, hvad folk ved og mundtlige overleveringer.
Jeg er meget
opmærksom på styrken i mundtlige overleveringer, da jeg bor i et
område af Skotland, som skotter, vikinger og mange klan-familier har kæmpet om.
Sandheden
ligger i dem.
Jeg blev fascineret af at få den præcise
beliggenhed af det begravede flyvrag at vide, af øjenvidneberetningerne om
luftkampen og styrtet, af fundet af nedstyrtnings-
stedet og vragstykkerne og af
at læse om de forskellige smådele, som er hos folk i området. Cigaret-lighteren,
der måske kom fra vraget, fik mange følelser frem.
Jeg har kunnet finde frem til at finde nogle
efterkommere af de besætningsmedlemmer, der fløj med min onkel. Måske er det
endnu muligt at kontakte flere. Efterkommerne af haleskytten Ralph Bevan vil gerne
sammen med min kone og mig komme til Danmark i 2013 for at besøge
nedstyrtningsstedet og også gravene
i Frederikshavn. Vi vil gerne undersøge
muligheden for at få anbragt et lille mindesmærke for medlemmerne af besætningen på
Lancaster QR-O R5679, der fløj fra
61 Squadron med base i Syerston i
Nottinghamshire. Det var den besætnings første togt sammen efter træningen, selv
om min onkel havde været andenpilot på
mange togter med deltagelse af 1000
bombefly over Tyskland tidligere i 1942.
Min mor var meget slemt påvirket af at miste sin
bror. Hun forlod universitetet for at passe sine sørgende forældre.
Jeg tror ikke nogen af dem nogen sinde helt
kom over det. Der blev ikke talt om
det derhjemme. Oplysninger der blev givet til familien om nedskydningen af
flyet og tabet af besætningen var helt forkerte, for
det blev dengang sagt, at
deres død var en krigsforbrydelse. Det gjorde en diskussion endnu
mere usandsynlig.
Fortiden var begravet indtil jeg begyndte at forske i familiehistorien. Jeg fandt
nogle detaljer i Anders Straarups internetsider med hjælp fra en dansk kollega,
som
jeg arbejdede sammen med som tandlæge i nogle år i Nepal i
velgørenhedsprojekter. Hans oplysninger var helt nye for mig, og nu ved vi så
meget mere om luft-
kampen, nedstyrtningen og besætningen. Hans oplysninger låste
fortiden op for mig.
For nylig var det 70 år siden styrtet, og mens jeg skriver dette vil
70-årsdagen for det
andet slag ved
El Alamein bryde frem om nogle få timer. Min far var der som
ung officer. Han så over
500.000 artillerigranater eksplodere i løbet af 5 timer, da slaget begyndte. Han
stod for transporten af en pansret feltambulanceenhed placeret foran kanonerne
og lige bag minefelterne i forreste linje. Han sagde engang at han havde
medlidenhed med de tyske og italienske soldater under den frygtindgydende
spærreild. Det blev der heller ikke talt om i vort hjem. Derefter kæmpede han
ved Monte
Cassino i Italien, der var endnu et slag med rædselsvækkende tab. Derfra til
Indien og næsten til krigen mod Japan i Burma.
Mens de der kæmpede i disse slag for vores frihed nu efterhånden falder bort,
er det enormt vigtigt at deres indsats huskes og at deres betydning for at vi
kan leve
i moderne demokratier bliver anerkendt.
Så jeg vil gerne slutte dette brev med at takke det danske folk, som har bevaret
en levende interesse og gjort det muligt at afdække sandheden om disse hændelser
så
mange år senere. Det kan være vanskeligt at beskrive hvor vigtigt det er
for familier til besætningsmedlemmerne at de nærmere omstændigheder om tab, der
indtraf, før jeg blev født, endelig er kommet frem. Tak Danmark!
Jeg har en levende påmindelse om min onkel: min søn. Han har også navnet Lewis
efter øen nordvest for Skotland, hvor Morrison-familien stammer fra. Deres
ansigtstræk ligner hinanden en hel del, og også deres bemærkelsesværdige evner for
matematik og fysik, som bevirkede, at de begge fik udmærkelse til deres
eksamen ved universitetet. Jeg
har fået at vide at min onkel var en venlig, hensynsfuld og beskeden mand. Og
det er min søn også.
Jeg håber virkelig at et lille mindesmærke
til varigt minde om dem nu kan komme i betragtning. Jeg er villig til at bekoste
det.
Venlig hilsen
David Geddes. Specialtandlæge.
Major
pens., Royal Army Medical Corps/ Royal Army Dental Corps.
|