Se overblik og detaljer i
angrebet på Aalborg, Fliegerhorst Aalborg West
den 13. august 1940. Oversigtskort:
Google Map p014-024.
Artikel 70 år senere af Arne Sloth Kristoffersen i
NORDJYSKE Stiftstidende 13.
august 2010, sendt til www.airmen.dk
- og her forsynet med links.
SERGENT BEEBYS ENDELIGT
I dag for 70 år siden indtraf en katastrofe
for Royal Air Force i Nordjylland. Anden Verdenskrig var næsten et år
gammel, og Hitlertyskland syntes uovervindeligt.
Polen, Danmark, Norge,
Holland, Belgien, Luxemburg og Frankrig var erobret, og forbundsfællen
Stalin havde gratuleret Hitler med de store sejre. Den danske
regering havde
lagt sig fladt ned og samarbejdede med tyskerne. Kun England med Winston
Churchill i spidsen stod tilbage i kampen mod Hitler.
Tidligt om morgenen den 13. august 1940
lettede en eskadrille på 12
Blenheim
bombefly fra deres base i Norfolk i England med kurs mod Danmark.
Bombeflyene,
der var uden jagerledsagelse, skulle angribe Aalborg Lufthavn,
som tyskerne var ved at udbygge til Nordeuropas største, militære lufthavn.
Lufthavnen havde enorm strategisk betydning for tyskerne, dels til
mellemlanding for de tyske fly, der skulle til Norge, dels som base for
farvandsovervågning og dels for de tyske fly, der
angreb Skotland og det
nordlige England.
Det ene fly vendte om, da det nåede den
danske kyst, angiveligt på grund af motorvanskeligheder. De 11 øvrige
fortsatte ufortrødent mod Aalborg Lufthavn, som
tyskerne kaldte Fliegerhorst
Aalborg West. De 11 maskiner blev imidlertid observeret af tyskerne, der
beredte dem en varm modtagelse med flak og jagerfly, da de
nåede Aalborg, og
alle 11 fly blev skudt ned. Der var tre mand i hvert fly, og af de 33
besætningsmedlemmer, reddede kun 13 livet, mens de 20 omkomne blev
begravet
på Vadum Kirkegård med tysk militær honnør. De 13
overlevende kom i tysk krigsfangenskab, der varede i næsten fem år.
De engelske bombefly havde ingen chancer mod
de tyske jagere, og som en af de tyske piloter senere sagde, var det ”som at
skyde ænder ned”. To af de engelske
fly blev skudt ned i mosen i den
nuværende Tranum Klitplantage, henholdsvis ved Rødhusvej og Udholmsvej, og
alle seks besætningsmedlemmer omkom. Blandt de
tre i flyet ved Rødhusvej var
eskadrillens chef, oberstløjtnant Lart og
agterskytte og radiooperatør, den 20årige sergent,
A.S. Beeby.
Der var mange øjenvidner til luftkampen over
mosen. Svend Hjardemål Christensen var i gang med at høste, da de tyske og
engelske fly kom drønende. Han kunne
høre projektilerne og så, hvordan de
engelske fly blev skudt ned. Han skyndte sig derhen, men besætningen var
sprængt i stumper og stykker. Villy Hammerholt og
hans mor så også
luftkampen. De skyndte sig at cykle fra Brovst ud til Rødhusvej, hvor de så
et vrag, hvorfra det fortsat røg. De så også en torso og en behandsket
hånd,
der var revet af kroppen. Så kom tyskerne og gennede dem væk.
Forinden var overlæge Christensen fra Brovst
Sygehus kommet til stede. Det viste sig, at det var lykkedes ham at få
indsamlet en række personlige effekter fra de omkomne, som han gennem Røde
Kors fik sendt til England over Sverige. Blandt effekterne var sergent
Beebys ur, som den dræbtes familie efter krigen ville forære forfatteren Ole
Rønnest som tak for dennes store indsats for at afdække de 33
besætningsmedlemmers skæbne. Ole Rønnest har skrevet den fremragende bog,
Den dømte Eskadrille, hvor han ikke blot beskriver selve luftslaget, men
også besætningsmedlemmerne og specielt de 13 overlevende, som han alle fik
et nært
forhold til i årene efter krigen. Ole Rønnest afslog at modtage
uret, da han mente, at det retteligt hørte hjemme på museet i flyenes base i
Norfolk.
Kun en af de 13 overlevende lever endnu. Det
er den 90årige Bill Magrath, hvis fly styrtede ned
i Limfjorden nord for Egholm. Alle tre besætningsmedlemmer blev
hårdt såret,
men overlevede. Bill Magrath havde fået dobbelt benbrud, en knust skulder og
hofte samt mistet synet på det ene øje. Han blev senere opereret af en
tysk
feltlæge, så han genvandt sin førlighed. Det lykkedes ham at flygte gennem
Frankrig til Spanien og komme tilbage til England, hvor han blev flyveleder.
Et andet besætningsmedlem, Bill Grenwood, døde for
to år siden, og Ole Rønnest var med til at sprede hans aske ud i Limfjorden.
For de overlevende piloter glemte aldrig Nordjylland og den dag, da de
mirakuløst reddede livet.
Vi må heller aldrig glemme disse piloter, der
satte deres liv og førlighed på spil for det undertrykte Europa og tændte et
lys af håb i den mørke tid under Anden Verdenskrig. Sergent Beeby ofrede det
dyrebareste han havde for vor frihed, og det var ikke forgæves. |