Jeg føler mig lidt forlegen, når min "tale" bliver nævnt. Man må huske at jeg kun kort tid før var blevet opdaget i bremsekabinen i en godsvogn. Omkring 6 jernbane- arbejdere omringede mig med ængstelige ansigtsudtryk. Jeg tror de var bange for at jeg var farlig!

Senere ledsagede et par stoute politifolk i civil mig til Daugaard Kro, hvor jeg blev modtaget af Palle Høybye. Jeg og (tror jeg) overbetjent Peter Hansen sad ned, mens Palle Høybye stod og optrådte som undersøgelsesdommer. (Han talte glimrende engelsk.)

Peter Hansen begyndte meget nervøst at undersøge mig for våben men fumlede med lynlåsen på min flyverjakke. Med ungdommelig utålmodighed lynede jeg den
hurtigt op og ud faldt et bundt rabarber! Straks blev der bestilt noget mad, og meget hurtigt kom en høj, ung blond politimand ind med en bakke med kød og kartofler,
brød og smør. Den unge mand sad til venstre for mig og sagde gang på gang: "Du skal bare spise!"

Palle fortsatte med sine spørgsmål og meget snart indså jeg at han ville vide om nogle danskere havde hjulpet mig til at undgå at blive fanget. Utålmodigt lagde jeg
kniv og gaffel og erklærede: "Tror du jeg ville forråde en ven, som havde hjulpet mig? Ingen hjalp mig! Men hvis de havde gjort det, ville jeg aldrig fortælle det til dig!"
Peter Hansen rejste sig fra sin stol og kom hen mod mig. Jeg var ikke sikker på, hvad han var ude på? Ville han til at slå mig? Nej, han rakte hænderne ud og
omfavnede mig som en søn.

Til det sagde Palle: "Så længe det er hvad du fortæller tyskerne, har vi ikke flere spørgsmål."

En 5-6 unge politimænd tog mig ovenpå, hvor jeg kunne vaske ansigt og hænder og få en kam gennem håret.

Pludselig hørte vi grove stemmer og en masse trampen nedenunder. Stille lyttede vi alle efter hvad der mere skete. Kort efter da alt syntes stille, vovede vi os neden- under. Palle oplyste mig om, at tyskerne var kommet for at hente mig, og at han havde oplyst dem om, at han ikke var færdig med at afhøre mig til sin rapport.
De ville komme tilbage og hente mig, senere.

Palle vendte sig så mod mig og sagde: "Vi har kun et spørgsmål mere at stille dig. Vil du være sammen med os til et lille måltid som vores hædersgæst?" Jeg sagde
at jeg netop lige havde spist, til hvilket han svarede: "Tyskland, som du er på vej til, sulter! Derfor må du ikke gå glip af en lejlighed til at spise."

Vi kom ind i spisesalen, bag kroen. Alle politifolk der havde eftersøgt mig rejste sig. Peter Hansen sad ved bordenden, mens Palle og jeg sad ved ham over for hinanden og den danske nationalsang blev sunget.

Det var et meget bevægende øjeblik. Et dejligt måltid blev serveret. En mand rejste sig for at holde tale og sagde, at han havde været krigsfange i den første Verdenskrig og havde overlevet det! Der blev holdt adskillige taler. De opmuntrede mig alle til at holde humøret oppe.

Nyligt fanget efter 3 dage på flugt var jeg helt ærligt overrasket over politiets hjertelige modtagelse og deres undskyldende holdning. Jeg havde forventet en skånselsløs behandling og her var de kede af, at de ikke kunne hjælpe mig til at flygte!

Jeg havde ikke haft tid til at forberede mig, så hvad jeg sagde lød som en lille skoledrengs forsøg på at sige undskyld for at have været uartig! (Se manuskript.)

Jeg håber dette hjælper jer til at forstå min forvirrede sindstilstand.