Samtale med en mor                              In English                                 Updated:  02 FEB 2009

 Artikel om John Derrick Harper i Skive Folkeblad den 23. august 1946 fra Tove Krog.

Mrs. Harper om sønnen, der hviler på Skive Kirkegård

John D. Harper meldte sig frivillig til den sidste farlige tur - og dagen efter skulle han have været hjem på orlov.

Moderen og broderen besøger Skive i anledning af mindestensafsløringen på søndag.

Den engelske flyver John Derrick Harper, som natten mellem den 4. og 5. oktober 1944 forulykkede med sin maskine over Nordsalling, havde sammen med den øvrige besætning på ialt 7 mand meldt sig frivillig til det skæbnesvangre togt over dansk territorium.

Målet var udlægning af miner i Kattegat, men som bekendt nåede man aldrig så langt. Maskinen blev sandsynligvis beskudt ved indflyvning over vestkysten, og den klarede sig kun et stykke ind over Limfjorden. Flere øjenvidner bemærkede den brændende maskine, som gik ned i Skive Fjord ud for Junget. To af besætningen blev reddet, taget til fange af tyskerne og efter kapitulationen frigivet. De øvrige fandt døden i kampen mod Hitlers Tyskland. John blev først fundet af en fisker i midten af juni i fjor. Hans jordiske rester ligger på Skive Kirkegård. De andre fire ligger begravet i Himmerland.

Det er i korthed beretningen om den engelske flyvers skæbne - fortalt af hans mor, som i forgårs sammen med sin søn Jeoffrey ankom til Skive til mindestensafsløringen  på Skive Kirkegård på søndag.

Mrs. Harper, der er en midaldrende, næsten hvidhåret dame, er hårdt ramt af krigen, idet hun foruden John mistede sin mand, der døde netop 6 uger før hun fik budskabet om, at den bombemaskine, drengen var med, ikke var vendt tilbage.

Mr. Harper, der var forretningsmand i Birkenhead i nærheden af Liverpool, deltog i krigen som officer i en transportkolonne under RAF. Hans helbred kunne ikke holde til dette arbejde, og han vendte i forsommeren 1944 hjem som en dødsmærket mand.

Ægteparret havde kun to børn, foruden John sønnen Jeoffrey, der er 19 år og siden februar 1945 har været indkaldt.

Håbede at se sin dreng efter krigen.

- Budskabet om, at Johns maskine ikke var vendt tilbage, som jeg modtog den følgende morgen, var et hårdt slag for mig og Jeoffrey, fortæller Mrs. Harper i en samtale med os. Men jeg opgav dog ikke dermed håbet om at se min dreng igen. Det var jo ikke sikkert, at han var forulykket, og helt indtil man fandt ham i juni i fjor, ja da håbede jeg stadig på, at han kunne været taget til fange af tyskerne . . . og så en dag ville vende hjem.

Mit håb gik aldrig i opfyldelse, føjede hun stille til. Min dreng faldt på sin post. Og nu hviler han på kirkegården i Deres by.

- Hvornår så De ham sidste gang?

- Det var i august måned, da han var hjemme for at fejre sin fødselsdag. Den 21. august 1944 fyldte han 21 år. Far var da endnu så rask, at han kunne fejre dagen sammen med Johns venner.

Mrs. Harper fortæller, at John meldte sig som frivillig til RAF 3 måneder efter, at han var kommet ud af skolen i Babinton. Han var da 17 år gammel.

John følte, at han skulle med ...

- Min dreng følte, at han skulle med, siger hun, og så meldte han sig ind i flyvevåbnet. Havde han valgt en anden våbenart, skulle han først have været inde et år senere. Efter at have gennemgået den første skole i RAF, kom han til Canada, hvor han fortsatte træningen. Da han var fyldt 18 år, kom han ud på sin første tur i luften, men han blev dog ikke sendt ud på farlige bombetogter før omkring D-dagen, da landgangen i Normandiet fandt sted.

- Hvor mange ture har han haft, før han startede på den sidste?

- 33 over dansk og tysk territorium. Han var således godt kendt med lokaliteterne. Forøvrigt var han også med, da de afgørende kampe blev udkæmpet omkring Caen i Normandiet. John deltog som næstkommanderende - det vil sige som den som passer bomberne - i en bombemaskine.

- Havde  han ikke før været ude for uheld?

-  Kun en enkelt gang, da han trænede til flyver. Under en øvelsesflyvning ved Kent fik maskinen pludselig motorskade. Det lykkedes dog besætningen at nødlande. Maskinens understel blev knust, men ingen mennesker kom noget til.

Vidste, at den sidste tur var farlig.

- Vidste John, at turen mellem  den 4. og 5. oktober 1944 var farlig?

- Ja, det vidste han, og han meldte sig frivilligt sammen med sine kammerater. De kendte hinanden, og der var et udmærket sammenhold mellem dem fra tidligere bombetogter. De syv unge flyvere var alle ved godt mod, da de startede om aftenen ... den følgende dag skulle de nemlig alle have en hårdt tiltrængt orlov. Og jeg havde også dagen i forvejen glædet mig til at få John hjem nogle dage.

- Hvordan så Deres dreng ud ... var han en glad gut?

- Ja, det er ikke så let at sige, svarer hun.

- Han lignede sin mor, føjer broderen til.  Humør manglede han aldrig.

John var som dreng meget interesseret i sport, især fodbold. Han deltog også med interesse i spejderbevægelsen og endte som patruljeleder.

John ville en overgang være præst.

- Hvad skulle John have været, hvis ikke han var kommet med i krigen?

- Det spekulerede han ærlig talt ikke ret meget over. Han var indstillet på efter endt skoletid at komme ind som flyver. En overgang talte han om at studere teologi, men jeg ved ikke, om han vilde have begyndt nu efter krigen, dersom han havde levet.

- Har De talt med de to kammerater, som slap fra den sidste tur med livet?

- Jeg har umiddelbart efter kapitulationen været i forbindelse med den ene, men han kunne ikke fortælle noget. Han vidste heller ikke, om John var død eller levende. Min dreng blev forøvrigt efter sin død forfremmet.

Oplevet krigen på nærmeste hold.

Mrs. Harper fortæller lidt om livet i England under krigen. Tyske bombemaskiner var i de skæbnesvangre dage i efteråret 1940 ofte inde over Birkenhead, hvor der bl.a. findes et stort skibsværft. En af de første bomber, der blev nedkastet over byområdet, faldt kun 60 m fra familiens hus. Hun har således oplevet krigens rædsler på nærmeste hold.

Mrs. Harper er meget interesseret i Danmark - ikke mindst efter at hendes ældste søn hviler på en dansk kirkegård. Hun vil gerne en tur ud til stedet, hvor bombemaskinen, der havde John som næstkommanderende, gik ned - og forøvrigt endnu sidder dybt begravet i mudder. Ja, og så skal de sikkert også hilse på Dr. Rask, der som bekendt søgte at "løbe" med den ene af de to englændere, som reddede sig ved hjælp af faldskærm. Desværre havde tyskerne observeret de to reddede ...

Ligeledes vil hun og sønnen gerne se København.

Glad for Skive - og de danske æg.

Johns mor og bror er under opholdet i Skive kommunens gæster. De er vældig begejstret for byen - og for at de til hver "breakfast" får serveret to æg. Derhjemme må de nøjes med et æg hver uge. Der kan altså lige blive et til frokosten om søndagen.

Det er De frie Danske i London - på initiativ af henholdsvis Pastor Fiig Pedersen og De frie Danskes "finansminister", Sallingboen, fhv. kontorchef A.V. Pedersen, der også i sommer har gæstet Skive - som finansierer rejsen for Mrs. Harper og søn. Allerede den 28. tager de med "Kronprins Frederik" tilbage til England.

Til mindestensafsløringen på søndag venter man et par engelske officerer og en engelsk præst. De ankommer om formiddagen med flyvemaskine til Karup Flyveplads.

                                                                                                                                                                                                                          Mr.